Det handler ikke kun om viljestyrke og gulerødder

Rebild Bakker er et af de skønneste steder i landet, men selv om Tinna Bjørn boede lige midt i det hele, kom hun kun højest 50 meter væk fra sin hoveddør. Længere kunne hun simpelt hen ikke gå, for det kræver mange kræfter at bære på de 185 kilo, så når vennerne kom på besøg, tog de altid billeder af landskabet, så de kunne vise dem til Tinna, når de kom tilbage fra gåturen.

Det er fysisk svært at være overvægtig, men det psykiske er næsten værre.

Tinna har stået og jublet af glæde til en koncert, indtil en eller anden tilskuer mente, at hun da ikke burde vise sig offentligt, når hun var så fed.

Det samme skete, når hun var en tur på stranden, så Tinna ved alt om, hvordan det er at veje 185 kilo og være et mobbeobjekt, fordi man fylder mere, end andre mennesker synes er rimeligt.

Læs også om du måske er "Årets Taber" ? (link fjernet)

– Jeg har fået de der stik i hjertet masser af gange, og jeg er tit gået hjem, fordi jeg blev så ked af det. Efterhånden tog jeg heller ikke ret tit på stranden. Men det skal være slut nu, siger hun.

Tinna har tabt sig 53 kilo. Hun er stadig ikke tynd, og det er måske heller ikke meningen, hun skal være det. Men hun har fået det bedre, både psykisk og fysisk. De slidte knæ gør ikke længere ondt, hun har fået ny energi, og hun har også fået den hjælp, hun har brug for.

Viljestyrke og gulerødder gør det ikke alene, i hvert fald ikke for Tinna. Som så mange andre har hun trøstespist igennem hele sit liv, og der har også været en del at være ked af.

– Det er egentlig mærkeligt, at jeg aldrig blev mobbet med min vægt som barn – det var først, da jeg blev voksen, at andre voksne kom med kommentarer. Som helt lille var jeg en tynd, lille splejs, men så skete der noget i teenageårene. Jeg kan huske, min mor tog mig med til Vægtvogterne, da jeg var 15 år.

Tinna var en glad pige, men hun var ikke glad for skolen. Efter folkeskolen kom hun i huset i et år, og da hun fandt sin første kæreste, ville hun flytte sammen med ham i en alder af 17 år.

Tinnas far snakkede om skole og uddannelse og fik nærmest tvunget sin unge og forelskede datter til at tage et kursus i det mindste.

Det blev så det kortest mulige AMU-kursus, der kunne overstås på nogle uger, og så var Tinna udeboende med kæresten. Det varede i to år.

Siden har hun været pædagogmedhjælper, rengøringsassistent, handicaphjælper, dagplejer – masser af ufaglærte jobs, der sled på kroppen, som også bare blev større og større, for det var, som om kiloene hang ekstra godt fast på hende.

Bange for at dø

– Jeg har altid trøstespist, når jeg var ked af det. Jeg er sådan en, der spiser på følelserne, når jeg er ked af det, når jeg er glad, når jeg keder mig.

– Jeg vidste godt, det var galt, så jeg har forsøgt mig med mange forskellige kure, og når jeg tabte mig, så kom kiloene altid tilbage igen, fortæller Tinna og tilføjer, at der ofte kom flere til, end der var før.

– Jeg har haft forskellige forhold, og det var ikke dem alle, der var lige gode for mig. Min søns far var jeg sammen med i syv år, den næste mand i 11 år, og dengang var vægten på sit højeste. Jeg var så glad for min daværende kæreste, men jeg gik også med så mange mørke tanker og følte, at jeg ingenting var værd.

Det var ikke kun psykisk, Tinna havde noget at kæmpe imod. Hun blev også fysisk syg.

– Jeg fik en blodprop i hjernen i 2006 og meningitis i 2007, og efter det kunne jeg slet ikke styre min vægt. Jeg nåede op på 185 kilo i 2009, hvor jeg fik lavet en gastric banding-operation. Jeg tabte mig 60 kilo på ingen tid. Jeg var glad, men det varede ikke længe, husker Tinna.

