Rikke fik en fødselsdepression

– Dumme ræv! Christian tager sutten ud af munden og skælder ud over, at ræven har spist hans høns, så han nu kun har to frygtsomme høns tilbage. Han er en glad dreng på tre år, der ud over de to høns har en kat med killinger, sit eget æbletræ og to forældre, der knus-elsker ham. Han er et ønskebarn, men der var en tid, hvor han bestemt ikke var det.Hans mor, Rikke Petersen, fik en fødselspsykose, der endte med at blive til en fødselsdepression. Fødslen og det at sidde med sit barn i armene skulle være den allerstørste oplevelse. Det havde Rikke i hvert fald altid hørt. Men for Rikke blev det et mareridt, og siden har hun tænkt meget over, hvorfor ingen havde fortalt hende, hvordan det også kunne være at blive mor.Det besluttede Rikke at lave om på, og derfor har hun startet en netværksgruppe i Kolding for kvinder, der har oplevet, at det kan være svært at blive mor. – Jeg havde altid kun hørt, at det var så fantastisk en oplevelse at føde. Godt nok gjorde det ondt, men det var hurtigt glemt, og så sad man der med verdens dejligste barn og elskede både babyen og mor-rollen med det samme. Det gjorde jeg bestemt ikke, fortæller hun.Det begyndte ellers så godt. Rikke var 24 år, hun og kæresten Jonas var helt parate til at blive forældre, syntes de. Rikke var ansat som social- og sundhedsassistent på et plejecenter, Jonas arbejdede ved Flyvevåbnet i Skrydstrup. Rammerne var i orden, og flere af veninderne havde fået børn, så Rikke var mere end parat.

Spiste og drak ikke

– Nu bagefter kan jeg se, at jeg intet som helst vidste om, hvordan det var at føde. Min farmor havde altid sagt til mig, at jeg havde gode hofter, så det ville gå nemt og smertefrit. Jeg ved ikke, hvad jeg faktisk havde forestillet mig, men i hvert fald ikke det, der skete.– Graviditeten gik rigtig fint. Jeg tog kun ni kilo på, og da vandet gik onsdag eftermiddag den 19. juli 2017, var både Jonas og jeg mere end parate. Vi tog ind til Kolding Sygehus og troede, at nu ville vi blive forældre i løbet af et par timer. Det skete så ikke, siger Rikke, som nu er 27 år.Fødslen blev et hav af smerter. Rikke fik drop, der skulle stimulere veerne. Hun kæmpede og pressede sin krop til det yderste og mere til. Hun mistede en del blod, og først fredag eftermiddag den 21. juli blev Christian født. På det tidspunkt var Rikke blevet et andet menneske.– Der var ingen fantastisk lykkefølelse, da jeg sad med min dreng. Der var ren og skær udmattelse. Da vi kom hjem fra sygehuset, var det ikke blevet bedre. Jeg havde fået gang i amningen, men det var, som om Christian altid var sulten, så jeg ammede næsten hele tiden. Samtidig holdt jeg op med at spise og drikke. Ikke fordi jeg ville det. Jeg kunne bare ikke få noget ned. Jeg sad i sofaen og ammede ham. Jeg havde stadig smerter i hele kroppen, og jeg kunne ikke forstå, hvorfor jeg havde det så dårligt. Der var ingen, der havde sagt, man også kunne have det sådan, så jeg begyndte at tænke, at det måske kun var mig, der var noget i vejen med. Alle andre nybagte mødre virkede så lykkelige.

Ville ikke leve længere

Og sådan sad hun der i sofaen i hjemmet i Sommersted og ammede stort set døgnet rundt. Når Jonas prøvede at lokke hende til at spise og drikke, skubbede hun ham væk. Hun kunne ikke. Hele hendes verden blev den der lille sultne baby og hende, der sad sammenkrøbet over ham og ikke kunne forstå, hvorfor han altid virkede så sulten. Hun vidste ikke, at når hun ikke selv spiste noget, så var der jo heller ikke så meget mælk til barnet, så han var faktisk sulten.Når hun indimellem så Jonas gå rundt ude i haven i sommervarmen, følte hun et stik af misundelse. Han kunne sagtens. Hun var for evigt bundet til at sidde i sofaen med den her baby.Ugen efter, da hendes forældre tilfældigvis kom på besøg for at se til deres datter og nyfødte barnebarn, sad Rikke i den ene ende af sofaen, mens tårerne løb ned over hendes ansigt. I den anden ende af sofaen lå Christian og skreg. Rikke havde ikke spist i en uge.– På det tidspunkt ville jeg ikke længere have noget med Christian at gøre. Jeg var i min egen verden, der var brudt helt sammen. Jeg kunne ikke klare mere. Jeg ville ikke leve længere, husker Rikke.Den søndag eftermiddag blev der ikke serveret barselskaffe hjemme hos Rikke og Jonas. I stedet blev Rikke indlagt på Aabenraa Sygehus.– Den første nat var jeg indlagt på psykiatrisk afdeling, og så blev jeg overført til barselsafdelingen. Nu var der nogen, der tog ansvar for mig, for det kunne jeg ikke længere selv, fortæller hun.Hun blev behandlet for en begyndende blærebetændelse og brystbetændelse, hun fik noget, der hjalp på den alt for lave blodprocent, og noget andet, der skulle hjælpe på mavesmerterne.

