Jeg skal bare være mor

Det minder lidt om én lang sommerferie hjemme hos fami-lien Toft. Vækkeuret er aldrig sat, og måltiderne serveres ikke på faste tidspunkter. Skoletasken skal ikke pakkes og gymnastikposen huskes, og der er ingen lektier eller beskeder i Aula, der mangler at blive tjekket. Hverken mor eller far haster fortravlet ud ad døren, og ingen af børnene skal afleveres eller hentes.

Læs også: Vores redning blev fællesskabet med andre forældre

Naturstridigt at aflevere sit barn

Med seks børn i alderen to til 13 år ville der ellers være temmelig meget at se til, men her i familien har mor og far truffet et valg, der gør, at deres dagligdag ser markant anderledes ud end andre familiers.

32-årige Linda er hjemme-gående, og det har hun været i 12 år. Da barslen nærmede sig sin afslutning for parrets førstefødte, kunne hun mærke modstanden indeni over at skulle aflevere sit dyrebareste til en dagplejemor.

Pjecen fra sundhedsplejersken blev lagt nederst i stakken af papirer, og tanken udskudt, selv om Asks første fødselsdag nærmede sig. Alligevel fornemmede Linda omgivelsernes forventninger, og en aften brød hun sammen over for sin mand.

– Det føltes så naturstridigt at skulle aflevere Ask til nogen. Vi havde levet i en symbiose i 11 måneder, og han var aldrig blevet passet af andre end mig. Han var afhængig af mig, og jeg syntes, det var så forkert at skulle lade andre tage sig af ham. Heldigvis var Glenn enig, fortæller Linda.

Hun og Glenn var klassekammerater på HF i Grenaa, da de faldt for hinanden. Hun var 17, han var 30, og trods aldersforskellen – og de andre klassekammeraters stikpiller om den – var de på bølgelængde. Hun var den stille, introverte pige, der aldrig rigtig følte, at hun passede ind eller interesserede sig for de samme ting som sine jævnaldrende. Glenn derimod havde boet i kollektiv, studeret spiritualitet og vidste, hvad han ville. Efter skolen skulle han til Aalborg og læse på universitetet, og selv om Linda langtfra kunne svare lige så beredvilligt på sine fremtidsplaner, afskrækkede det hende ikke. Hun ville med.

Læs også: 36 børn på ferie

Slynge og samsovning

Planen var, at Linda skulle finde sig et arbejde. Det holdt stik, men hun havde også stor lyst til at blive mor, og efter lidt betænkningstid var Glenn enig. Ret hurtigt efter blev hun gravid og fødte sit første barn som 19-årig.

Tidligt vil nogle måske mene i dag, men ikke for Linda, der aldrig rigtig har vidst, hvad hun ville være arbejdsmæssigt, men til gengæld altid har vidst, at hun ville være en ung mor. Og det var præcis, som hun havde forestillet sig.

– Det var naturligt for mig at være nogens mor, og det var nemt. Jeg var ret sikker på, hvordan jeg ville gribe det an og ikke lytte til, hvordan man burde gøre det. Jeg ville være mor på min måde, fortæller Linda, der valgte både slynge og samsovning til uden at skæve til, at andre nybagte mødre gjorde en dyd ud af at få deres barn til at sove i barnevogn og egen seng så hurtigt som muligt.

Da beslutningen om at være hjemmegående var taget, gik der ikke længe, før Linda blev gravid igen, og sådan er børnene kommet med få års mellemrum. Børneflokken er landet på seks med Siggi på to år som den senest ankomne. Til juli kommer et barn mere, og om det er den sidste, vides ikke. Kommer der en mere, så kommer der en mere.

– Der er plads, griner Linda.

Gå på kompromis

Familien er flyttet til landsbyen Fårup, nordvest for Randers, i et hus. Alle børn er blevet passet hjemme, mens Glenn har arbejdet og været eneforsørger. I dag er han ansat som salgschef på en kemifabrik med hjemmearbejdsplads.

