Jeg er taknemmelig for livet hver eneste dag

Eva Jørgensen havde vinterbadet den dag. Som sædvanlig havde hun taget sine hundrede meters lange, seje svømmetag i det iskolde Øresund, og hun var kravlet op på badebroen igen med røde kinder og et saligt smil. Den tidligere DR-vært var i det hele taget midt i et godt og aktivt liv fuld af kolde gys og veltilfredse smil. Men så fik hun ondt i maven.

Det var ikke almindelige mavesmerter, der pludselig ramte hende den februar dag for tre år siden. Det var en smerte så voldsom, at hun til sidst blev hentet af en ambulance fra sit hjem på Frederiksberg.

Vågnede til en dramatisk besked

- Jeg havde kun haft smerter på det niveau, da jeg fødte min søn. Dengang vidste jeg jo, at smerterne var konstruktive. At de skulle være der og ville gå over. De her smerter skulle ikke være her. Den var helt gal, husker Eva, som ellers ikke husker meget fra det øjeblik, hun blev modtaget på hospitalet.

Faktisk gik der ti dage, før hun kom hun til bevidsthed igen.

Da Eva Jørgensen åbnede øjnene, stod hendes mor og hendes veninde på skift ved hendes sygeseng. Selvom de prøvede at sætte hende ind i situationen så skånsomt som muligt, så kunne alvoren ikke pakkes ind. Der var gået hul på Evas tyktarm. Hun var blevet akut opereret. Nu havde hun stomi. Og allerværst: En blodforgiftning havde været meget tæt på at koste hende livet.

Læs også: Jette fik kræft: Jeg valgte livet

Kom ud i en voldsom krise

Selvom Eva Jørgensen tilhører en sej race, der både er vant til iskoldt havvand og hektiske nyhedsstrømme gennem sine mere end 25 år som tv-vært, så slog oplysningen hende helt ud.

- Jeg kom ud i en voldsom krise. Tænk, at jeg havde været ved at dø uden at vide det. Det blev jeg ved med at gentage. Jeg har været ved at dø. Jeg har været ved at dø, siger 56-årige Eva Jørgensen, som ikke lægger skjul på, at hun græd meget på hospitalet i tiden efter.

- Jeg tømte mine tårer ned i min mors skød og i sygeplejerskernes kitler, som hun fortæller.

Ærlig bog om oplevelserne på hospitalet

I dag har hun nemlig valgt at være helt åben om alt lige fra tårerne til dødsangsten i sin nye bog Bevar mig vel. Her fortæller hun ærligt om den sygdom, som væltede hende omkuld fra det ene øjeblik til det andet. For Eva blev virkelig væltet både mentalt og fysisk.

Skulle lære at gå igen

Faktisk var hun sengeliggende så længe, at hun ikke kunne gå, da hun første gang blev hentet af en fysioterapeut. Der skulle to mennesker til bare for at få hende op at sidde i sengen, og fra det lavpunkt startede hendes genoptræning. En genoptræning, der krævede, at hun i månedsvis kiggede ned i hospitalets grå linoleumsgulv, mens hun kæmpede sig frem bag et højt gangstativ.

- Jeg hang bare i armene og rullede mig frem. Så måtte benene følge med så godt, de kunne. Det var utrolig hårdt, og jeg følte, min krop havde forrådt mig. Jeg tænkte: Vil jeg nogen sinde være i stand til at gå tur igen? At gå tur havde været sådan en vigtig del af mit DNA.

Læs også: Min svigerdatter kæmpede for min søn

Fandt viljen i sit hjerte

Eva Jørgensens ture hen over det grå linoleumsgulv blev heldigvis længere og længere. Men det krævede benhård træning hver eneste dag. Og ikke mindst en uopslidelig vilje.

- Jeg fandt viljen inde i mit hjerte, og jeg havde tre vigtige mål: Jeg ville igen ud at gå tur med de mennesker, jeg holder af. Jeg ville vinterbade igen. Og jeg ville selvfølgelig være der for min søn. Det udløste en meget stærk urkraft i mig, siger Eva Jørgensen, som under hele sin sygdom vidste, at sønnen var i gode hænder hos en nær ven. Meget andet vil hun ikke sige om ham. Han skal have lov til at leve sit liv som teenager uden publikum.

Håber at hjælpe andre

Selv fortæller Eva sin historie fra hospitalet i håb om at hjælpe andre. Da hun blev indlagt, ville hun nemlig gerne selv have haft en ærlig bog om andres oplevelser på et hospital.

- Mit liv slog jo noget af en kolbøtte, og jeg oplevede en magtesløshed, som jeg aldrig havde forestillet mig inden, siger Eva Jørgensen, som også oplevede noget andet, som tiden gik: Hun oplevede små og store sejre. Som når få skridt blev til flere. Eller som den dag hun satte sig på sin cykel igen.

Den største sejr

Den største sejr oplevede hun, da hun kørte ud til sin badeforening, Det Kolde Gys ved Helgoland på Amager. Det var første gang, hun var på vej i den retning, efter hun havde fået stomi, og hun var bestemt ikke sikker på, at hun havde modet til at tage tøjet af, når hun nåede frem.

- Jeg havde bare sagt til mig selv: Nu tager jeg derud, og jeg behøver ikke gå i vandet. Men jeg havde da taget håndklæde med, smiler Eva.

Og smile gjorde hun også, da hun kørte tilbage fra Amager.

- Vandet trak så meget i mig, at jeg tog tøjet af og svømmede en lille tur med stomiposen på maven. Den faldt ikke af. Hverken i vandet, eller da jeg tørrede mig, og jeg var helt høj, da jeg kørte hjem.

Posen på maven måtte ikke bremse hendes liv

Efter den succes besluttede Eva Jørgensen, at posen på maven ikke skulle holde hende tilbage fra noget som helst i hendes liv. Det gjorde den heller ikke, men hun valgte dog at få lagt stomien tilbage cirka et år efter, da hun fik tilbuddet.

- Når man helbredsmæssigt ikke er normal, har man et brændende ønske om at være normal. Det havde jeg i hvert fald.

Mere taknemmelig end før sygdommen

I dag ligner Eva Jørgensens liv på mange måder det liv, hun havde, inden hun blev væltet. Dog er der noget, der er forandret.

- Jeg har fået en meget stærk følelse af at være i live. Jeg er klar over, at jeg måske lyder lalleglad, men jeg er virkelig taknemmelig for livet og for min normalitet. Sådan får man det nok, når man har været helt derude, hvor det ikke var en selvfølge. Mit forløb har gjort, at jeg glæder mig langt mere over tingene, end jeg ellers ville have gjort.