Nytåret nærmer sig, og så skal jeg igen ud i lange diskussioner med min søster.
Jeg bor alene, jeg er kronisk syg, men jeg synes egentlig, jeg har det okay, hvis bare jeg tager ordentligt hånd om mig selv. Det går fint i hverdagen, men så snart der er højtider, sidder min søster på nakken af mig. Som nu nytårsaften.
Det er allerede begyndt. Hun ringer dagligt og skriver også sms’er med, at nu skal jeg altså tage mig sammen og komme hjem til dem nytårsaften. Jeg skal ikke sidde alene og bla bla bla … Det er samme sang hvert år, siden jeg blev skilt for fem år siden.
Men jeg vil ikke, Puk, jeg vil meget hellere holde nytårsaften her i mit eget hjem. Jeg kan slappe af med god mad og en dejlig film. Jeg kan sove; når jeg vil, og jeg behøver ikke dække over mine smerter og min træthed. Jeg orker ikke sjove hatte og en fireretters menu. Men hun vil bare ikke forstå det.
Jeg er så ked af, at vi bliver uvenner hvert eneste år og starter det nye år på den måde. Hvad kan jeg dog sige, så hun fatter, at jeg ikke vil? Vi bor ikke så langt fra hinanden, så jeg kan ikke engang bruge afstand som argument.
Den kedelige søster
På en måde er det jo dejligt, at man har mennesker i sit liv, der bekymrer sig og gør sig umage med, at man skal have det godt. Nu vil jeg foreslå noget, som muligvis ikke falder i god jord, men lov mig lige at tænke over det.
Hvad med at ringe til din søster og takke hende for at være insisterende og for at passe på dig og derefter fortælle hende den gode nyhed, at du kommer til champagne kl. 18 og hører dronningens nytårstale sammen med hende og familien. Derefter tager du hjem til dig selv igen.
Hvad siger du til det? Er det ikke et ret godt kompromis? Du skriver, at I bor tæt, så en time eller to sammen med familien er måske rart?
Der er absolut ingen grund til, at I to skal begynde nytåret som uvenner, og nogle gange skal begge parter strække sig lidt.
Jeg håber, du får en dejlig nytårsaften og et rigtig godt nytår.
Varme hilsner fra Puk