Didde satte sit aftryk på verden

Der er ikke mere at være bange for. Det værste er sket. Didde er død. Hun blev 26 år. Hendes forældre, Annemette og Uffe Jakobsen, har mistet deres datter, men ud over minderne, de har, har Didde sat sit aftryk i verden.

Didde er forfatter til børnebogen ”Kære morfar”. Det er en sjov, kærlig og fantasifuld historie om en pige, der snupper sin cykel og kører på besøg hos sin morfar, der er flyttet til himlen. Her møder hun morfar, guder og flyvefisk og lærer noget om sorg og kærlighed. Didde skrev bogen, fordi hun elskede børn og ville fortælle dem om kærlighed og om liv og død.

Diddes mor, Annemette, og Diddes venner sørgede for, at bogen blev udgivet, både fordi det var Diddes store ønske at se sin bog blive til virkelighed, og fordi Annemette vil vise hele verden, at hendes datter var her, og at hun nåede at gøre en forskel i verden.

Læs også om Puks svar til en mor (link fjernet)

Didde var den mellemste af tre søskende, ene pige blandt de to brødre. Hun var en pige, der havde mod på at prøve det meste, og der var meget at prøve på gården uden for Sabro ved Aarhus, hvor hun voksede op. Annemette var fodterapeut, Uffe er selvstændig og har et savværk. De havde det godt, og ungerne havde det frit.

– Didde var måske lidt forkælet. Hun var jo ene pige i familien, så hun og jeg rejste sammen, gik i teater, shoppede og spiste os igennem mange caféer i Aarhus. Vi havde et godt og tæt forhold til hinanden, fortæller Annemette.

Da Didde blev voksen, uddannede hun sig til lærer og boede i et kollektiv i Aarhus. Hun elskede at rejse, havde været på højskole i New Zealand, og bagefter rejste hun alene rundt i Australien i tre måneder. Hun prøvede elastikspring, hun sejlede og elskede alt med gang i. Men mest af alt elskede hun børn. Didde brændte for at lære børn noget, og derfor ville hun skrive en børnebog, der handlede om sorg, og om, hvordan man klarer det, når en, man holder af, dør. Hun var altid en glad pige. Det var hun også, selv om hun blev syg, og det blev hendes styrke, siger Annemette.

Sløj af influenza

– Den 26. maj 2016 ringede hun hjem. Hun var syg, havde måske nok lidt influenza, mente hun, og jeg kørte ind til hende for at se, om der var noget, jeg kunne hjælpe med. Hun virkede lidt træt og lidt syg, men pludselig kunne hun ikke sige noget. Det varede kun et par sekunder, og jeg tænkte ved mig selv, at hun måske var lidt stresset. Jeg kørte hjem, men et par dage efter ringede de fra skolen. Didde var blevet syg, mens hun var på arbejde. Vi tog til lægen, og så gik det hele hurtigt herfra, husker Annemette.

Didde havde ikke influenza, men en ondartet tumor i hjernen. Ugen efter blev hun opereret, og så gik behandlingen med stråler og kemokur i gang. Hun var 26 år og kæmpede for at overleve.

– Som de fleste andre mødre har jeg tit været bekymret for, at der skulle ske mine børn noget, og især Didde, fordi hun var så aktiv. At hun skulle komme til skade, når hun var ude på sine eventyr. Jeg havde aldrig forestillet mig, at en 26-årig pige kunne få en ondartet hjernesvulst. Det kan ingen mennesker vel forestille sig, men det skulle vise sig, at Didde var endnu stærkere, end jeg havde anet.

– Hun var bange, men hun mødte sin sygdom med håb og optimisme, også når lægerne fortalte om dårlige tal og prognoser og alt det, der kunne ske.

Chancerne for, at Didde overlevede, var ikke store. Alligevel bevarede hun sit lyse sind. På det her tidspunkt havde hun ikke en kæreste, men hun ville gerne have en, og hun ville gerne have børn, men det skulle ikke være nu, først når hun var rask. Derfor gjorde hun alt, hvad hun kunne for at tro på, at hun ville klare det. Hun levede sundt, hun prøvede alt, og imens skrev hun på sin børnebog.

Da strålebehandlingerne var færdige, fejrede hun det med at flyve en tur i luftballon. Da hun havde overstået kemobehandlingerne, holdt hun og vennerne fest i kollektivet. Og Didde vandt.

– Den 24. februar 2017 fik Didde taget det sidste scanningsbillede. Der var ingen aktiv kræft længere, sagde lægerne. Det betød, at hun var rask lige nu. Måske ville kræften vende tilbage, måske ikke, men den dag og efter næsten et års kamp mod sygdommen var hun rask. Lægerne var overraskede, det var vi alle. Vi, hendes forældre, vidste, at hun var vores mirakel.

