Vil du opleve verden med mig?

Bag en lille annonce på Fra mig til dig-siden i Familie Journal er der et menneske af kød og blod. Han er ung, han ser godt ud, så hvorfor er det lige, at Lars synes, det er nødvendigt at sætte en annonce i Familie Journal for at finde en kvinde, han kan elske?

– Det gør jeg, fordi jeg gerne vil finde en kvinde, jeg kan holde af, og en kvinde, der vil rejse med mig ud i verden og opleve noget. Hende har jeg ikke mødt endnu, og det er hverken kvindernes eller min skyld. Man kan godt sige om mig, at jeg aldrig har været på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt, siger Lars.

Lars Jensen i Roskilde er det, man kan kalde ”den ensomme ulv”. Han er 40 år, bor alene og tit er han også ensom.

I det meste af sit liv har han levet som en tilskuer til de andres liv. Ikke fordi han egentlig ønsker det sådan, men fordi han ikke kender koderne til at være social og hyggesnakke eller blive lidt længere og drikke en øl sammen med kollegerne.

I rigtig mange år har han undret sig over, hvorfor han var, som han var, og hvad det egentlig er, alle de andre mennesker snakker om.

Lars ved godt, at han er anderledes. Han kan jo se, at folk sidder sammen og snakker om vind og vejr, så de ender med at blive venner, men Lars har bare ingen af de talenter, der skal til for at være social. Han er ikke født med de evner, og derfor var det faktisk en lettelse for ham, da han blev nærmere undersøgt, for specialisterne kunne omsider fortælle ham, at han har Aspergers syndrom, som er en udviklingsforstyrrelse.

Overlevede skolen

Når man har Aspergers, betyder det, at man ikke er god til at skabe social kontakt og har svært ved at ”læse og forstå” alle de usagte ting, der ustandselig foregår mellem mennesker, der mødes. Mennesker med Aspergers er meget forskellige, ligesom der er forskel på andre mennesker. Nogle har mange vanskeligheder, andre kun få. Fælles er, at aspergere alle har en nedsat evne til at leve sig ind i andre mennesker, og derfor bliver deres liv tit svært.

Sådan har det også været for Lars – især da han var barn.

– Jeg overlevede folkeskolen. Det er det bedste, jeg kan sige om den tid, siger han.

– Jeg blev mobbet. Jeg var den, der bare gerne ville passe mine ting og holde mig for mig selv. Jeg var heller ikke interesseret i fodbold, så selvfølgelig syntes de, jeg var sær. Jeg har altid afleveret mine lektier til tiden, specielt matematik, som jeg interesserede mig for. Dansk-

timerne var svære på grund af min ordblindhed, og når mine stile så kom tilbage fulde af rettelser med rød kuglepen, blev jeg til sidst ligeglad, siger Lars.

Læs også om Charlotte der skyder med bue og pil

– Så lod jeg bare lektier være lektier og gik ud og passede mit fritidsjob. Jeg gik med aviser, og senere blev jeg opvasker på en restaurant, for jeg har altid elsket at tjene mine egne penge og elsket at lave noget, som jeg kunne overskue – og det var så desværre ikke så meget skolen dengang.

– Jeg kommer fra en arbejderfamilie. Min far kørte lastbil, min mor arbejder stadig i Brugsen. Vi boede på et lille landsted på Lolland, og når min søster og jeg og mine forældre spiste aftensmad sammen ved køkkenbordet, var der stille.

– Min far var en enspænder, der gik meget for sig selv, og var faktisk kun rigtig lykkelig, når han gik for sig selv ude i naturen. Nu bagefter kan jeg se, at jeg måske ligner ham meget. Men dengang ville jeg gerne have haft, at vi snakkede mere sammen, når vi sad om det der bord. Men vi sagde aldrig noget, og nu er det for sent. Min far er død.

Det går altid galt

Lars elsker at lære noget og vide mange ting, og når han sætter sig noget for, ender det gerne med, at han bliver rigtig dygtig lige på det område.

