Bittes søn var en hemmelighed i 70 år

– Det her skal ikke ud, før jeg ikke er her mere. Når jeg kan holde på hemmeligheden i 70 år, så kan du også holde den lidt.

Bitte var klar i spyttet, da hendes barnebarn, journalist Troels Donnerborg, begyndte interviewene til hendes erindringsbog.

Som 18-årig fødte Bitte en dreng, som hun bortadopterede. Det var et kæmpe tabu dengang og derfor også en stor hemmelighed, som hun bar alene med stor smerte.

– Men jeg var klar over, at den del skulle med, siger Bitte.

Troels tænkte, at så måtte han bare vente med at udgive bogen, og han begyndte at grave i historien.

30. marts 1949. Bittes fødte sit første barn på fødehjemmet i Gislev på Fyn. Barnet blev fjernet, inden hun nåede at se det.

– Er det en dreng eller pige? ville hun vide.

– Det er en dreng, og han er velskabt, var alt, hun fik at vide.

Læs også: Simone lider af angst: At tegne giver ro i hovedet

De næste par uger lå hun i en seng på fødehjemmet. Det skulle man dengang. Døren var låst, og døren ind til børnestuen ved siden af var også låst, men hun kunne høre børnene.

– Det var frygteligt. Men hvis jeg blev blød, var jeg jo på den, siger Bitte.

Eneste selskab var de medhjælpende piger, som hjalp hende med at blive vasket og gav hende mad.

– Jeg snakkede ikke med dem. Hvis jeg spurgte om noget, fik jeg et knapt svar, husker hun.

Så der lå hun alene med sine tanker.

Bitte hedder egentlig Anna Marie Madsen. I dag er hun 89 år, men som barn var hun en lille bitte, og navnet Bitte hang ved.

Pigen fra Dollerup Bakker syd for Viborg fik job på Viborgs fineste hotel, hvor alle spidserne kom. Hun var 17 år og gik til dans på Birgittelyst Kro. Det var her, hun mødte ham.

– Jeg havde afvist ham flere gange. Det eneste, han ville, var at komme i seng med mig, fortæller Bitte.

Han grinede

Hun gav efter til sidst. Og da hun fortalte ham, at hun var blevet gravid, grinede han.

– Det havde han regnet med, sagde han. Han snød mig! Og så skulle jeg overbegrines bagefter.

Man kan stadig høre vreden i Bittes stemme. Manden tilbød at betale for en kvaksalver, men Bitte vidste godt, at hun risikerede at blive ødelagt for livstid og risikerede fængselsstraf, hvis hun valgte en ulovlig abort, så det afviste hun blankt.

– Han ville godt have mig, men jeg skulle ikke have ham. Jeg havde mistet al respekt, slår Bitte fast.

Læs også: Puks brevkasse: Barnebarnet trives ikke med sin papmor

Hun fortalte selvfølgelig sin mor om sine omstændigheder. Hendes far var død en måneds tid tidligere.

– Mor begyndte at himle op med det samme. Hun bekymrede sig mere om, hvad naboerne, familien og folk ville sige end for mig.

– Ti du bare stille, så skal jeg nok selv klare paragrafferne, sagde Bitte til sin mor, og hun fortalte det ikke til andre.

Bitte kunne ikke beholde barnet. Selv om hun gerne ville have børn, så skulle det ikke være på den måde. Hun vidste, at ugifte, enlige mødre som regel blev allemandspiger eller husholderske hos en ældre mand. Og hun havde gået i skole med uægte børn.

– De børn så frygtelige ud. Snuskede og forhutlede. Så hellere sende ham hen et sted, hvor han var ønsket, siger hun.

I avisen var der annoncer med adoption og ”diskret ophold”, som dækkede over fødehjem for ugifte. Hun valgte Gislev på Fyn, fordi det var tilpas langt væk.

Konen, der drev stedet, havde skaffet Bitte en plads i huset hos en bager, indtil hun skulle føde. Hun tog sig også af adoptionen.

Tal nu om det

Sidste år tog Bittes barnebarn Troels til Gislev for at fotografere fødehjemmet.

