Kære Puk
Støtte til nye forældre
Da jeg er lidt konfliktsky, vil jeg gerne have et godt råd, til hvordan jeg bedst griber mit problem an.
Jeg har en god, men psykisk sårbar veninde. Hun har ikke så mange veninder, og jeg er nok den, hun betror sig mest til og omvendt. Vi lærte hinanden at kende på en aftenskole for cirka otte år siden. Det, at vi gik til noget sammen, tilfredsstillede vores behov for social omgang.
Læs også: Puks brevkasse: Skal jeg fortælle hende, hvad jeg ved om hendes kæreste?
Efter nogle år mødte hun en mand, der vil det bedste for hende. Hun foreslog, at vi skulle se hinanden med vores bedre halvdel, og de første gange gik det o.k.
Problemet er nu, at vi finder hendes kæreste belastende. Han er en rar person, men vi har intet til fælles med ham, og han taler konstant. Jeg får slet ikke talt med min veninde, når vi er sammen.
Hun har i flere år talt om, at vi skulle finde en weekend, hvor vi kunne tage i sommerhus sammen. Det har jeg fået talt mig ud af.
Læs også: Puks brevkasse: Stadig sårbar efter ægteskab med en narcissist
De ønskede også, at vi skulle ses mere end to gange årligt. Det løste sig selv, ved at det var svært at finde ledige weekender, når jeg arbejder i weekender, og at vi også skulle se andre.
Min mand og jeg er kommet til den konklusion, at vi ikke skal se dem som par længere.
Hvordan får jeg sagt det uden at såre hende for meget? Der er aldrig noget godt tidspunkt i forhold til hendes psyke. Når hun har fået det nogenlunde, stopper hun med sin medicin.
Hun går desværre ikke på aftenskolen længere. Det dækkede ellers vores behov for kontakt. Jeg savner hende og vil gerne se hende, men uden mændene. Jeg bryder mig ikke om café og lignende, men en lang gåtur kunne være en mulighed.
Jeg er med på, at det kan koste os venskabet. Jeg håber, at jeg kan få formuleret mig, så venskabet kan bevares, og så hun ikke går ned med flaget.
Konfliktsky veninde
Læs også: Brev til Puk: Hans venner kan ikke lide mig
Jeg synes egentlig, du har formuleret det ret fint selv. Du skriver: “Jeg savner hende og vil gerne se hende, men uden mændene.”
Når du skal tale med hende, så tag udgangspunkt i dit eget behov. Du behøver ikke at forklare alt muligt, med at du ikke kan lide hendes kæreste, eller at din mand ikke bryder sig om ham. Du skal kort og godt fortælle hende, at du har brug for at se hende og har lyst til, at I er alene sammen. Du har lyst til de fortrolige samtaler, som I plejede at have, du savner jeres humor, tæthed og sammenhold. Det kan du ikke rigtig få, hvis I er fire sammen.
Læs også: Brev til Puk: Jeg føler mig fravalgt af min kæreste
Lad være med at rode dig ud i lange forklaringer om hendes parforhold og den partner, hun har valgt. Sig til hende, at du savner HENDE og alt det, I har. Så kan det være, I ikke ses så tit, fordi det kan være svært at få tid, men det er måske det kompromis, der skal til, hvis du vil have alenetid med hende.
Begynd med det, og se, om I ikke kan få sat en aftale op.
Bedste hilsner fra Puk
Læs også: Puks brevkasse: Min kæreste var nedladende overfor mine venner