Her handler det om at gøre andre glade

Det var 20. februar 1999. Lene havde lavet koteletter i fad, ryddet op og gjort rent i hele lejligheden. Hun havde endda også renset nøglehullerne. Det var, fordi Helge skulle komme. Hun kendte ham ud og ind, som to kolleger i den samme politibil kender hinanden, men nu var der noget andet på spil. Nu handlede det om noget, der måske kunne blive til kærlighed.

Det er 23 år siden, at fadkoteletterne blev spist, og aftenen endte med, at Lene og Helge blev kærester. Det var den store og ægte kærlighed, og det er det stadig.

Lene og Helge er ikke længere ansatte i politiet. De har en campingplads i Egtved, hvor de er campingmutter og -fatter – i hvert fald en lille tid endnu.

Stor kærlighed

Lene og Helge Stolberg Madsen har lært, at livet skal leves, som man har lyst til, så i dette øjeblik er de på vej til noget helt andet, men som altid med hinanden i hånden.

– Jeg var en knægt fra Vejen, der drømte om at blive politimand eller pilot, men jeg var også glad for musikken. Det blev så politiet, der vandt. I første omgang. Jeg blev optaget på politiskolen i København og elskede det hele: Biler, fart, at være der hvor der skete noget. Det var i de år, hvor vi kæmpede med besættere, stormen på Allotria og mange andre demonstrationer. Jeg var ansat i fire år på Station Bellahøj, men så søgte jeg tilbage til Jylland og kom til Haderslev i 1984, hvor jeg kørte patruljevogn, siger Helge.

Lene blev hans kollega. Hun havde drømt om at blive betjent, siden hun var 12 år. Hun var skrap. Det var hun nok nødt til at være, for på det tidspunkt var der kun to kvinder ansat ved politiet i Haderslev.

– Jeg var fraskilt og havde to små børn. Helge var i et forhold, der ikke gik så godt. Vi snakkede godt sammen på de lange ture i bilen, og jeg blev mere og mere glad for Helge, men jeg kunne jo ikke vise ham det, når han nu var i et andet forhold. Derfor blev det ikke til noget, før Helge en dag fortalte, at han nu var blevet alene. Så inviterede jeg ham hjem på middag, siger Lene.

Vi har set det meste

De flyttede sammen med børn, tjenestehund, motorcykler og hvad livet ellers havde tildelt dem.

Det var stor, stor kærlighed, og for 19 år siden kom deres fælles barn, Anne, til verden.

Der var også masser af arbejde. Også mere end de egentlig kunne klare.

Det var Lene, der først måtte sige stop.

– Da vi blev kærester, blev vi skilt ad, for du kan ikke være ægtepar og køre patruljevogn sammen. Jeg kom til Kolding i efterforskning, senere til Vejle, hvor jeg havde ansvaret for at styre kollegernes arbejde og indkalde ekstra mandskab. I weekenderne arbejdede jeg desuden for PET og skyggede kriminelle. Der var rigeligt med arbejde, og en dag knækkede jeg simpelt hen sammen. Jeg kørte på motorvejen og anede ikke, om jeg var på vej hjem eller på vej til arbejde. Jeg var færdig, husker Lene.

Hun ringede til Helge, der fik snakket hende hjem, og hun blev sygemeldt. Lene forsøgte senere at vende tilbage, men der var noget, der var knækket i hende. Hun kunne ikke klare det hårde arbejde længere.

– Vi besøgte mine forældre, der var på ferie på Egtved Camping. Den var til salg, og fordi vi forelskede os i beliggenheden, købte campingpladsen i 2007, og så havde jeg noget at lave igen. Helge var med, når han havde fri fra arbejde.

Men Helge brød også sammen. Det tog ham bare længere tid.

Han havde skiftet arbejde til brandteknisk afdeling, og senere var han med til at identificere ofrene for tsunamien i Thailand i 2004. Han har set det værste, mennesker kan gøre mod hinanden, og han har været der, hvor der intet håb er. Kun afmagt og sorg, og en dag var det nok.

