Tilsammen har vi et godt hoved

Stine kunne nærmest ikke få øjnene fra den unge smarte fyr, der sad ovre i hjørnet, så hun spurgte gruppelederen, Stine Harbech, hvem den lækre fyr var? ”Det er da Peter. Han har været med i gruppen i fire måneder,” svarede hun lettere forbavset. Egentlig var der vel ikke så meget at blive overrasket over, for både Peter og Stine Bau Lyng Clausen er medlemmer af gruppen Unge Hjerner for mennesker, der har fået en hjerneskade. Stines hjerneskade betyder blandt andet, at hun har problemer med hukommelsen – og desuden var Peter lige blevet klippet, så der var flere grunde til, at hun følte, at hun aldrig havde set ham før.

Peter havde til gengæld lagt mærke til Stine. Han havde mærket hendes blik hele eftermiddagen, og til sidst vendte han sig om og så på hende. Hun rødmede og tog sine øjne til sig, og lige der begyndte historien om deres forelskelse og kærlighed. Men der var også noget mere, som Stine måtte lære at leve med …

Læs også om Jeanette og veninderne

Det var måden, de fire dåser makrel lå i skabet på. Peter havde taget den røde folie af. Stine blev helt ude af sig selv, da hun så det, for hvordan skulle hun dog nogen sinde kunne leve med Peter, når han brød alle hendes regler for, hvordan livet skulle organiseres i orden, rækker og geled?

Stine og Peter kom over det, heldigvis, for i dag er de gift med hinanden.

”Vi er to halvdele af et helt hoved”. Sådan beskriver de sig som par, og det er sandt. De har begge hver sin alvorlige hjerneskade, men netop det gør, at de kan elske og hjælpe hinanden, og dermed har de skabt det perfekte ægteskab, som mange uden hjerneskader måske kun kan misunde dem.

Det betyder selvfølgelig ikke, at de er lykkelige for at være hjerneskadede, selv om de er lykkelige for at have fundet hinanden. Det var jo aldrig meningen, at deres liv skulle være sådan her.

Drømmejobbet

– Jeg var 23 år og nyuddannet lærer, da jeg fik en blodprop i hjernen på grund af p-piller. Jeg havde drømt om det job, jeg elskede at rejse, feste og lave ting med børn, og heldigvis nåede jeg at have det mest fantastiske lærerjob i otte måneder, inden jeg en søndag aften i 2014 fik en meget voldsom hovedpine. Jeg tog et par panodiler og tænkte, at det nok gik over. Mandag var jeg stadig dårlig og gik til lægen: Han kiggede på mig og sagde, jeg havde atypisk migræne, og jeg gik hjem igen. Tirsdag kom min bror på besøg, og jeg gik i seng, for der havde jeg fået det endnu værre. På det tidspunkt kunne jeg hverken sidde oprejst eller føre en samtale. Onsdag tog jeg en taxa ind til sygehuset, hvor jeg omsider blev indlagt. Dagen efter blev jeg mr-scannet. Scanningen viste, at jeg havde en stor blodprop i hjernen, siger Stine.

Da det endelig blev opdaget, hvor syg Stine egentlig var, var skaden sket. Stine havde fået en hjerneskade, der ramte hendes hukommelse og gav hende problemer med indlæring, syn og balance, en evig træthed og kronisk hovedpine. Hun kunne ikke komme tilbage til sit drømmejob. Så meget stod helt klart med det samme.

– Min forstand er der stadig, inde bagved alle de andre problemer. Derfor er det så frustrerende, at jeg ikke længere kan de ting, jeg kunne før. Før var jeg et livligt, udadvendt menneske, der elskede kreativt rod omkring mig. Efter blodproppen kunne jeg ikke længere klare helt enkle handlinger, som man normalt ikke tænker over. At gå i bad og vaske hår er jo bare noget, man gør. Det kan jeg ikke mere. Jeg skal planlægge hver handling i detaljer, ellers glemmer jeg det og går i stå. Min lejlighed blev totalt kaos, fordi jeg ikke kunne finde ud af, hvordan jeg ryddede op og gjorde rent, fortæller Stine.

Stine så ud, som hun gjorde, før katastrofen ramte hende. Hun var stadig ung og smuk, så ingen kunne se, at hendes liv var smadret. Hun kunne ikke længere være lærer, men hvad skulle hun så?

Hun kom i arbejdsprøvning, den ene efter den anden, men resultatet blev, at hun blev tilkendt pension, fordi hun er 80 procent uarbejdsdygtig. Ingen kan vist forestille sig, hvor svært det er at se sit liv blive knust, at skulle leve med skaderne, og så samtidig finde ud af, hvem man så er?

