Jeg fandt mine rødder

Historien begynder den nat, en lille nyfødt dreng bliver lagt i en foret skuffe i porten foran Den Kongelige Fødselsstiftelse. Hans mor var ukendt, hans far det samme, men hans mor ønskede i hvert fald sin dreng et bedre liv end det, hun kunne give ham. Ved siden af drengen lå en seddel med hans navn. Det var det eneste, hun kunne give ham med ud i livet, og sådan kom drengen til at hedde Jens.

Jens blev født i 1777, han blev plejebarn og den første i en slægt, der altid har måttet arbejde hårdt for at skaffe til dagen og vejen. Mange af dem måtte også kæmpe med psykisk sygdom og misbrug. Der var fattigfolk, men også stolte smede, der kunne deres fag. Det var en slægt med masser af drømme og håb for fremtiden.

Anne-Marie Thomsen i Herning er efterkommer af skuffebarnet Jens. Hendes egen uskyldige barndom sluttede brat den nat, hvor hun løb efter hjælp til sin far, der havde forsøgt selvmord. Hun var fem år.

I dag er hun 60, pædagog, gift, mor til tre voksne børn og glad for sit liv. Men det har hun ikke altid været. Anne-Marie blev selv anbragt på børnehjem som barn, fordi hendes forældre var psykisk syge, og oveni var hendes far misbruger.

Flov over familien

– I mange år forsøgte jeg at undgå min familie, fordi jeg var flov over dem. Jeg kommer fra en syg familie, og jeg syntes ikke, at der var noget at være stolt af. Tværtimod. Heldigvis havde jeg en veninde, Bodil, der interesserede sig meget for slægtsforskning, så jeg besluttede mig for at give det en chance. Inderst inde ville jeg jo gerne være stolt af min familie.

– Man bliver ikke født som misbruger eller psykisk syg. Man bliver født som et menneske, der har drømme og håb, og alle vil jo gøre alt det bedste for deres børn, som hun siger.

Anne-Marie har forsket i kirkebøger, gamle protokoller og arkiver og har gravet sig dybere og dybere ned i historien, og nu har hun udgivet sin egen historie i en bog, der hedder ”Spor, der forløser”.

– I mange, mange år har jeg altid tænkt: "Hvorfor? Hvorfor kom jeg på børnehjem? Hvorfor var mine forældre så håbløse?’’ Det er spørgsmål, som mange anbragte børn stiller sig selv. Nu har jeg fundet svarene for mig, og det har givet mig ro i mit liv. Min bog er min egen terapi, kan man sige, men det er også en hjælp til alle de mennesker, der så gerne vil vide mere om deres biologiske familie, siger Anne-Marie.

Sårbar kærlighed

– Mine forældre, Karen og Erik, mødte hinanden på et psykiatrisk hospital i 1959. Min mor var 18, og min far var 25. Han var indlagt på grund af en depression, min mor var der, fordi hun havde forsøgt selvmord.

De var to sårbare unge mennesker, der ikke havde haft den bedste opvækst, men de forelskede sig i hinanden, og på deres bryllupsbillede kan man se, at de troede stærkt på deres drøm: De ville blive lykkelige, og sammen ville de skabe deres egen familie, der ville blive så meget bedre end det, de kom fra. Sådan gik det desværre ikke.

– De begyndte deres ægteskab hjemme hos min mormor i hendes lille lejlighed. Hun var en hård og bestemt kvinde, der ikke mente, at de to unge kunne finde ud af noget som helst. Hun vidste bedst, og det glemte hun aldrig at fortælle dem, fortæller Anne-Marie, som kommer til verden hjemme i lejligheden hos mormoren.

Det næste barn mister forældrene kort efter fødslen, men de får to børn mere. Mormoren har mange meninger, og en dag skubber Anne-Maries far sin svigermor ned ad trappen. I ren afmagt over situationen, men han bliver indlagt på psykiatrisk afdeling. Det var den første indlæggelse, Anne-Marie oplevede, men det blev ikke den sidste.

Læs også om børnehjemsbarnet Lisbeth

Da han blev udskrevet, nærmest flygtede de to unge med deres tre børn til Lolland. De flyttede ind i et slidt landarbejderhus, Erik fik arbejde, og familien klarede sig. Indtil den nat, hvor det gik helt galt.

