Kender du Demensbønnen?

Tak for et fantastisk program med Demenskoret, som bragte mange minder frem.

Min afdøde mor fik konstateret demens i 2013 og levede til 18. februar 2019. Hun kom på plejehjem i februar 2014, og i hendes journal står der ”Bodil er kun tryg, når hendes datter er der”. Det var ganske sandt.

Min mor var ikke rigtig syg af demensen før medio 2018, hvor hun meget hurtigt blev vred m.m. undtagen over for mig og nogle bestemte plejeassistenter, som behandlede hende som en voksen person og ikke som et barn.

Vi sad ofte i spisestuen på plejehjemmet med andre ved vores bord, for jeg spillede dansktopmusik på cd – efter ønske – og musikken betød, at flere pludselig sang med på ”Lille sommerfugl” eller andre sange.

Så jo, musik er guld værd for en dement, det ved jeg alt om.

Min mor sov ind alene, uden at jeg blev tilkaldt. Det var hårdt. Især det manglende farvel og holde i hånd til det sidste.

Især fordi jeg jo havde været der næsten hver dag for hende. Det gør stadig ondt.

Men kære Puk. Det er ikke derfor, jeg skriver til dig. Nedenfor ses en side af ”Den Dementes Bøn”, som jeg fik udleveret af en af min mors plejere, og den siger alt.

Jeg har selv givet den til andre pårørende, og alle har sagt: ”Hold da op, den er stærk og meget sigende”.

Endnu en gang tusinde tak for dit gode humør og søde måde at møde de demente på. Du er bare vidunderlig. Det er Claus også.

Her er bønnen:

Bed mig ikke om at huske.

Forsøg ikke at få mig til at forstå.

Lad mig hvile, velvidende du er hos mig.

Kys mig på panden, og hold min hånd. Jeg er forvirret langt mere, end du forstår.

Band eller råb ikke ad mig. Jeg kan ikke gøre for det.

Husk blot, at det bedste af mig for altid er væk.

Elsk mig, til mit liv er forbi.

Mange tak for din fortælling om din mor og tak for Demensbønnen.

Jeg havde egentlig ikke forstillet mig, at vi skulle skrive mere om Demenskoret i brevkassen, men jeg kan mærke, det fylder hos jer, og jeg får stadig mange breve om programmet.

Jeg har af pladshensyn redigeret en smule i demensbønnen, men folk, der vil se den originale udgave, kan søge efter den.

Jeg er ked af, at du ikke fik sagt farvel til din mor. Men efter at have været omkring mennesker med demens igennem længere tid er det min oplevelse, at der er en hel masse farvel og en hel masse afsked undervejs i forløbet.

Så en form for afsked har I helt sikkert taget, men jeg forstår det med at holde i hånden til det sidste, og jeg er ked af, at du ikke fik det ønske opfyldt.

Jeg er stadig selv meget påvirket af programmerne og de mennesker, jeg mødte, men jeg er virkelig stolt af, at folk nu så åbent taler om demens og deler deres historie. Jeg hilser Claus, den dejlige mand.