”Nå, hvordan går det med løbetræningen?” spurgte jeg en kvinde midt i 50’erne, som altid har været meget ivrig motionsløber.
”Jeg holder pause lige i øjeblikket, så det går ikke så godt,” mumlede hun og så en smule beklemt ud.
Hun så ikke ud til at være skadet, så det undrede mig noget, og jeg kiggede lidt spørgende på hende.
Det var ikke nemt for hende at få fortalt, men sagen var den, at hun faktisk et par gange havde oplevet at småtisse lidt i bukserne under løbeturene, og det havde været så ubehagelig og pinlig en oplevelse for hende, at hun var stoppet med at løbe.
”Det sker for utrolig mange kvinder i vores alder, og det kan man altså som regel gøre meget ved,” sagde jeg til hende og forsikrede hende om, at det overhovedet ikke er pinligt, men meget almindeligt at have den slags problemer i vores alder.
Første skridt i kampen mod inkontinens er knibeøvelser i bækkenbunden. Der var heldigvis tid til instruktion og tilbud om henvisning til en fysioterapeut, hvis det var for svært for hende at knibe alene.
”Hvis det ikke hjælper med øvelser efter to til tre måneder, er der mere hjælp at hente, og så kommer du selvfølgelig bare igen,” sagde jeg til hende.
Hvorfor fryser jeg altid?
Hvornår er man gammel?
Selektiv hørelse på lufteturen
Mine blodprøvesvar skræmmer mig: Hvorfor er der røde og blå pile?
Hormonfri behandling af hedeture
Mit pinlige problem: Jeg har en frygtelig kløe i numsen
Er Alzheimers arveligt?
Hvad er bronkitis?