Opskrifter

Sundere søde sager: Trøffelkugler og cookies

Fredag, 8. april 2022Af Gitte Heidi Rasmussen. Foto: Betina HastoftFoto: Betina Hastoft
Med små kneb kan du nemt gøre de søde lækkerier ekstra nærende. I disse opskrifter er der kikærter i trøffelkuglerne og quinoa i småkagerne.

Trøffelkugler med kokos og kikærter

20 stk.

  • 1 dåse kikærter
  • 100 g tørrede dadler
  • 2 spsk. kokosolie
  • ½ dl lys sirup
  • 1 tsk. vaniljepasta
  • 2 spsk. kokosfibermel
  • 1 dl kokosmel

Fremgangsmåde:

Skyl kikærterne godt i koldt vand, og dryp dem af i en sigte. Findel kikærter, dadler, kokosolie, sirup og vanilje i en foodprocessor, indtil massen er jævn. Tilsæt kokosfibermel, bland det godt, og smag evt. til med mere vanilje og sirup.

Lad massen hvile på køl i 30 minutter. Tril daddelmassen til kugler, og vend dem i kokosmel. Opbevar dem køligt og tørt i op til 1 uge.

Havrecookies med hasselnødder og chiafrø

12 stk.

  • 150 g havregryn
  • 100 g quinoaflager
  • ¼ tsk. salt
  • 25 g hasselnøddekerner
  • ½ tsk. bagepulver
  • 75 g smør
  • 150 g flydende honning
  • 1 spsk. kakaonibs
  • 1 spsk. chiafrø

Fremgangsmåde:

Tænd ovnen på 180° varmluft. Rør alle ingredienserne sammen med en ske, til dejen er sammenhængende. Vent med at røre kakaonibs og chiafrø i til sidst.

Tril dejen til 12 kugler, og læg dem med afstand til hinanden på en bageplade med bagepapir. Tryk dem en anelse flade. Bag kagerne gyldne i ovnen i ca. 12 minutter. Afkøl på en rist, og opbevar dem i en kagedåse.

Galleri: Sundere søde sager: Trøffelkugler og cookies