Anette fik fjernet det ene bryst: Jeg blev et andet menneske

Aldrig har Thomas været så god til at spille fodbold, som han var i den tid, hans kæreste, Anette, var syg. Det var, som om han spillede fuldkommen fantastisk på alt sit raseri og sin fortvivlelse over det uretfærdige i, at kræften havde ramt lige præcis Anette og hele familien det efterår.

Men det handler aldrig om retfærdighed, når et menneske, man elsker, får brystkræft. Efteråret 2013 måtte Thomas se til, mens Anette kæmpede sig gennem behandlingen. Det var også ham, som skulle være en stor og stærk far, som måtte svare på sine døtres spørgsmål. Børn spørger, og børn skal have svar, selv om man næsten ikke tør tale om det unævnelige: at mor er alvorligt syg.

Det endte heldigvis lykkeligt. Anette overlevede. Pigerne har deres mor, og Thomas har sin kone, men ellers er intet som før.

Sygdommen ændrede deres liv på mange måder – også til det gode, for Anette fandt ud af, at intet i denne verden er perfekt, og hun fandt også ud af, at fordi hun var åben om sin sygdom, fik hun den støtte og den omsorg, som hun og hele familien havde brug for. Men det var en ufattelig svær tid dengang, for Anette havde lige mistet sin egen mor, som også havde kræft.

Læs også: Ingen vidste, hvad der var galt med Sally: Heldigvis opgav mine forældre aldrig

Den længste weekend

– Min mor havde kræft i bughulen og var død kort tid inden den morgen, da jeg pludselig opdagede en knude i mit ene bryst. Den var ikke stor, men den var der. Jeg handlede fuldstændig rationelt, gik ud af badet, klædte mig på og kørte Elena og Andrea i dagpleje og børnehave.

De var 2 og 4 år, og jeg kunne ikke tænke på andet, end at nu havde jeg også fået kræft. Og hvad så med mine børn? Hvad med mit parforhold og hele mit liv? Jeg kørte til lægen, som sendte mig videre til mammografi og ultralydsscanning på Aabenraa Sygehus. Jeg fik fat i Thomas, som var på arbejde, og vi tog sammen til sygehuset, fortæller Anette, nu 42 år.

Det var en torsdag i oktober 2013. Lægen på sygehuset fortalte dem, at de kunne få besked den kommende mandag. Det blev den længste weekend i Anettes liv. Nogensinde.

– Jeg græd. Jeg sagde til pigerne, at jeg græd, fordi jeg savnede mormor. Og det gjorde jeg også. Hvis min mor havde været her, havde hun holdt mig i hånden. For første gang i mit liv var hun der ikke for mig, siger hun.

Om mandagen fik Anette besked. Der var fundet en kræftknude i venstre bryst, og hun skulle regne med en brystbevarende operation inden for de næste 14 dage.

– Men det kunne jeg ikke. Jeg havde aftalt med min bror, at vi skulle sætte min mors urne ned i efterårsferien og bagefter begynde at tømme hendes hus på Sjælland, siger Anette og tilføjer:

– Men selvfølgelig kunne jeg det. Nu handlede det jo igen om liv og død. Denne gang mit eget liv.

Ingen spredning

– Et par dage efter ringede de fra sygehuset, de ville have mig ind til endnu en scanning, og det viste sig, at der var endnu en knude. Nu skulle hele brystet fjernes, og bagefter skulle jeg have kemobehandlinger. Jeg tænkte, at det handlede om at overleve, men jeg tænkte også på, hvordan Thomas ville se på mig, hvis jeg kun havde ét bryst – og jeg tænkte på, hvordan jeg selv ville have det med min krop.

- Kunne jeg leve med mig selv, eller rettere sagt: Havde jeg noget valg, hvis jeg ville overleve? Jeg sagde ja, og så blev jeg indlagt til operation i Aabenraa, hvor min svigerinde var operationssygeplejerske. Hun holdt mig i hånden, da jeg kom i narkose, og det var en stor tryghed for mig.

Da Anette vågnede efter operationen, stod Thomas der. Han smilede og var glad. Hans søster havde fortalt ham, at operationen var gået godt. Der var ingen spredning til lymfekirtlerne. Brystet var fjernet, og nu skulle Anette ”bare” have kemobehandlinger.

Læs også: "Den døde soldat": Min mission er stadig at hjælpe andre

Det værste spørgsmål

– Han holdt om mig og sagde, at han aldrig ville forlade mig nu, hvor jeg havde det så dårligt. Jeg tænkte: Men hvad så bagefter? siger Anette.

Men sådan så Thomas det ikke. For ham var det enkelt: Hans kæreste var blevet opereret, alt var gået godt. Hun var i live. For ham betød det ikke så meget, at Anette kun havde ét bryst tilbage. Han tænkte, at de kunne leve med det, hvis bare de var sammen, for han vidste, at han slet, slet ikke ville kunne klare at blive alene med deres to børn.