I 2011 fik hun endnu en blodprop i hjernen.

– Jeg blev halvsidigt lammet og depressiv. Angsten var det værste, for jeg var kun 50 år, og jeg var bange for, at det her ville ende med, at jeg døde af det, siger Tinna, der tog en beslutning lige der:

– Hvis jeg skulle få et liv igen, skulle der arbejdes for det, og vægten skulle ned igen.

Fik ikke hovedet med

– Der findes ikke de kure, jeg ikke har prøvet. Også efter den seneste blodprop, for nu handlede det ikke kun om udseendet. Nu handlede det om livskvalitet eller måske bare om at overleve. Jeg gjorde, hvad jeg kunne, men det var stadig ikke nok, siger Tinna.

I 2012 fandt lægerne ud af, at Tinna også havde diabetes 2. Hun fik medicin, en kostplan og genoptræning. Hun kom til at gå igen, hun begyndte at spise sundere, men selv om hun ikke længere kunne spise så store portioner, som hun var vant til på grund af sin fedmeoperation, var hendes hoved ikke fulgt med.

Hun kunne stadig ikke slippe tankerne om mad, og stille og roligt spiste hun flere og flere portioner i løbet af dagen igen.

I 2016 blev hun invalidepensionist. Hendes krop kunne ikke længere holde til fysisk arbejde, og den seneste blodprop i hjernen havde givet hende en mindre hjerneskade, som betød, at Tinna nu havde brug for hjælp i hverdagen.

Ny medicin

– I 2019 kom jeg til kontrol for min diabetes i diabetesambulatoriet på Hjørring sygehus, og her foreslog de mig at prøve en ny medicin sammen med den Metformin, jeg havde fået hele tiden, fortæller Tinna.

– Jeg begyndte på Ozempic i december 2019, og da vejede jeg 155 kilo. Jeg har fået at vide, at medicinen gives til overvægtige med diabetes, fordi den sænker appetitten. Jeg får den som indsprøjtning en gang om ugen ved siden af min sædvanlige diabetes-medicin. Samtidig gik jeg igen i gang med at spise sundt og fornuftigt, og ja, så håbede jeg på det bedste, selv om jeg næste ikke turde tro på, at det ville virke.

Læs også om sidste års Tabere

Ozempic er til patienter med Diabetes 2 og gives som indsprøjtninger. Den virker ved at sænke blodsukkeret, og samtidig taber patienten sig som regel. Det har vist sig, at medicinen også mindsker risikoen for hjerte-kar-sygdomme og diabetisk nyresygdom. Rigtig mange patienter taber sig, men medicinen kan ikke stå alene. Der skal laves omlægninger i livsstilen, ellers risikerer man, at overvægten vender tilbage, når man stopper med medicinen.

Ro og overskud

– Nu vejer jeg 102 kilo, så jeg har tabt 53 kilo på halvandet år, og for første gang nogensinde tænker jeg ikke på mad hele tiden, for jeg er simpelt hen ikke særlig sulten.

– Det er faktisk overvældende at få fred med sig selv. Før har jeg altid tænkt på mad; især på alt den mad, jeg ikke måtte spise. Nu har jeg ro på og overskud til at gøre de ting, jeg gerne vil, siger Tinna.

Det er hendes nye hund, Frida, glad for. De to går ture hver dag, og turene bliver længere og længere.

Hjemme på Tinnas køkkenborg står der en krukke med småkager, og der har den stået længe. Hun har ikke lyst til at spise så meget mere. Til gengæld har hun fået lyst til at købe nyt tøj, spise sundt og tage på ture med kæresten.

Det er slut med at gemme sig hjemme, fordi nogen synes, hun er for fed. Det kan endda være, at hun også tager en tur til stranden denne sommer, for den er for alle, også selv om de ikke er en størrelse 36.