– Jeg blev vækket af min mor og nærmest skubbet ud ad døren med besked om at løbe over til naboen og hente hjælp. Jeg husker min far, der sad på sengekanten. Blodet dryppede fra hans håndled ned på gulvet under ham. Jeg forstod det ikke, men jeg forstod, at det var mig, der skulle gøre noget. Jeg skulle hjælpe. Det var den første gang, jeg blev den voksne, husker Anne-Marie.

Hendes far blev indlagt igen, og mor og børn flyttede tilbage til mormoren. Karen forlod sine børn og forsvandt ind til København. Hun kunne ikke magte sit liv. Hun blev fundet og indlagt, og mormor stod pludselig med ansvaret for tre små børn, og det var svært.

– De to små blev anbragt på et spædbørnshjem, og jeg blev hos mormor. Hendes ord var lov, og jeg turde ikke sige hende imod. Hvis hun ikke var der, havde jeg jo slet ingen, husker Anne-Marie.

Forældrene kom hjem igen, men det var en stakket frist. Gang på gang samlede de deres børn omkring sig og forsøgte at stable et familieliv på benene. Nu skulle alt blive godt. De troede på det og drømte om det, men det blev værre og værre. Det endte med, at Anne-Marie og hendes søskende kom på børnehjem, da hun var otte år.

Jeg ville selv

Årene på børnehjemmet var ensomme. Anne-Marie blev kaldt en fræk unge, fordi hun ville klare sig selv. Ingen skulle bestemme over hende, for hun vidste jo, at de voksne kunne man ikke stole på.

– Børnehjemmet var som sådan et godt sted, men der var ingen til at give dig et knus, og ingen, du kunne trykke dig ind til. Mange gange lå jeg vågen i min seng, mens jeg tænkte på, hvorfor netop jeg skulle have sådan et liv. Hvorfor var jeg her, og hvorfor kunne mine forældre dog ikke bare være som alle andre? Jeg var vred og ked af det. Jeg besluttede, at jeg måtte klare mig selv.

Hun kom senere på efterskole og mistede sin far, da hun var 18 år. Hun blev kæreste med ”den forkerte”, nok fordi hun fortsatte det mønster, hun kendte.

– Min kæreste var ikke et dårligt menneske, men han havde selv store problemer. Han kom også fra en familie med misbrug, og det var godt, vi gik hver til sit på et tidspunkt. Jeg drømte jo bare om at høre til et sted.

Anne-Maries yngre søskende var kommet i en kærlig plejefamilie, og de tog også imod Anne-Marie med åbne arme, når hun kom på besøg. De boede på en gård, og her mødte hun ham, der skulle blive den rigtige mand i hendes liv: Jens.

– Jeg sad og nussede med hundene, da den unge fodermester gik forbi og mumlede: ”Man skulle have været hund.” Det var Jens, og jeg blev benovet. At han kunne være interesseret i mig … men det var han.

– Jeg følte ikke selv, at jeg havde noget som helst at byde på, men sådan så Jens ikke på det. Vi blev kærester, og jeg blev suget ind i hans store landbofamilie med traditioner, kærlighed og rummelighed. Endelig havde jeg fundet et hjem, og jeg var nu en del af en familie.

Læs også om slægtsforskning for begyndere (link fjernet)

De to fik tre sønner, og Anne-Marie blev den mor, hun gerne ville være. Indimellem tænkte hun tilbage på den barndom, hun selv havde haft. Venindens forslag om at gå i gang med slægtsforskning skulle vise sig at være en god idé.

– Jeg havde på det tidspunkt fornægtet min familie så længe. Der var masser af alkohol og piller og sygdom i vores liv, men jeg huskede jo også min far som ham, der en gang imellem kunne lege. Når han ikke var fuld, var han en omsorgsfuld far, der gav mig sin egen trøje på, hvis jeg frøs. Han var ikke bare en alkoholiker, men en far, der gjorde det, så godt han kunne. Min mor var ikke bare psykisk syg. Hun kæmpede for sine børn, så godt hun kunne. De bånd, der var mellem os, blev revet over, da jeg blev anbragt – nu er de bundet sammen igen, fordi jeg har fået en større forståelse for deres liv, takket være min slægtsforskning.

– Vi mennesker vil altid lede efter ”nogen som mig”. Jeg fandt nogen, der var som mig, men jeg lærte også at være taknemmelig for det liv, der blev mit. Slægtsforskningen blev min terapi og min gave til mig selv.