Telefondamerne holder 50-års jubilæum: Vi er som søstre for hinanden

– Dianalund.

Mere blev der ikke sagt, når en lille lyd havde henledt telefondamens opmærksomhed på den nedfaldne klap ved nummeret på hr. Hansen på Elmevej, som ønskede at tale med Brdr. Hillers stålfabrik på Løvegade. Herefter skulle ledninger flyttes, propper isættes og numre drejes.

– Man skulle da koncentrere sig en del, men det var også et sjovt arbejde. Og vi havde travlt i løbet af dagen, fortæller 77-årige Karen Christensen, som er tidligere telefondame ved Dianalund Telefoncentral. Hun er i dag samlet med syv tidligere kollegaer, alle telefondamer, som har holdt sammen, lige siden centralens lukning for 50 år siden. Så det er en særlig dag.

Kunne man ikke nemt komme til at lave fejl på centralpanelet?

Som en gryde i kog sprøjter svarene på én gang ud fra langbordets otte kvinder: ”Joooo…” ”Nej!” ”Aldrig.” Nogle griner lidt forsigtigt, andre sidder med mere alvorlige miner, indtil 77-årige Ena Christensen får skruet ned for blusset:

– Alle kan jo begå fejl, så selvfølgelig kunne det ske. Man kunne jo sætte en ledning forkert eller komme til at afbryde et opkald før tid.

– Måske var det ikke en fejl, siger Betty Christoffersen på 77 år og får hele forsamlingen til at fnise sagte.

Læs også: Jørgen hjælper sin demente kone: Kærligheden er kun blevet større (link fjernet)

En stilling, man var stolt af

Ingen tvivl skal der dog herske om, at disse otte kvinder tog deres arbejde meget alvorligt. De havde stor respekt for den funktion, de bestred, og flere gange i løbet af dagen bliver der henvist til det tavshedsløfte, de alle skrev under på ved deres ansættelse i slutningen af 1950’erne, begyndelsen af 60’erne. Måske er løftet udløbet. Ingen ved det.

– Men det sidder stadig dybt i os alle, bliver der sagt.

– At være telefondame var en stilling, man var stolt af.

Betty, Ena og Karen var de første fra gruppen, der blev ansat på Dianalund. De var tre friske piger på 18 år. Indtil begyndelsen af 1960’erne var det meget normalt, at man var ”på kost” som ansat på landets telefoncentraler, men det ebbede ud.

– Vi havde dog et lille værelse med en seng, vi kunne sove i, hos centralbestyrerinden, når vi havde haft aftenvagt, for så var det ikke lige at få et tog hjem. Eller også skulle man måske møde tidligt igen næste morgen.

– Betty, du var altid for sent på den, når du skulle med toget tilbage til København om morgenen. Så så man dig komme løbende med dine strømpebukser og sager efter dig. Det morede vi os over, fortæller Karen.

– Men jeg nåede det og var også klædt helt på, når jeg kom frem, siger Betty og smiler et gavtyvesmil, som passer godt til hende som en af gruppens yngre damer.

Hun er også den eneste, som tør fortælle om en lille spøg, hun engang lavede med et indgående kald.

– En herre ringede ind. Han skulle sættes i forbindelse med sin kone derhjemme, og for at være lidt vittig sagde han, at han gerne ville stilles igennem til himlen. Så gav vi ham præsten. Ha-ha!

Læs også: Nana og Bjarke bor på et 114 år træskib: Herfra vil vi se hele verden

Soldater-post

Grin, snak og en lille smule sladder om de mandlige bekendtskaber var der plads til mellem opkaldene, som dengang kun blev foretaget med omtanke. Ellers var det breve, der blev sendt, og sådan et par stykker modtog de unge damer på centralen da også fra nogle soldater, som havde set sig varme på dem efter en weekend i byen.

– Vi rev brevene i småbitte stykker og pressede dem ned mellem bordene, fortæller Bente Mentz, 74 år, som er initiativtager til gruppen og derfor også formand for forsamlingen.

– Mon ikke de blev fundet, da centralen lukkede. Ha-ha!

– Generelt var der rigtig god stemning, og vi hyggede os, når vi var på arbejde. Når man havde aftenvagter, var der ikke så travlt, så der var masser af tid til at brodere og strikke mellem kaldene.

Og vi kunne da også finde på at drikke lidt frugtvin til, hvis det ikke var en af de aftener, hvor bestyrerindens børn blev passet hos os. De var nu så søde.

– Det var straks værre med maden på de aftenvagter. Af en eller anden grund glemte nogen af os altid, at vi ville blive sultne, så vi havde sjældent taget mad med. Men så ringede vi bare til hotellet i nærheden, og så kom de over med en gryde mad til os.

– Jeg kan også huske, vi var på vagt en juleaften, hvor vi selv skulle lave mad, siger 84-årige Lise Mortensen. De andre år havde vores bestyrerinde, som var meget sød ved os, sørget for julemåltidet, men hun var ikke hjemme det år. Betty, du er en virkelig skøn kok i dag, men dengang kunne du altså ikke koge noget som helst.

– Neeej, svarer Betty. – Jeg fik vist også puttet lidt for meget kartoffelmel i kirsebærsovsen.

Flere telefonmøder

Sådan gik det til, at en gruppe kvinder igennem 1960’erne mødte hinanden på en arbejdsplads, som i dag kun findes på museer. Da Dianalund Telefoncentral lukkede ned i 1969, var de så glade for at være i hinandens selskab, at de mod almindelig skik valgte lukningsdagen som en mærkedag.

–Vi har mødtes årligt lige siden. I begyndelsen var det én gang om året, for vi havde jo alle travlt med vores familier og job rundtomkring. Men efter at vi alle er blevet pensionister, har vi mødtes fire gange om året, fortæller Ena.

– Ellers kan vi jo ikke huske, hvad vi går og bilder hinanden ind, siger Betty kækt.

– Jeg synes, det er flot, at vi stadig er så mange, siger Ena.

– Vi er jo blevet som søstre for hinanden.

Den udmelding bakkes op hele vejen rundt om bordet, hvor en sort magneto-telefon i midten står som klenodiet, der binder dem sammen. Og det er også den, som er blevet afbilledet på den store lagkage, som det nu er blevet tid til at spise. For et 50-års jubilæum er da noget ganske særligt, slår formanden fast.

Læs også: To rugemødre gav Lars og Bjarke tre døtre: Tænk, at vi har fået en familie