Stine fik efter en tid hjælp til de praktiske ting, og hun meldte sig ind i Hjerneskadeforeningen. Her kom hun med i gruppen Unge Hjerner, hvor hun mødte andre, der havde det som hende. Hun har lært at leve med sine skader, og hun er også et lykkeligt menneske – og det har noget med Peter at gøre.

En sjælden sygdom

– Min ulykke skete også i 2014. Jeg var 18 år og havde lige bestået grundforløbet på elektrikeruddannelsen og havde fået kørekort. Faktisk var jeg nærmest udødelig, som man jo

er, når man er ung, fortæller Peter.

Men så begyndte han at opføre sig mærkeligt. Han blev fjern og apatisk. Han kunne ikke huske, hvordan han var kommet hjem, når han gik ud. Hans familie fik ham til lægen, der indlagde ham på en lukket psykiatrisk afdeling, fordi man mente, han var paranoid skizofren. Symptomerne var de samme, men der var absolut ingen årsag til, at Peter pludselig skulle være blevet psykisk syg fra den ene dag til den anden.

Han blev behandlet med medicin og elektrochok, men fik det ikke bedre. Efter 14 dage fik han foretaget en rygmarvsprøve, og det viste sig, at Peter havde en meget sjælden hjernesygdom.

– Det er en hjernebetændelse, hvor immunforsvaret angriber hjernen. Det eneste gode, der kan siges om den sygdom, er, at den er meget, meget sjælden. Nu fik jeg så den rette medicinske behandling, men bagefter stod jeg med en hjerne, der havde taget skade og skulle genoptrænes.

Peter var indlagt i syv uger, og så vendte han tilbage til sit gamle liv. Undersøgelserne viste, at han havde fået en hjerneskade, men at han var så velfungerende, at han ikke havde brug for genoptræning.

Han ville være elektriker, og han gennemførte uddannelsen. Han boede hjemme hos sine forældre, og det gik fremad. Han blev færdiguddannet i 2018, og fremtiden så lys ud, indtil der igen skete en ulykke.

Endnu en ulykke

– Jeg var i arbejde som elektriker, da jeg slog hovedet ind i en bjælke på min arbejdsplads. Jeg fik en ordentlig bule i baghovedet, mens syntes ikke, der var nogen grund til at rende til lægen for det. Det skulle jeg have gjort, for det viste sig senere, at jeg havde fået en alvorlig hjernerystelse, der har forværret den hjerneskade, jeg havde i forvejen, siger Peter.

Derfor kæmper han nu med hukommelsesproblemer, kronisk hovedpine og træthed. Heldigvis har han Stine.

– Vi mødtes i 2017. Jeg syntes, Stine var en dejlig pige, og jeg blev forelsket i hende på stedet, husker Peter.

Men Stine havde det ikke helt så nemt.

– Jeg kæmpede for at få styr på mit liv igen, for hvis ikke jeg havde det, følte jeg, at hele tilværelsen skred for mig. Og så kom Peter dér med alt sit rod og kaos … Jeg kunne blive helt desperat, hvis alting ikke gik efter en snor, og makreldåserne stod på rad og række i skabet, for mit liv afhang af, at der var ro og orden. Men jeg kunne også godt se, at al hans ro og omsorg og forståelse var det, der gjorde mig godt. Det var rigtig svært, husker Stine.

Læs også om Lene og Brians kærlighed

Peter vandt. I dag er de gift, bor i hus i Ølstykke og har fået et fælles liv, der ligner andres til forveksling. Peter havde al den ro, der skulle til, og han havde også modet til at se Stine som det menneske, hun er blevet: En lille og sårbar kvinde, men også stærk og stædig i kampen for at leve et værdigt liv. De to blev et par og hinandens hoved, som de siger.

Når Peter glemmer en ting, husker Stine den. Når Stine ikke kan klare mere, er det ham, der pakker hende ind i kugledynen og giver hende et knus, for det er okay at være sårbar, når man elsker hinanden.

Peter er der, når Stines ord forsvinder. Han er der også, når hun igen og igen græder over filmen ”Den fantastiske hjemrejse”, hvor to hunde mister deres familie, for Stine er følsom, og lige præcis derfor elsker han hende.

Stine ved også, at Peter har brug for at vise, at han stadig har en plads i verden. Han har kæmpet sig til et fleksjob som elektriker. Han er 25 år og en lykkelig mand, fordi de er to mennesker, der har lært at gribe kærligheden og passe godt på den, netop fordi livet er skrøbeligt.