Hustru til Puk: Kærlighed får mig til selv at passe min demente mand

Jeg er en dame på 76 år, og jeg bor sammen med min mand på 82 år. Vi har været gift, siden jeg var 18 år, og vi har delt alt i livet. Jeg husker tydeligt, da jeg mødte ham første gang, han var en flot fyr, kan jeg godt fortælle dig. Vi var til bal, og han bød mig op, og så var min lykke gjort.

Læs også: Læser til Puk: Frygter at blive dement

Vi har fået fire dejlige børn, og selvfølgelig har der været tider, hvor jeg har ønsket ham hen, hvor peberet gror, men vi har så mange dejlige minder sammen, og de minder er lige præcis det, jeg vil hen til.

Min mand er blevet dement. Jeg har valgt at passe ham selv, og det betyder, at jeg er på i døgndrift. Jeg skal da indrømme, at det er noget af en post, og jeg er noget slidt i betrækket. Han ved ikke altid, hvor han er, og han kan ikke gå uden for en dør selv.

Læs også: Brev til Puk: Tilgiv og kom videre

For nogle måneder siden var jeg ved at brænde sammen, men så fik jeg den idé at lave en planche, som jeg har sat ved hovedgærdet på min seng. Jeg samlede en masse billeder fra vores liv sammen, og når jeg vågner om morgenen, og når jeg går i seng om aftenen, så kigger jeg på billederne fra vores rejser, vores fester, vores gode tider, og så forstår jeg, hvorfor jeg ønsker at holde til det her.

Jeg vil holde til det på grund af den kærlighed, vi har haft til hinanden. Det hjælper meget at kigge på de billeder, og jeg tænkte, at min idé måske kan hjælpe andre.

Det var bare det, Puk, undskyld, jeg forstyrrede.

Hustruen

Læs også: Puks brevkasse: HVordan hjælper jeg min bror og demente mor?

Allerkæreste Hustruen

Du forstyrrer skam ikke det mindste. Det skulle da lige være de få minutter jeg måtte bruge på at hente et stykke køkkenrulle for at tørre øjnene efter at have læst dit brev.

Hvor er det rørende. Sikke en god idé, du har fået, og hvor er det en smuk gestus og stærk påmindelse om, hvorfor du hver dag tager så stort og slidsomt ansvar for den mand, du elsker.

Læs også: Brev til Puk: Døtrene er der for mig

Jeg kan ikke sætte mig ind i, hvordan det må være at opgive alle alenestunder og helt sætte egne behov til side for at passe på et andet menneske. Du må være meget træt, og jeg vil bare lige spørge, om der måske kunne være en lille ø af tid, hvor du kunne slippe og overlade ansvaret til en anden? Bare et lille bitte tidsrum, hvor du kunne drikke kaffe med en veninde eller gå dig en tur og få luft til hjernen. Kan du det?

Jeg ønsker dig alt det bedste fremover og takker for din fortælling om kærlighed.

Varme hilsner fra Puk

Læs også: Brev til Puk: Er ikke i tvivl om, at min mor er dement, men...