Helle redder pindsvin på Orø: Kræften ændrede mit liv

I et stort bur i Helle Kaufmanns have på Orø trisser fem pindsvineunger rundt og kommer til kræfter. Da de for nogle uger siden blev fundet i en stald på øen, lå deres mor i en rottefælde ved siden af.

Den dag satte Helle sig straks ind i sin bil og hentede ungerne, så de kunne komme hjem til hende og blive vejet, fodret med sukkervand, medicineret og passet og plejet. Og senere hentede hun også moderen, der var stukket af, så snart hun var blevet befriet fra fælden. Som Orøs pindsvineplejer er det hendes opgave at forsøge at redde pindsvin i nød. Men hun kan nu slet ikke lade være med at hjælpe, uanset om hun har en officielle titel eller ej. Det er nok også derfor, hun tog hunden Tessie til sig, efter den som hvalp blev fundet på gaden i udkanten af et rumænsk madmarked.

- Jeg kan simpelthen ikke holde ud, når dyr mistrives. Jeg kan nærmest mærke det i min egen krop, siger 59-årige Helle.

Sygdommen førte hende til Orø

Selv ved hun alt om, hvordan det er at mistrives og kæmpe for livet. Hun har gjort det, siden hun var 36 år, og det er faktisk hendes lange sygdomshistorie, der har bragt hende til det hyggelige hus på Orø, hvor hun har haven fuld af tærtefade med vand til tørstige pindsvin.

Læs også:Søren Gade mistede sin kone til kræft: jeg havde aldrig klaret sorgen alene

Fra nyforelsket til kræftramt

Helles historie startede ellers så godt for 23 år siden, da hun en aften gik på diskotek i Slagelse og dansede med en mand, hun aldrig havde mødt før. Hans tænder var lidt skæve, kroppen en anelse rund og håret temmelig tyndt, men der var noget ved ham, som Helle ikke kunne slippe igen. Og da hun altid har hørt til den handlekraftige race, fandt hun frem til ham igen bagefter og foreslog, at de skulle mødes. Fra da af gik det hurtigt. De faldt for hinanden med et brag, og alt var så godt og lyst, som det kun kan være, når man er nyforelsket og endelig har fundet den, man kan se en fremtid sammen med.

Præcis 14 dage efter stod en lykkelig Helle i brusebadet. Men da hun sæbede sig ind og kørte hånden over det ene bryst, forsvandt smilet. Helle var stødt på en knude på størrelse med et dueæg.

Allerede inden hun slukkede bruseren, vidste hun, at det her var alvorligt. Og hun havde desværre ret. Helle havde en særlig aggressiv kræftform, og hun endte med at få fjernet det ene bryst og være igennem både kemo- og strålebehandling.

Gav kæresten et klart valg

Livet var på et øjeblik blevet noget helt andet, end det Helle og hendes nye kæreste var gået ind til. Derfor gav hun ham et klart valg:

- Jeg sagde til ham, at jeg godt kunne forstå ham, hvis han ville gå fra mig. Vi havde jo kun lige mødt hinanden. Det havde været noget andet, hvis vi havde kendt hinanden i 20 år. Jeg sagde også, at han ikke skulle blive hos mig af medlidenhed, bare fordi jeg havde kræft. Han skulle kun blive, fordi han var forelsket.”

Kæresten valgte at blive, og han var en uvurderlig støtte under Helles sygdom, hvor hun havde det ekstremt dårligt. Fra at være en aktiv og fandenivoldsk kvinde, der helst sad på en hesteryg eller styrtede rundt til sociale arrangementer, så skulle kæresten støtte hende, bare hun skulle gå nogle få skridt.

Læs også: Verner er blind og sidder bag på en tandemen: Ilse er mine øjne

Så manden med leen

- Jeg kunne ikke bevæge mig mere end 200 meter, og jeg lignede en kvinde på 82 år, siger Helle, som dog midt i den værste periode indså noget vigtigt: Hun opdagede, at selvom hun fysisk var ekstremt svækket, så var hendes tanker bomstærke. Tydeligst mærkede hun det den eftermiddag, hvor hun fuldstændig kraftløs lå og døsede i sofaen, mens kæresten sad i en lænestol ved siden af.

- Pludselig så jeg ”Manden med leen” stå ved sofaen. Helt klart og tydeligt. Jeg rejste mig og spurgte min kæreste, om han også så ham. Han rystede bare på hovedet og sagde, at jeg drømte. Men jeg så ham altså. Og jeg gik helt tæt hen til ham og sagde: ”Du skal bare fise af. Jeg er ikke klar til at blive taget.”

”Manden med leen” forsvandt. Helle fik lov at leve videre. Hvad hun egentligt så den dag, kan nok diskuteres, men hun brugte oplevelsen til at komme igennem sin sygdom med visheden om, at hun kunne meget med sine tanker og vilje.

Så strålebehandlingen som solstråler

- Når jeg fik strålebehandling, sagde jeg til mig selv: Det er skønne solstråler, der giver mig liv. Det gjorde, at jeg ikke var så bange for alle de bivirkninger, der fulgte med.

Helle kom igennem den benhårde behandling, og efter et år kunne hun fortsætte livet som kræftfri. Men så skete der noget uventet. Hvor Helle ellers havde været så stærk under sygdommen, så blev hun ramt hårdt efterfølgende. Livet var ikke mere det samme. Og det var Helle heller ikke.

Fik voldsomt temperament

For det første gik forholdet til kæresten i stykker. Det havde egentligt ikke noget med kræft at gøre. Det havde helt simpelt noget med to mennesker at gøre.