– Vi havde fortalt pigerne, at mor var syg. De spurgte, om mor så også skulle dø ligesom mormor. Det var det værste nogensinde at tale om med sine børn, siger Thomas.

Læs også: Anjees mand fik en hjernesvulst: Vores kærlighed bar os igennem

Uden hår og hue

Anette kom hjem og begyndte på kemobehandlingerne. Seks behandlinger skulle hun have, og hun vidste, at hun ville miste sit smukke, lange hår, der altid havde betydet meget for hende.

Hele livet havde hun været en gymnastikpige. Det var også her, hun havde mødt Thomas, som også dyrkede gymnastik. I deres lille landsby, Styding, vidste alle, hvem Anette var. Hun trænede jo puslingeholdet og kom altid til træning, men nu vidste hun ikke, om hun kunne klare det.

– Min mor var åben om sin kræftsygdom, så ingen skulle gå og spekulere på, hvad der var i vejen med hende. Sådan ville jeg også være. Jeg havde selv fortalt min familie på Sjælland og vores venner, at jeg var blevet syg.

- I starten kunne ingen jo se det på mig, men så kom dagene, hvor jeg var så dårlig, at jeg ikke engang kunne hente børnene fra deres institutioner, og de dage, hvor jeg var så syg og elendig, at jeg ikke kunne flytte mig fra sofaen.

– Jeg tabte håret og fik en mærkelig hue i stedet for. I den periode var det især godt, at jeg havde børnene på gymnastikholdet. De spurgte, hvorfor jeg havde hue på, så jeg tog den af og viste dem mit skaldede hoved, og til den årlige gymnastikopvisning gik jeg på gulvet uden hue og uden hår. Det var grænseoverskridende for mig, at hele verden skulle se mig sådan, men jeg følte, at jeg måtte vise mig, som jeg var – og omverdenen forstod.

Læs også: Anne Mette efter tab af datter: Livet kan godt gå videre

Den perfekte krop

Der blev ikke talt bag om Anettes ryg, der blev ikke spurgt om detaljer. Der var bare nogen, der lige kom forbi med aftensmad en gang imellem, andre, der lige tog børnene med hjem fra børnehave og dagpleje, og mødregruppen, der kiggede ind. Der var naboer og venner, der støttede og bakkede op om den lille familie i det hvide hus i landsbyen.

Anette har som så mange andre kvinder tvivlet på sit eget værd, og inderst inde har hun altid haft ønsket om at være den perfekte kvinde med det perfekte liv. Den Anette findes ikke længere. Hun forsvandt dengang, Anette blev syg.

– Jeg overlevede, men jeg har også fundet ud af, at der jo ikke findes det perfekte liv og den perfekte krop. Det var grænseoverskridende at gå i svømmehallen første gang, men mit manglende bryst og mit ar er en del af mig. Når man lever, får man ar, både på sjælen og på kroppen, og det må mine børn gerne vide. Jeg er erklæret rask nu, men jeg går stadig til kontrol, og det skal jeg blive ved med mange år endnu.

Læs også: Jannie er mor til syv: Jeg kæmper for alle mine børn

Kærlighedsfest

Anette, som før arbejdede i en it-afdeling, arbejder nu som rådgiver i Kræftens Bekæmpelse i Aabenraa 25 timer om ugen, og hun har uddannet sig til coach og underviser i yoga. Og Thomas? Han prøver bare på at følge med, som han siger.

– Anette er ikke den samme kvinde, som jeg mødte for 18 år siden. Yoga, coach? Det er nye ord for en mand, som er landmandssøn og uddannet politibetjent. Før gik vi begge to mere op i det materielle, og vi levede livet, som om der aldrig var nogen udløbsdato på det. Sådan er det ikke mere.

-Da Anette var blevet rask, kunne jeg ikke længere se mig selv i politiarbejdet, så i dag arbejder jeg inden for SSP og hjælper unge mennesker. Vores fokus har ændret sig. Vi lever et mere afslappet liv, hvor tiden med familien er blevet endnu mere vigtig, og vi er virkelig blevet gode til at give hinanden krammere. Dem kan man aldrig få for mange af, siger Thomas og tilføjer:

– Jeg friede til Anette, og vi blev gift for to år siden. Brylluppet skulle være et bevis på, at kærligheden fortsat var stærk mellem os, og at vi var kommet godt gennem et sygdomsforløb. En kærlighedsfest for hinanden, vores familie, venner og for livet.

Alt er godt hos familien Fredsted, måske med undtagelse af Thomas’ måde at spille fodbold på, for nu er han slet ikke så god mere. Men det gør ikke noget – siger han selv.