Lykke Per blev damernes ven

Det var slemt, da Per stod med en lang række symaskiner foran sig, der ikke virkede. Noget måtte der vel for fanden være galt, når han ikke kunne finde ud af at tråde dem, og det kunne jo da kun være maskinerne, der var fulde af fejl, sagde han til sig selv.

Siden er det blevet noget bedre, for ikke at sige meget bedre, for i dag lever Per af at sælge symaskiner og patchworkstoffer. Han syr som en skrædder – og langt bedre end mange kvinder – og det er jo egentlig ret godt gået af en tidligere murerarbejdsmand.

Det begyndte med, at Pers kone så gerne ville lave en stofforretning i den gamle stald i 1999. Der var jo plads nok. Den gamle købmandsgård i Skerping var hverken købmandsgård eller landbrug længere, så hvorfor ikke lave en stofforretning til sit livs udkårne, tænkte Per. Derfor byggede han om, byggede ud og møblerede, og da han var færdig i 2001, var hans kone flyttet, fordi hun i virkeligheden hellere ville begynde på et nyt liv. Uden Per.

Derfor kunne det næsten ikke blive værre, da Per stod med symaskiner, stofruller og ingen kone. Til gengæld var der fire børn, der skulle have mad på bordet. Og hvad gør en stædig mand så? Han sætter sig ned og lærer at tråde en nål.

Læs også om Jennifer og hundefrakkerne

Det har han gjort så godt, at Per Gudiksen, 56 år, med det sigende mellemnavn Lykke virkelig har gjort … netop sin lykke.

Han kan nu åbne dørene for horder af kvinder, som alle gerne køber patchworkstoffer, mønstre og symaskiner her.

Kvinderne går også på kursus hos Per i det nordjyske, nærmere betegnet i Skerping, så langt ude på landet, at der slet ikke burde findes en stofbutik her, men foreløbig har Per været forretningsindehaver siden 1999.

– Det kører da, siger han beskedent, og lige præcis det udtryk må være hans yndlingsudtryk, for han siger det tit. Og samtidig er han stadig lidt forbavset over, at det faktisk lykkedes. At murerarbejdsmanden, landmanden, altmuligmanden Per også kunne finde ud af at sy. Men det handler også om, at han nok aldrig kunne finde på at blive i dårligt humør eller give op. Det gør man ikke, når man er en stædig nordjyde, der gerne vil beholde sin gamle slægtsgård.

Så gik konen

– Min bedstefar købte gården her, der også har været købmandsbutik. Jeg har arbejdet ved landbruget og som murerarbejdsmand, og da mine forældre blev for gamle, flyttede de på aftægt i 1990, og min kone og jeg flyttede ind her på gården. Det der landbrug gik ikke for godt, og så satte jeg grisene ud for at lave stalden om til forretning til min kone. Jeg havde mit gode arbejde, så tanken var, at hun kunne have forretningen, men sådan skulle det så ikke gå. Da jeg blev alene, var det bare om at få det til at gå rundt, fortæller Per.

Da han gik i skole, var han den eneste dreng, som det lykkedes for at blive smidt ud fra håndarbejdsundervisningen og i stedet flyttet over til sløjd.

Men hvad gør man ikke, når det gælder det daglige brød og fire børn, der også gerne skulle have mad på bordet – i hvert fald den del af tiden, hvor de boede hos deres far?

Skilsmissen var ikke sjov. Det er en skilsmisse aldrig, og slet ikke når der er fire børn, men det lykkedes Per og hans ekskone at få hvert sit nye liv i gang igen.

Da han endelig havde fået gang i symaskinen, syede han selv hynderne til bænkene i forstuen, hvor det var meningen, at der skulle være undervisning, for Per havde jo planer med sin forretning. Det spændende var bare, om der også var kunder til hans forretning.

”Pigernes Kro”

Det viste sig, at han havde set rigtigt. Der var kunder nok, faktisk var der masser af kunder, der ville købe stof, for det viste sig hurtigt, at Per havde sans for at købe og sælge de stoffer, som kunderne ville have. Med tiden blev han faktisk så god til at sy, at han nu underviser i patchwork efter egne mønstre.

– Det handler bare om matematik, siger han selvudslettende. For matematik er han god til, og så kan enhver jo sætte sig ned og skabe et mønster, mener han. Men forretning og mønstre er én ting. Noget andet var, at Per også skulle have gang i sit privatliv igen.

– I begyndelsen var jeg vældig ked af at være blevet alene, og jeg skulle absolut ikke ud og finde en ny kone. Efter en tid tænkte jeg, at nu måtte jeg jo alligevel lidt ud, og så strøg jeg min fine skjorte, pudsede skoene og stillede mig ude under træet ved landevejen, hvor bussen til ”Pigernes Kro” stoppede, fortæller han.

– De første gange, jeg var til bal på kroen, tænkte jeg mest på at komme hjem igen, for det var jo ikke en eller anden ny kvinde, jeg ville have. Jeg ville helst have hende, jeg havde haft før. Med tiden blev det dog nemmere, og for seks år siden rendte jeg så på en kvinde, som jeg er blevet rigtig glad for. Vi er ikke gift eller noget, men det er der heller ikke rigtig tid til, siger Per.

Sandt er det, at forretningen tager sin tid, og samtidig er Per også glad for at danse. Derfor går han til samba i Løgstør og til moderne dans og folkedans, for han er en alsidig mand, der godt kan slide et par sko op på dansegulvet, når det nu skal være.

Læs også om hvordan du syr dit eget fuglehus

Og det skal være, for Per har fået sig et godt liv.

Børnene er blevet store og kommer hjem til middag hver søndag med de første fire børnebørn.

Damerne strømmer stadig til, og det er også hos Per, de holder strikkekurser flere gange om ugen – men her nøjes Per med at spise damernes medbragte kager, for er der noget, han ikke kan, er det at strikke, og han vil heller ikke lære det. Derfor nøjes han med at servere kaffen og spise kagen, mens han undtagelsesvist sidder til pynt, når damerne diskuterer strikkefasthed og garn.