Han er vores lille mirakel

■ Noels bedste ord er ”puhbæ” og ”nej mor”. Hans fremtidsplaner går ud på at blive sørøver, og hvorfor ikke?

Noel Even Krag er tre år, og når han overhovedet er i live, er det et temmelig stort mirakel, så hvorfor skulle han ikke kunne blive sørøver?

Han er født i 24. uge, 16 uger for tidligt og startede sit liv med et skrig og 575 gram kropsvægt.

De skulle ikke forvente for meget, sagde lægerne. De måtte vente og se, ikke dag for dag, men time for time. Alligevel snød Noel dem alle og blev en rask og glad knægt uden mén af sin alt for tidlige fødsel.

Han er sådan en succeshistorie, som Anne og Andreas ville ønske, de havde hørt, da de selv fik deres alt for lille dreng. Men der findes ikke mange historier som Noels. Alt for ofte ender de meget tidlige fødsler med svære handicap for barnet. En gang imellem sker det usandsynlige, at et barn overlever uden større eller mindre handicap.

Noel bor med sine forældre, Anne og Andreas Krag, i Nyborg. Sidste år kom lillebror Louie til. De er omsider en ganske almindelig børnefamilie.

– Jeg havde en mislykket graviditet, inden vi fik Noel. Min livmoderhals åbnede sig i uge 20, og så mistede jeg barnet, der var alt for lille til at overleve. Jeg fik bagefter at vide, at jeg havde en slap livmoderhals, så lægerne lagde en tråd om og lukkede den af (en cerclage, red.), så jeg havde bedre muligheder for at gennemføre den næste graviditet, siger Anne.

Alligevel blev graviditeten med Noel svær lige fra starten. Anne lå i sengen fra uge 13, udstyret med madpakke og drikkevarer lige inden for rækkevidde, mens Andreas gik på arbejde. Dagene gik, en for en, og hver aften var Anne glad, fordi hun nu var endnu en dag nærmere målet. Desværre begyndte fostervandet at sive i uge 23, og Anne blev indlagt på Odense Universitets Hospital (OUH).

– Jeg er pædagog, og jeg har klare holdninger til, hvad der er et værdigt liv. Andreas og jeg var enige om, at vores barn skulle have de allerbedste chancer for et godt liv. Derfor skulle han ikke genoplives, hvis han ikke var i live efter fødslen. Han skulle have et værdigt liv for sin egen skyld, ikke for vores, selv om vi brændende ønskede, at han ville klare den, siger Anne.

Ingenmandsland

9. april 2019 var der gået 23 uger og seks dage, og Noel bestemte sig for at komme til verden. Han kom ud med en enkelt presseve. 28 cm lang og 575 gram. En lille bitte dreng, der mødte verden med et skrig, for han var i høj grad i live. Derfor løb personalet også hurtigt med ham, og Andreas løb efter. Noel skulle omgående have al den hjælp, han måtte have brug for: Kuvøse, ilt, overvågning og hvad der ellers hører sig til, når man er så lille.

– Jeg havde tænkt, at vi nok ikke fik lov at beholde ham, så jeg turde ikke elske ham, men da jeg så mit barn, elskede jeg ham så højt, som jeg ikke troede, man kunne elske nogen.

– Han blev målt og vejet, scan-net og vurderet på kryds og tværs. Han var lillebitte, men umiddelbart fejlede han intet. Alligevel var vi så bange for at miste ham, siger Anne.

Noel lå på neonatalafdelingen, som er for for tidligt fødte børn. Her blev han lagt i ku-vøse og fik lagt en cpap i næsen, så han kunne få lidt hjælp med vejrtrækningen, men ellers fungerede hans lunger fint. Mor og far blev installeret på hospitalet og veg ikke fra Noels side.

Hver dag fik Noel scannet hovedet for at opdage mulige hjer-neblødninger. Døgnet rundt var der overvågning af hans hjerte, af pulsen, af hele hans lille krop. Sådan er det at få et for tidligt født barn. En neonatalafdeling er et ingenmandsland mellem liv og død. Her er stor sorg og stor lykke, og Anne og Andreas lærte alle følelser at kende.

– Vi var så bange for, at han skulle dø. Vi spurgte hele tiden læger og sygeplejersker, om hvordan det gik med Noel. Vi ønskede inderst inde, at de skulle sige: ”Ja, Noel vil overleve”. Desværre er der aldrig nogen, der kan give sådan en garanti. Vi var bange for, at han ville få en hjerneskade, så blev vi bange for, at hans hjerte skulle svigte, eller at maven og tarmsystemet skulle bryde sammen, men det skete ikke. Da det var gået 14 dage, måtte han pludselig lægges i respirator, fordi han ikke kunne klare at trække vejret mere. Jeg brød helt sammen og troede, at nu ville vi miste ham. To uger efter kom han ud af respiratoren igen og fortsatte sit lille liv. Noel fejlede intet. Han groede bare stille og roligt dag for dag.

– Vi var næsten altid på hospitalet. Jeg følte, det var forkert at forlade ham, bare for at få lidt frisk luft eller tænke på andet. Dengang ledte jeg eftersucceshistorier om for tidligt fødte børn, der var raske og sun-de, men jeg kunne ikke finde nogen. De havde alle fået en eller anden skade, og jeg frygtede, at han også ville få det, siger Anne.

Vi har været så heldige

Efter 116 dage på hospitaletflyttede Noel med sine forældrehjem i huset i Nyborg, og i dag er han en rask og frisk dreng på tre år, der kun har fået lidt laserbehandling af øjnene, fordifor tidligt fødte børn kan få øjenskader af iltbehandlingen, og det fik Noel også.

For Anne og Andreas var det svært at tro på, at de havde været så heldige.

– Især jeg har nok haft mange katastrofetanker, så snart Noel blev lidt forkølet eller syg. Vi har været alle følelser igennem, især i det første år med Noel, men efterhånden er viblevet mere afslappede, er ægteparret enige om.

Faktisk er de blevet så afslappede, at de turde gøre forsøget igen.

Så nu er Noel storebror til Louie, der blev født ved kejsersnit i september sidste år. Præcis til tiden. Han var et ønskebarn. Alligevel reagerede forældrene på hver sin måde, da Anne blev gravid.

– Jeg græd, og Andreas smilede. Det var en lang og opslidende graviditet, for jeg var konstant bange for, om det ville gå galt, selv om der blev passet rigtig godt på mig, og jeg havde fået lagt en snor om livmoderhalsen igen. Men så kom han og var bare perfekt, ligesom storebror, bare større, siger Anne.

Nu har Anne og Andreas to ønskebørn. Der kommer ikke flere børn hos familien i Nyborg, for selv om de tror på mirakler, kan man ikke regne med det. Man kan kun være taknemmelige, og det er de.