På ferie med veninde

Mens Didde havde været syg, havde hun deltaget i et skrivekursus, hvor hun gjorde sin bog færdig. Hendes veninde skulle til Caribien nogle uger for at gøre nogle studier færdig, og hun spurgte Didde, om hun ville med. Didde ville have godt af sol og varme, så den 17. marts 2017 rejste de to piger til Caribien. Didde for at holde ferie, veninden for at gøre sine studier færdig.

– De boede i en hytte ved havet, og det var et helt fantastisk sted, fortalte Didde over telefon og mail. ”Pas nu på dig selv,” sagde jeg, for sådan havde jeg altid sagt, når hun tog af sted på eventyr, siger Annemette.

Da Didde den 30. marts tidligt om morgenen stod ved havet og så på kajakken, der bare lå og ventede på hende, tænkte hun måske, at det her øjeblik var fantastisk. Massevis af gange var hun sejlet i kajak hjemme i Danmark, og denne morgen gjorde hun det igen. Hun sejlede ud, og midt på det stille vand mistede hun bevidstheden og druknede. På et par sekunder var hun borte og kom aldrig tilbage.

– Vi blev ringet op. Didde var blevet fundet livløs. Stedet, hvor hun sejlede ud fra, havde overvågningskamera. På filmen kunne man se, at Didde kom sejlende, indtil hun pludselig kæntrede og druknede.

– Lægerne mener, hun har fået et epileptisk anfald, men hun mærkede intet, og hun døde som vores mirakel, men hold da op, hvor har jeg været vred på hende. Hvorfor sejlede hun alene ud, og hvorfor var der ingen andre, der så hende? Min vrede varede selvfølgelig ikke længe, for jeg ved jo godt, at Didde følte sig rask, og at hun bare ønskede at leve og nyde livet, som hun altid havde gjort. Min trøst er, at hun fik en smuk død, siger Annemette.

Hun var her i verden

Vrede og sorg, søvnløse nætter og forfærdelige dage. Annemette og hendes familie har været igennem det hele, men én ting var Diddes mor klar over, at hun ville gøre:

– Didde var her i verden. Hun var et fantastisk menneske, og hun skrev en fantastisk bog, der viser al den kærlighed til børn, hun havde i sig. Den bog skulle bare ud, som Annemette siger.

– Jeg vidste ikke noget om at udgive bøger, men jeg vidste bare, at Diddes bog skulle udgives. Sammen med to af Diddes veninder, Mette Rosenberg og Pia Oltmann, og to af hendes gamle lærere, Nete Clemann og Torben Steen, lavede vi en gruppe, der hed ”Kære morfar”, og så gik vi i gang med at finde ud af, hvordan man gjorde. Vi fandt en illustrator, Anja Gram, der lavede de smukke tegninger til bogen, præcis som Didde ville have elsket dem. Alligevel var det sværere at få bogen udgivet, end vi lige havde regnet med, siger Annemette.

Diddes plan var, at ”Kære morfar” skulle være en bog til forældre og børn, så de kunne læse den sammen og snakke om sorg. Hun ville også bruge bogen i undervisningen i skolen, så der skulle også laves undervisningsmaterialer til den.

Det blev Forlaget Meloni, der til sidst sagde ja til at udgive Diddes bog, og nu er den her så. Hjemme i Annemettes stue ligger bøgerne, men det gør de nok ikke så længe. Der er blevet lavet lektørudtalelse, så man kan låne bogen på skolebiblioteket, og der er lavet aftaler med Skanderborg Kommune, der bruger bogen som undervisningsmateriale. Samtidig er der sørget for, at alle skoler i landet kan få lov at bruge bogen, præcis som Didde havde tænkt sig.

Læs også om Elsebeth der hjælper andre (link fjernet)

Om Annemette Jakobsen nu bliver rig på Diddes bog?

– Nej, det gør jeg ikke. Det har foreløbig kostet penge at lave bogen, og skulle der blive et økonomisk overskud, skal pengene gå til Børns Vilkår. Sådan ville Didde selv have gjort. Hun var frivillig på Røde Kors’ sommerlejre for børn i flere år, hun arbejdede med børn og håbede på selv at få en hel masse.

Didde nåede ikke at få sine egne børn. Hun nåede heller ikke at opleve, at hun blev faster til sin storebrors lille datter.

Livet går videre, ude i verden og hjemme i Sabro. Hvert år holder de en fælles mindedag for Didde sammen med familie og venner.

Didde er her stadig, på sin egen måde. Hun satte et kærligt aftryk i alle, der kendte hende, og det vil hun også gøre hos alle dem, der læser hendes kærlige, herlige bog ”Kære morfar”.