Kære Puk
Mormor kan ikke klare julemaden længere
– Det sværeste er faktisk at lukke munden og sige nej, synes Majken Johansen.
Det ved hun alt om. Hun har tabt sig 40 kilo – både ved at lukke munden og ved at dyrke sport.
Hun var en af de mange deltagere i vores store Årets Taber-konkurrence, og hun er netop blevet udtrukket som årets vinder – og det kom som en stor overraskelse for Majken.
– Jeg vinder ellers aldrig noget som helst, sagde en temmelig overvældet Majken, men det har hun altså gjort nu.
Præmien er et gavekort på 15.000 kroner til Novasol, der har ferieboliger i hele Europa. Nu skal familien Johansen så diskutere, hvor de skal hen, og her har sønnen David og ægtemanden Jakob også en del at sige. Faktisk er de også en slags vindere, for uden dem havde Majken aldrig ændret sit liv.
– Min egen mor mente, at man skulle ryge, drikke og spise nøjagtig, som man havde lyst til. Hun mente også, at børn da absolut ikke skulle mangle hverken sodavand eller slik. Hun var selv overvægtig, før hun fik Majken, men tabte sig efter fødslen og forblev slank resten af livet hele livet, men døde desværre alt for tidligt som bare 57-årig på grund af KOL.
– Modsat min mor blev jeg tykkere og tykkere, og i 2012 vejede jeg 110 kilo fordelt på 1,60. Det var alt, alt for meget, og jeg tænkte, at hvis jeg skulle være mor for David i mange år, så skulle jeg gøre noget drastisk ved min overvægt, siger Majken.
Derfor satte hun sig selv på en diæt, der hed 1.200 kalorier om dagen, og hun sørgede for at få masser af grøntsager og masser af motion.
Ægtemanden lavede den sunde mad, drengen sørgede for at hive sin mor med ud på løbeture, og så skulle Majken egentlig ”bare” leve op til den nye livsstil.
– Det lyder hårdt at lægge livsstilen om fra kager og god mad til grøntsager i urimelige mængder, men egentlig er det først nu, det er hårdt, synes Majken.
Hun har nemlig nået sin idealvægt: 70 kilo, og så er det kunsten at holde vægten.
– Jeg er 43 år nu, og så er det, som om det er sværere at slippe af med kiloene igen. Jeg er jo typen, der kan tage fem kilo på i løbet af en efterårsferie, for jeg elsker god mad, kager og slik. Men så ved jeg også, at jeg bare skal tilbage på sporet dagen efter, at jeg har givet slip og hygget mig.
– Jeg har lært, at uanset hvor sundt jeg spiser, så skal der også motion til, ellers sidder kiloene fast. Det kan være svært at nå det hele, men jeg prøver, siger Majken.
– Min nye livsstil er heldigvis blevet så meget vane for mig, at jeg bliver rastløs, hvis jeg ikke får trænet og dyrket motion. Jeg arbejder i Røde Kors i København, så jeg har en del transporttid, men jeg passer min træning tre gange om ugen i et motionscenter, og så løber jeg stadig så tit som muligt og gerne med David, som stadig godt gider løbe med sin mor.