– Vi bruger stort set kun penge på mad. Tøj er genbrug eller arvet. Alt det materielle siger hverken Glenn eller mig noget. Det har aldrig betydet noget for mig. Det har betydet mere for mig at kunne være der for mine børn og ikke gå glip af alle de øjeblikke, man får, når ens barn ikke er i institution syv timer dagligt. Det ville jeg aldrig kunne holde ud. Børnene er kun små én gang. Uanset hvor mange kompromisser vi går på, kan de aldrig blive vigtigere, siger Linda og tilføjer, at det på ingen måde er sådan, at deres børn mangler noget.

– De har både PlayStation og computer, men vi kan for ek-sempel ikke bare lige købe pizzaer til aftensmad, fordi jeg ikke orker at lave mad, og vi kan heller ikke købe dyre designersko til vores ældste søn, fordi hans kammerater har det. Det ville jeg da ønske, at jeg kunne give ham, men vores penge rækker kun til det mest nødvendige.

Hun erkender dog, at det netop er økonomien, der kan give bekymringer. Især for Glenn, der skal sørge for, at alle regninger kan betales. Men de har klaret sig i mere end et årti på den måde, så de ved, at de kan, og det er ikke sådan, at Linda ikke ønsker at arbejde. Hun vil gerne finde noget, hvis hun kan gøre det hjemmefra.

– Det kræver lige den gode idé, men vi har talt om en webshop af en eller anden art, som jeg kan styre og dermed bidrage til familiens økonomi. Men vi er ikke kommet på noget endnu, smiler Linda.

Hun modtager intet fra det offentlige, og det har været et be-vidst valg fra begyndelsen. For som hun siger, er det Glenns og hendes valg, at de har fået så mange børn, og at hun er hjemmegående. Så den regning betaler de selv.

– Jeg kan høre, at jeg nærmest er lidt undskyldende, når jeg siger til andre, hvad jeg laver. Det forventes ligesom, at man arbejder. Så er man noget. Jeg er ”bare” hjemmegående og bliver ikke regnet for noget. Men jeg synes jo, at mit arbejde som mor har lige så stor værdi, siger hun.

Læs også: Sommerlejr for udsatte

Hjemmeskole-hit

Under første coronanedlukning, hvor de fire ældste børn blev sendt hjem fra skole, blev det tydeligt, at hjemmeskolen fungerede ret godt hos dem. Børnene slappede af, kom ned i tempo og opsøgte frivilligt ny læring. Skoleskemaet blev sløjfet og i stedet for at vende tilbage, da skolerne åbnede op igen, talte Linda og Glenn med børnene om, hvorvidt de ville tilbage eller blive hjemme. Siden har ingen af dem været i skole.

Der er intet pensum eller fast-låste læringsplaner. Børnene vågner, når de vil, spiser, når de er sultne, og foretager sig stort set dét, de har lyst til den dag, og dejser om, når de er trætte. Læring kan være at bage en kage, læse om noget, de interesser sig for, spille klaver eller se en film. Ask er for eksempel ved at lære sig selv russisk, og Lue læser om solsystemet, fordi han synes, det er spændende lige nu.

– Der er ingen struktur. Det fungerer ikke, og de har ikke lyst til læring hver dag. Vi opmuntrer og er med dem. Vi lærer dem om livet, fordi vi lever det, siger Linda.

Det betyder ikke, at der ikke er skænderier, gråd og pligter, men overskuddet til at tackle dem er større, mener Linda, end hvis hun og Glenn kom fortravlede hjem fra arbejde hver dag. Lindas optankning af overskud og taknemmelighed kommer, når hun er sammen med børnene. Den får hun i samværet, når børnene hygger sig, og hun nyder en kop te i en stille stund.

– Vores børn er ret selvhjulpne. De smører sig en mad, hvis de er sultne, og finder på lege af sig selv. De store har holdt fast i deres klassekammerater og har legeaftaler om eftermiddagen. Jeg kan sagtens have tid til mig selv, selv om børnene altid er her. Selv om der er hårde dage, kan jeg ærligt sige, at jeg aldrig har ønsket mig et andet sted hen, siger Linda og håber, at hendes familie måske kan inspirere andre til at gå samme vej – hvis de tør!