Kære Puk
De vil ikke tale om min sorg
Der er meget skidt i forbindelse med corona, men jeg føler også, der er en del godt. For eksempel er jeg virkelig glad for, at man kan undgå at kramme semifremmede mennesker. Det har jeg altid hadet. Voksne mennesker, som jeg kun kender perifert, der åbner armene og kommer alt for tæt på mig. Den slags omfavnelser vil jeg hellere gemme til mennesker, der står mig nær.
Læs også: Brev til Puk Elgård: Har ikke lyst til at blive krammet af hvem som helst
Det har været så rart at slippe for de pligt-knus. Tror du, de kommer tilbage, og kan jeg så tillade mig at sige, at jeg ikke bryder mig om at give knus?
Ikke-krammeren
Læs også: Puk Elgård: Jeg har en lille bøn og en øvelse
Jeg har selvfølgelig også bemærket, at knusene er forsvundet og har helt som dig nydt at slippe for pligt-kram. Jeg har til gengæld savnet at kramme dem, jeg holder af.
Jeg tror ikke, knusene kommer tilbage med samme styrke. Ikke foreløbig. Så det er nu og de næste mange måneder, du skal øve dig i at træde lidt tilbage, når du møder folk, du ikke har lyst til at omfavne. Lige nu er det helt legalt at træde væk. Det næste halve år, måske mere, vil folk være tøvende med krammet, og her skal du med dit kropssprog udstråle, at du ikke er en krammer. Corona eller ej, så har man lov til at sige fra. Ingen steder står der, at man SKAL give knus, når man hilser.
Læs også: Brev til Puk: Jeg er bange og tør ikke gå ud
Personligt er jeg også lidt glad for, at selfies er forsvundet. Jeg har utallige gange oplevet, at vildfremmede mennesker stikker ansigtet helt ind til mit og tager et billede. Kind mod kind. Det er MEGET tæt at stå med et fremmed menneske. Og en selfie kan også være svær at sige nej til, så jeg er med dig, det er fint, vi har fået lidt afstand og i stedet oplever øjenkontakt. Jeg synes, man kigger folk mere i øjnene nu, hvor vi skal hilse på en anden måde.
Så øv dig i at føle, det er okay at bevare dine grænser, så er du klar, når coronaen forhåbentlig slipper sit tag i vores hverdag.
Kærlig hilsen Puk