Han blev uddannet elektriker og læste senere videre til elinstallatør, han har været medlem af Hjemmeværnet, har dyrket kampsport, dykning og bordtennis – og han er faktisk god til det hele. Ikke fordi han praler med det, men sådan er han bare: Når han går op i noget, så bliver han bare superdygtig til det.

Det er ikke uddannelserne, der er problemet. Det er menneskene, han møder undervejs. Det er dem, han ikke forstår, og de forstår heller ikke ham.

– Når jeg har været til træning, går jeg bare hjem bagefter. Det er ikke mig, der lige bliver og hyggesnakker, for hvad skal vi snakke om? Jeg kommer for at træne, og så er det vel det. Jeg har altid haft fart på, og derfor har jeg

ikke oplevet det, de andre ser – heller ikke i kærligheden.

– Jeg har haft kærester, men det er altid endt med et brud. Når jeg elsker en kvinde, vil jeg bare gerne være sammen med hende og helst alene. Kvinder kommer tit med både en stor familie og med venner. Så bliver det svært, for jeg kan ikke forholde mig til flere mennesker ad gangen ved store begivenheder. Der går altid et eller andet galt.

Rolig og stærk kvinde

– Efterhånden forstod jeg jo, at det var mig, der var noget i vejen med. For 13 år siden kunne ingen komme tæt på mig, jeg havde lukket mig inde i mig selv, så jeg ikke skulle blive såret igen og igen. Samtidig kunne jeg se, at alle andre mænd på min alder havde det, jeg også gerne ville have: En kæreste, en familie og venner. Jeg havde kun mig selv.

Lars brød sammen og rakte ud efter hjælp – og i 2007 blev han udredt og fik diagnosen ”Asperger i mild grad”.

– Endelig faldt en hel masse brikker på plads Det var en stor forløsning at få at vide, at der var en grund til, at jeg havde det sådan. Det var også en sorg, for betød det nu, at jeg var handicappet og aldrig ville få et normalt liv? Det var jeg i hvert fald bange for, og derfor har jeg bestemt mig for, at sådan skal det ikke ende.

Fordi Lars er, som han er: Et menneske, der vil vide besked og finde hjælp, kontaktede han Aspergerforeningen, og han fik hjælp.

Der kom konsulenter, der trænede med ham, der kom andre konsulenter, der fik ham i arbejde. Stykke for stykke blev jernpanseret pillet af ham, og han lærte, at det sociale betyder noget, at det sociale kan være godt – og han lærte selv at række ud efter det.

Hver eneste dag udfordrer han sig selv, og selv om Lars hader forandringer og mange mennesker, planlagde han den helt store rejse ud i verden: Indien, Bangkok, Singapore, Japan og Dubai. Han var alene af sted i 30 dage i en kaotisk verden, sammen med tusindvis af mennesker og med uorden på alle planer. Men han gjorde det. Han overlevede det, og han nød det.

Læs også om Anne der også har Asperger

Nu er han parat til endnu flere udfordringer, og den næste er den med kærligheden.

– Jeg kommer aldrig til at forstå kvinder, men jeg er blevet bedre til det. Hvis en kvinde før havde spurgt mig ”Ser jeg tyk ud i det her”, ville jeg have svaret ærligt. I dag kan jeg – i det tilfælde – sige det, hun gerne vil høre. Det betyder ikke, at jeg bare siger det, hun gerne vil høre, men at jeg er oprigtig interesseret i at leve og opleve det, som andre mennesker gør.

– Jeg er blevet bedre til at være social, og jeg er blevet bedre til at høre efter. I bund og grund vil jeg jo gerne have en kvinde at elske og en, der elsker mig. Hun skal være stille og rolig, men også en stærk kvinde – og hun skal have mod på at rejse med mig, for jeg vil så gerne opleve endnu mere af verden og helst sammen med en kvinde, jeg kan dele oplevelsen med.