– Der stod en mand og kiggede på mig. Jeg forklarede situationen, og han fortalte, at hans kone, Dorthe, havde samme historie, fortæller Troels.

Dorthe var ked af, at hun først havde hørt om morens hemmelighed, hendes storebror, efter morens død. Troede hendes mor virkelig, at hun ville dømme hende for det?

– Det må du love at fortælle din bedstemor, sagde kvinden. Og det gjorde han.

– Den tyggede hun så lidt på, siger Troels.

Læs også: Puks brevkasse: Jeg var ikke hos min far, da han døde

– Vi blev enige om, at det var bedst at sige det, siger Bitte, som først fortalte det til sine otte børn, dernæst sin søster, som allerede havde hørt det fra deres mor.

Hun er glad for, at hemmeligheden nu er kommet frem i lyset, for hun har i årevis gået og følt sig alene med sin historie. I virkeligheden blev tusindvis af børn født på fødehjem af ugifte kvinder og siden bortadopteret. Det toppede i 1948, det år, Bitte blev gravid. Og mange af de kvinder går ligesom Bitte og føler sig alene med deres hemmelighed.

– Hvis det kan lukke op for andre, så er det det hele værd, siger Bitte, som allerede har hørt fra en læser, der skal hjem og have en snak med sin mor.

Fandt kærligheden

Efter fødslen i 1949 kom Bitte tilbage til Viborg, men hun ville gerne væk, så hun fik plads på en gård i Vestjylland. En dag kørte en politibil ind på gårdspladsen. Politimanden ville gerne tale med Bitte alene. Det var de sidste adoptionspapirer, der skulle skrives under.

– Hvad har du gjort? ville parret på gården vide.

– Jeg fortalte dem det. Jeg havde jo ikke gjort noget ulovligt, siger Bitte.

Parret havde selv lige adopteret et barn, så de var mere forstående end de fleste. Og parret fortsatte med at være Bitte og hendes mands venner resten af livet.

Læs også: Her vender vi nederlag til succes

Det var også på deres gård, Bitte fandt lykken. Niels Christian hed han. Han var karl på gården og havde værelse ovre ved hestestalden, og han havde en radio på værelset, så der var altid en undskyldning for at komme på besøg.

Niels Christian var ud af en stærk indremissionsk familie. Han var stille og rolig, en ordentlig mand.

– Jeg fortalte ham det, for jeg ville ikke indlede et forhold på en løgn. Der skulle være rene linjer, siger Bitte.

– Det gemmer vi inderst i den nederste skuffe. Vi skal fremad og aldrig tilbage, sagde han.

Hvor er drengen?

I de 63 år, Bitte og Niels Christian fik sammen, blev det aldrig omtalt igen.

Men en aften i begyndelsen af 1990’erne, hvor de havde gæster, ringede telefonen. Bitte tog den. En mand spurgte:

– Siger 30. marts 1949 dig noget?

Bitte vidste med det samme, at hun talte med sin søn. Han hedder Egon, og han fortalte, at han havde haft en god barndom. Han var uddannet stenhugger, boede på Nørrebro i København og havde eget firma. Han havde også talt med sin far.

Læs også: Kandis-Johnny på besøg hos Hansi: Vi klikker godt sammen

– Der var gæster i stuen, så jeg kunne ikke rigtig spørge om noget. Det var sådan en ja/nej-samtale. Han ville sende et brev, men jeg så det aldrig. Jeg var ked af ikke at få kontakt med ham igen, fortæller Bitte.

Da hendes mand døde i 2014, ville hun gerne finde Egon igen, men da var det for sent. Troels fandt ud af, at Egon var død året før og var blevet begravet på Svendborg kirkegård uden handling. Det betyder, at der formentlig ikke har været nogen til bisættelsen.

– Skal vi gå videre? spurgte Troels sin bedstemor, for måske havde Egon en familie, selv om intet tyder på det.

– Nej, nu lukker vi det kapitel, lød det korte svar fra Bitte.

Bittes hemmelighed – Erindringer om livet på landet og en mors svære valg

Af Troels Donnerborg. Forlag: Historia. Pris: 250 kr.