- Jeg er ikke let at være kæreste med, og efter kræftforløbet fik jeg et voldsomt temperament. Det var ikke sødt det, der kom ud af min mund. Så det var altså ikke ham, der var en idiot. Idioten sad i min stol, siger Helle, som havde nok at kæmpe med efter sin kræftsygdom. Senfølgerne begyndte nemlig at komme væltende.

For det første var hun så træt, at hun krøb ind i seng, så snart hun havde fri fra arbejde. For det andet skulle der gå nogle år, inden hun fik et brystimplantat, fordi lægerne vurderede, at det var det mest sikre. Så Helle skulle vænne sig til kun at have et bryst, og det påvirkede hende mere, end hun selv forventede.

Fik øje på sit eget spejlbillede

- Jeg havde altid været lidt en drenge-pige, og jeg havde aldrig gået op i, hvordan jeg så ud. Men jeg blev virkelig mærket af kun at have et bryst, siger Helle, som tydeligt husker den dag, hun fik øje på sit eget spejlbillede i en butiksrude. Helle var iført en meget store bluse. Og hun gik helt foroverbøjet og lukket om sig selv, som om hun skammede sig over sin egen krop. Det var ikke et kønt syn, og det ville Helle gøre noget ved.

- Jeg ville rette mig op og blive smuk igen, så jeg begyndte at gå med makeup og smykker og i lyserøde farver. Man kan sige, at jeg blev kvinde af at få fjernet mit ene bryst, griner Helle. Det gør hun meget. Især af sig selv. Helle er i det hele taget en munter kvinde, men i årene efter sin kræftsygdom, fik hun mindre og mindre at grine af.

Ville aldrig blive mor

Godt nok fik hun et nyt bryst tre år efter operationen, men hun mistede sit job og en del af sine venner, fordi de ikke kunne sætte sig ind i, hvad hun gik igennem. Og kærligheden havde hun også svært ved at finde. Hun manglede selvfølgelig ikke opmærksomhed fra det modsatte køn, når hun gik på en datingside. Men forholdene varede sjældent mere end en nat, og om dagen kunne Helle ikke undgå at mærke ensomheden.

Værst var det den dag, Helle indså, at hun aldrig blev mor. Hun havde ellers haft planer om forhåbentlig at få et donorbarn, men hendes læge gav hende et råd, som hun ikke kunne overhøre:

- Det er hårdt at få et barn. Jeg tror ikke det er en god ide, når senfølgerne har gjort dig så træt.

Det er svært at opgive en drøm. Og det er svært at gå rundt i en lejlighed i Slagelse og være alene og arbejdsløs. Og det er rigtig svært at være træt hele tiden.

- Jeg tror, det endte med, jeg fik en depression, og jeg tænkte ofte: Hvad skal jeg dog med mit liv?

Stillingsannoncen, der ændrede alt

Svaret kom den dag, da Helle så en stilling i avisen. Børnehaven på Orø søgte en pædagog. Og hvis man havde en fast stilling på øen, kunne man få lov til at bo i et sommerhus hele året. Det ville sige, at Helle havde råd til at købe sin egen bolig, og at hun samtidig ville være tæt på naturen, hvilket hun havde længtes efter i sin lejlighed i Slagelse.

Når der skal ske noget nyt i Helles liv, går det som regel hurtigt. I løbet af to uger i 2008 var hun startet på sit nye arbejde i børnehaven på Orø og havde købt sit eget lille hyggelige sommerhus.

Livet smilede endelig til hende, og der er især en scene, som stadig står lysende klar for hende.

- Jeg kan huske, at jeg sad i min have i min hængesofa og nød et glas æblecider. Jeg tænkte: Nu er jeg lykkelig. Alt føltes bare godt. Det var første gang, jeg selv ejede min bolig. Nu var jeg uafhængig, og jeg havde rejst mig fra en kræftsygdom. Det var faktisk godt gjort.

Livet er en rosengård

I dag er Helle meget aktiv på Facebook. Øverst på hendes profil står der ”Livet er en rosengård. Fuld af torne, men ofte smuk og velduftende og slet ikke til at undvære.”

De ord er meget rammende for Helles liv. For der har været mange torne midt i alt det smukke og velduftende.

Hun fik nemlig ikke lov til at sidde i sin hængesofa og mærke lykken ret længe.

Meget kort efter kom en nedslående besked, som satte gang i en lavine af nedslående beskeder. Helles søster havde fundet en knude i brystet. Og da kræft var en sygdom, der åbenbart lå til familien, besluttede man at gen-teste søstrene.

Resultatet var lammende. Helles søster fejlede heldigvis ikke noget. Men Helle havde en BRCA2-genfejl.

Fjernet æggestokke og galdeblære

- Jeg fik at vide, at jeg var i fare for at udvikle æggestokskræft. Det betød, at jeg skal tjekkes resten af mit liv, og at jeg skulle have fjernet æggestokkene.

Helle fik efterfølgende fjernet æggestokkene. Og for det ikke var nok, blev hun senere ramt af galdestensanfald, så hun skulle have fjernet sin galdeblære. Umiddelbart et ufarligt indgreb. Men på grund af en fejloperation endte hun med voldsomme komplikationer. Hun er med andre ord hårdt medtaget. Så hårdt, at hun i dag er førtidspensionist og ikke har mange kræfter.

Altid kræfter til dyrene

Men dyrene på Orø har hun altid kræfter til. Når hun ser et dyr i nød, finder hun et overskud, hun egentligt ikke burde have.

- Jeg tror på næstekærlighed, og når der ikke lige er nogle mennesker, jeg kan give min kærlighed til, så må jeg give den til dyrene. Jeg er nok også på bedre bølgelængde med dem, siger hun med et grin. Et grin, der aldrig er langt væk, uanset hvor sort livet ser ud.

Helle er godkendt som pindsvin plejer af Pindsvinevennerne i Danmark.