Læs også om Mia, der skulle lære at være mor

Men først og fremmest talte hun med en psykiater, og for første gang fik hun sat ord på, at intet var, som hun havde troet, det ville være. Hun fortalte også om angsten, for hvordan kan man være mor til et lille, nyt menneske, når man åbenbart ikke kan finde ud af det? – De fortalte mig, at jeg havde fået en fødselsdepression. De sagde også, at jeg var heldig, fordi jeg var kommet så hurtigt i behandling. På sygehuset fik jeg for første gang lov til at sove en hel nat igennem, jeg begyndte at drikke lidt, og efter et par dage begyndte jeg at spise igen. Men det allervigtigste var, at jeg begyndte at savne mit barn. Jeg ville se ham, for jeg opdagede, at jeg jo faktisk elskede ham, fortæller Rikke.Hun og Jonas var sammen med lille Christian indlagt på hospitalet i næsten tre uger, før de blev udskrevet. Siden gik Rikke til psykolog i to år, og først nu ved hun med sig selv, at hun er helt og aldeles rask. IVigtigt at tale om det– Først tænkte jeg, at jeg var den eneste i hele verden, der havde det sådan. Så opdagede jeg, at der jo var flere kvinder, der havde haft det dårligt eller har haft en dårlig fødsel. Det var bare ikke noget, man talte om, men det skal det være. – Vi hjælper ikke hinanden ved at lade være med at tale om alt det, der er svært. Tværtimod. Jeg vil gerne fortælle andre kvinder, at det er okay at føle, det er svært at føde. At man ikke absolut skal elske sit barn med det samme, at det er okay at bede om hjælp.

Læs også om Heidis dreng

– Jeg har fortalt min egen historie flere gange, fordi det hjælper mig selv, men også fordi det hjælper andre kvinder til at forstå, at sådan kan det også være at blive mor, siger Rikke.Christian er enebarn, og sådan skal det også blive ved med at være. Det er Rikke og Jonas enige om.For det var også svært for Jonas. Det var ham, der stod ved siden af og gjorde det bedste, han kunne, og alligevel var han fuldstændig magtesløs.– Vi er enige om, at vi ikke skal have flere børn, for der er en risiko for, at Rikke får en fødselsdepression igen, og jeg kan ikke forestille mig at være alene om at passe både Christian og en lille ny, der jo bare har brug for sin mor, siger Jonas. Christian er ligeglad. Han har alt, hvad han skal bruge: To forældre, der elsker ham – og hvis bare ræven holder sig fra de sidste to høns, er han glad. I virkeligheden kunne hun lægge det hele fra sig, men sådan er Rikke ikke.

Vigtigt at tale om det

– Først tænkte jeg, at jeg var den eneste i hele verden, der havde det sådan. Så opdagede jeg, at der jo var flere kvinder, der havde haft det dårligt eller har haft en dårlig fødsel. Det var bare ikke noget, man talte om, men det skal det være. – Vi hjælper ikke hinanden ved at lade være med at tale om alt det, der er svært. Tværtimod. Jeg vil gerne fortælle andre kvinder, at det er okay at føle, det er svært at føde. At man ikke absolut skal elske sit barn med det samme, at det er okay at bede om hjælp. – Jeg har fortalt min egen historie flere gange, fordi det hjælper mig selv, men også fordi det hjælper andre kvinder til at forstå, at sådan kan det også være at blive mor, siger Rikke.Christian er enebarn, og sådan skal det også blive ved med at være. Det er Rikke og Jonas enige om.For det var også svært for Jonas. Det var ham, der stod ved siden af og gjorde det bedste, han kunne, og alligevel var han fuldstændig magtesløs.– Vi er enige om, at vi ikke skal have flere børn, for der er en risiko for, at Rikke får en fødselsdepression igen, og jeg kan ikke forestille mig at være alene om at passe både Christian og en lille ny, der jo bare har brug for sin mor, siger Jonas. Christian er ligeglad. Han har alt, hvad han skal bruge: To forældre, der elsker ham – og hvis bare ræven holder sig fra de sidste to høns, er han glad.