Splittet mellem min kæreste og mine børn

For snart tre år siden mødte jeg på en ferie en mand, som jeg faldt godt i hak med. Jeg er knap 50 år og havde da været alene i nogle år. Jeg boede i hovedstadsområdet, hvor min søn er under uddannelse og bor på kollegie og min datter bor med sin kæreste i en lille lejlighed.

Manden, jeg mødte, bor desværre i den anden ende af landet. Vi opretholdt et weekend- og ferieforhold, men her i starten af året flyttede jeg over til ham. Han har et lille håndværkerfirma og kan ikke flytte, mens jeg havde nemt ved at få et nyt job og er i fuld gang nu.

Men kort efter blev min datter gravid og har nu født en lille dreng. Jeg savner mine børn mere, end jeg havde regnet med, og også nogle veninder.

Jeg har fået gode bekendte her, hvor jeg bor nu, men det er jo nogle, som jeg kender gennem min kæreste. Jeg er ved at køre lidt sur i det.

Min datter har det ikke så nemt med den lille, og jeg ville så gerne hjælpe. Men når jeg er på besøg, skal jeg sove i stuen i deres lille lejlighed, og det er ikke ideelt. Min søn kan jeg jo heller ikke bo hos. Ingen af dem har bil, og det er besværligt for dem at tage over til os.

Jeg elsker min kæreste, og hans familie og venner er glade for, at jeg er flyttet ind, for han var begyndt at hælde for mange øl ned i det daglige. Det er slut – nu hygger vi os i weekenden med god mad og en flaske vin.

Jeg føler mig så frygtelig splittet. Lejligheden, jeg boede i før, har jeg fremlejet i to år, og derefter skal jeg opgive den, hvis jeg ikke vil tilbage.

Min kæreste har været med til Sjælland nogle gange, men føler sig ikke særlig godt tilpas, og så skal vi jo bo på hotel, hvilket også koster.

Jeg tror egentlig helst, jeg ville opretholde et weekendforhold med ham og så flytte tilbage. Men det tror jeg simpelt hen ikke, han kan acceptere. Jeg har så desperat brug for hjælp. Hvad kan du råde mig til?

Det kan godt være problematisk at indrette sig efter børnene, for de kan jo pludselig rykke teltpælene op og drage et andet sted hen.

Når det er sagt, så skal du mærke efter, hvor meget savnet af dine børn og dit barnebarn fylder. Du har jo egentlig selv skrevet svaret på dit problem.

Du vil gerne tilbage til din lejlighed. Det er det, der er løsningen for dig. Du har givet boligskiftet en fair chance, og nu ved du, at det ikke var det rigtige.

Du bruger ord som desperat, splittet og ved at køre sur i det. Det er alarmklokker, der ringer, og dem skal du lytte til.

Du må fortælle din kæreste, at savnet af din familie står i vejen for at kunne være 100 procent til stede, når du er sammen med ham, og du er nødt til at komme tættere på dine børn for at kunne være en god kæreste for ham. Det er jo sandheden. Måske kan han forstå det, måske kan han ikke, men for mig lyder det, som om du allerede har valgt det, der er bedst for dig.