Vinterlege i Norge: Det handler om at give den gas

Den nyfaldne sne knaser under skoene, da vi rammer den norske by Beitostølen. Det første, vi får øje på, er en sneboldkamp, der er i gang. En blanding af hvin og grin kan man høre fra ansigter dybt begravet i sneen.

Mens de venskabelige kampe udspiller sig, samles andre folk om bålstedet og drikker varm kakao og spiser pølser.

-Så du mig tidligere? Jeg tog bakken ned helt selv for første gang, kan man høre en sige med en kæmpe stolthed i stemmen.

Og det er også noget af en bedrift for nogle af feriegæsterne på denne tur. For mens nogle er trukket i skitøjet mange år i træk for at være med til Vinterlege, er det første gang for andre.

Men uanset om man er ny eller gammel på Vinterlege, står en ting klart: Hvis man først har været afsted én gang, er der stor sandsynlighed for, man kommer igen året efter.

Fuld fart fremad

Der er mange gode grunde til at folk år efter år kommer tilbage til løjperne. En af dem må unægtelig være, at vinden man får i ansigtet, når man suser ned ad bakkerne, bringer de største smil frem.

-Jeg vil gerne på kælken, men jeg vil have et mandfolk med, siger Eva Hansen og hiver i en frivillig, mandlig blåjakke.

Hun har været afsted de sidste syv år og ved allerede, hun kommer igen næste år. For her får hun alt det, hun elsker: sne, mænd, venner og fest.

Alle kan være med

Og især sneen er en god grund til, mange tager afsted. For man finder altså ikke den samme slags sne eller bakker i Danmark, så skal man ud og tonse på løjperne, er Beitostølen et godt sted.

-Det er ikke så vigtigt, om man er god til det eller ej. For når vi arrangerer Vinterlegene, tager vi jo udgangspunkt i, at alle ikke kan det samme, fortæller Lissi Lajer, der er med som frivillig på turen, bedre kendt som en af blåjakkerne.

Så hvis man ikke selv kan stå på ski, kan man altid komme en tur på bi-ski. Her sætter man sig i en stol med ski på, og så kører en erfaren skiløber med bi-skien. På den måde kan man alligevel opleve følelsen af at suse ned ad bakken, selvom man ikke har lyst eller kan gøre det alene. Man kan også køre på kælk med en blåjakke, hvis man er mere til det, og skal det være i et roligere tempo er langrend også en mulighed.

-Det vigtigste er, at alle føler, de får noget ud af turen, fortsætter Lissi.

Konkurrencetid

Og det er helt tydeligt at deltagerne får meget ud af den. For på sidstedagen af turen, bliver der afholdt konkurrencer. Men det er ikke konkurrencer, der handler om at vinde. For alle får en medalje, når de har deltaget i en disciplin.

-Den gamle talemåde, hvor man siger, det ikke handler om at vinde, men det handler om at være med, passer perfekt her. Konkurrencerne bliver afholdt, så man kan vise sine venner, hvad man har lært i ugens løb, fortæller Lene Philippon, der er formand for foreningen.

Og konkurrencen er til stor glæde for både deltagere og tilskuere. Den første disciplin er langrend. Bo, der er taget afsted med sit bosted hele vejen fra Syddjurs, stiller op til langrend, og han er noget spændt.

-Jeg ved, at det nok skal gå. Men jeg håber, jeg får en god tid, siger han med begejstring i stemmen.

Klar, parat, start!

Atleterne begynder at gøre sig klar, mens en af blåjakkerne står i den anden ende klædt ud som snemand med en masse guldmedaljer i hånden.

Hornet lyder, og så småt begynder deltagerne at komme fremad, om det så er på ski, snesko eller snerollator. Der er krise på et tidspunkt, da en af atleternes snesko ryger til siden, men hurtigt er en anden atlet til undsætning og hjælper til. Alt imens tilskuerne står på en altan ovenover og hepper.

Bo fra Syddjurs kommer i mål, og stolt og rank med en guldmedalje om halsen kommer han op på altanen for at heppe på resten. Han får rygklappere af kammeraterne, som var han lige kommet hjem med OL-guld.

Styrt på bakken

Konkurrencerne fortsætter hele dagen, og til sidst er det blevet tid til alpinski. Heppekoret har stillet sig klar på sidelinjen og hepper.

En lind strøm at skiløbere kommer ned ad bakken og får en medalje om halsen. For de fleste går det gnidningsfrit, men for en enkelt skiløber er der lidt problemer på turen.

Maria mister den ene ski på vej ned ad bakken, og hun vælter. En blåjakke må støde til og hjælpe hende op og få skien på igen. Maria har ikke mistet modet, og hun kommer susende ned, mens vennerne klapper og hujer. Da hun kommer ned, kan man se, hun har fået et par skrammer efter styrtet, og hun har fået næseblod.

-Tænk sig, for fem dage siden, havde Maria aldrig stået på ski, og nu tager hun på alpinski helt alene, er det ikke sejt? Bliver der spurgt i megafonen.

Publikum klapper og hujer, mens Maria får et stykke papir til næsen og en guldmedalje om halsen. Man kan se smilet brede sig. Styrtet var ikke slemmere, end at vennernes klapsalver kunne veje op for det.

Læs også: Discofest for udviklingshæmmede

Fest og farver

Men turen handler ikke kun om at stå på ski. Den handler lige så meget om at få nye venner og have det sjovt inde i varmen som ude i kulden. Og det er det, mange af aftnerne bliver brugt på. For der er både banko, gallafest, afterski og scenen er din.

Onsdag aften var der scenen er din, og her kunne folk stille op med en sang, dans, stand up eller hvad de nu har lyst til, og så handler det bare om at give den gas på scenen.

-Jeg glæder mig så meget, jeg skal synge Burhan G, fortæller Mai, der i dagens anledning har klædt sig ud som ham.

Der er dækket op med VIP-område til dem, der skal på scenen. Der er farverige drinks og glimmer på bordene, der skinner om kap med smilene på det spændte deltagere. Det summer af nervøsitet, men på den gode måde. En halv time før showet går i gang, har den første publikum stillet sig klar foran scenen.

Musikken begynder, og de næste tre timer står den på et fyldt dansegulv, skønsang og skål og ikke mindst 1000 krammere. Folk er troppet op i både balsko og sutsko, og mens nogen giver den gas i baren, sidder andre i sofaerne og falder lidt hen efter en lang dag på ski, og kigger man lidt nærmere efter, kan man også se, der bliver kysset lidt rundt omkring i krogene.

Læs også: Udviklingshæmmede Pia er blevet filmstjerne

Det svære farvel

-Mange får jo vinterkærester, det er ikke så usædvanligt, fortæller Lissi med et lille skævt smil.

Og sådan kan det jo gå, når man kommer hinanden ved i en hel uge. Man bliver gode venner, og sommetider lidt mere end bare det. Derfor kan det også være så hårdt at tænke på, at når ugen er slut, går der et helt år, før man igen skal se hinanden.

-Jeg glæder mig allerede til næste år, siger Bo, mens han giver en af sine venner et kram.