– Jeg brød fuldstændig sammen. Vi lejede en lejlighed i nærheden af campingpladsen, hvor jeg kunne være i fred. Jeg lå bare i sengen, sammenkrøllet og græd og græd. Lene kørte så frem og tilbage til campingpladsen, mens jeg var alene i løbet af dagen. En dag sagde hun, at jeg skulle stå op, køre til Aarhus og købe den bedste guitar, jeg altid havde drømt om at få. Det gjorde jeg så, og derefter vendte det hele egentlig lige så stille, siger Helge.

– Vi blev heltids campingfatter og -mutter. I politiet møder du folk med vagtsomhed, fordi dem, du har med at gøre med, tit er kriminelle på den ene eller anden måde. Her møder vi gæster, der er glade for at holde ferie. Det var en helt ny måde at tænke på for os, vores opgave var nu pludselig bare at gøre andre glade, og så blev vi også selv glade, siger Lene.

– Vi har prøvet mange ting. Vi er blevet overfaldet, vi har været ude til skyderi, bandeoptøjer og set dræbte mennesker og stået med de pårørende. Vi har set samfundet fra den mørkeste side. Det blev alt, alt for meget, og så må man gøre op med sig selv, om man vil blive ved med at kæmpe for at hænge sammen i det liv, eller om man vil gå en anden vej. Vi har i hvert fald fundet ud af, at vi bliver nødt til at lave lige præcis det, der gør os glade, siger Lene.

– Mit valgsprog har altid været: Hvor svært kan det være. Vi anede ikke det mindste om at drive en campingplads, da vi begyndte, men det blev en succes.

– Jeg var i politiet i næsten 30 år, før jeg gik ned med stress og ptsd. For mig var det en drøm, der sluttede der, men vi var nået til, at jeg simpelt hen ikke kunne rumme mere, siger Helge, der med egne ord er en stor bred fyr, der ser ud til at kunne klare alt, og det kunne han også i mange år, fordi jobbet som politimand var hans drømmejob.

Populær kopi

Det er en af ægteparrets gode venner, der har sagt, at de eneste mennesker, der er blevet genfødt, er Jesus og sangeren Bamse.

For vennen synes, at Helge Madsen til forveksling ligner den folkekære musiker Flemming Bamse Jørgensen, der døde i 2011. Ligesom han kan Helge også spille og synge, og derfor har Helge i de seneste år optrådt med sit kopiband, Bamse Madsen Band, både på sin egen campingplads og til koncerter rundt i Danmark.

Men Helge er aldrig alene, for Lene er stensikkert et sted i mængden og sender gode tanker til sin elskede på scenen. Har man sagt Helge, har man også sagt Lene – og omvendt. De kommer som par, og deres aftale er, at de skal få mest muligt ud af livet hver dag, netop fordi de kender livets bagside fra deres tidligere arbejde som ansatte i politiet.

– Lige fra vi fik pladsen, har jeg optrådt med lidt sang og musik. Mange sagde, at jeg lignede Bamse, og så tænkte jeg, at det var måske rigtig nok, og så dannede jeg og nogle andre musikere Bamse Madsen Band, hvor vi spiller Bamses gode gamle musik.

I årenes løb har der været ni store musikfestivaler ved søen på campingpladsen, masser af optræden og sang og musik. Med årene har Helge fået mere og mere ”termoskind” (det hedder det i Helges verden, når man har taget nogle ekstra isolerende kilo på, red.). Pladsen har fået en ægte brandbil med indbygget fadølsanlæg, ægteparret har lagt masser af arbejdstimer, sang og musik i campinglivet, og ordet nej findes ikke i Lenes mund.

– Jeg elsker, at Helge altid er fuld af idéer. Jeg elsker det uplanlagte, så Helge er stadig manden i mit liv, siger Lene og lister sin hånd over i Helges.

Derfor er de to på vej ud i verden for at prøve noget nyt. Helge skal optræde i Spanien et halvt års tid, og selvfølgelig tager Lene med, for som hun siger:

– Jeg kunne bo i en jordhule, hvis det bare var sammen med Helge.

Nogen jordhule bliver det ikke til i denne omgang, men en lejet lejlighed i Fuengirola, så danskere på de kanter kan godt glæde sig til god musik – og Lene, hun vil være lige i nærheden.