Her må man alt

– Så er der én, der skal holde mig i hånden, for jeg har ikke fået nogen Oxabenz.

19-årige Thea har lige sprayet begge armhuler med deodoranten fra sin taske og undskyldende forklaret, at hun kamp-sveder. Det er en af bivirkningerne ved den angstdæmpende medicin, hun tager, siger hun. Nu sidder hun så her i baglokalet med kaffe og en skål chokoflager på bordet. I en hyggelig genbrugsbutik i Mejlgade i Latinerkvarteret i Aarhus – hvor hun føler sig mere hjemme, end hun nogensinde har gjort noget andet sted i sit liv.

– Det er her, jeg kommer, når alt brænder sammen for mig derhjemme på mit værelse. Selv om det virker helt uoverskueligt, så går jeg alligevel herned, fordi jeg ved, at det er godt for mig. Jeg ved, at der er nogle, der har lyst til at lytte og vil hjælpe mig, siger Thea, der oprindelig er fra Silkeborg, men nu bor på et af Kirken Korshærs forsorgshjem i byen. Før det var hun hjemløs.

Thea er en af de unge, der med Mette Hommelhoff Prahls ord har haft en ”bøvlet barndom” og nu betaler prisen for den. Hun har mødt mange af dem i genbrugsbutikken, Mö og Flös, som hun leder sammen med Ágústa Berglind Hauksdottir. For det er ikke en helt almindelig genbrugsbutik, men også Kirkens Korshærs indsats for og arbejde med unge, der har det rigtig svært.

Få har problemer med rusmidler, andre er ved at blive udredt, og de fleste slæber på en tung psykiatrisk bagage i form af for eksempel skizofreni, depression og angst.

– Og så er der nogle, der bare er blevet givet op på og har været på kontanthjælp i årevis. Jamen, lyder det ikke vanvittigt? Jeg forstår det simpelthen ikke, og når jeg fortæller det til venner og familie, så tror de jo nærmest ikke på det. Men det er altså sandt, fastslår Mette med hævet og forargelse i stemmen.

Kærlighed og hjerte

Hun er uddannet socialpædagog, men den pædagogik, hun praktiserer i genbrugsbutikken, har hverken et smart fagbegreb eller en særlig læringsplan. Det er så simpelt, at man næsten ikke kan forklare det.

– Der er så meget kærlighed og hjerte hos os. Du kan ikke gøre noget forkert. Overhovedet! Der er så højt til loftet, at det når langt ind i himlen. De unge må ALT hos os, og de kommer i første række, før alt andet, fortæller Mette.

Hun fanger Theas flakkende øjne, synger Trilles strofer ”Et lille lys i mørket, det står og blafrer der et sted. Men hvis du vil kunne se det, må du ikke være mørkeræd”, så begge smiler til hinanden.

– Det her arbejde er ren lagkage for mig. Vi har en skæv profil og er anderledes end dem, de unge møder i det mere etablerede system, siger hun og peger over på Ágústa.

– Ágústa og jeg har et fantastisk samarbejde. Vi supplerer hinanden så godt, og det er derfor, at det her er en hamrende succes. Den ene tager over, når den anden slipper, og vi har den samme indstilling til de unge, når de begynder hernede. Vi har haft 60-70 unge, og der er kun tre-fire unge, som vi ikke har kunnet hjælpe videre. Jeg tror helt ærligt, at det er billigere for kommunen at have en ung her i butikken hos os, end at de optager en seng på psykiatrisk afdeling, siger hun med rullende øjne.

Projektet hører under Kirkens Korshær, og et forløb for en ung, der er normeret til seks måneder i det EU-projekt, som finansierer arbejdet med de unge, men det er langt fra nok, mener Mette og Ágústa.

– Når de unge er ved at være stabile, så dykker de, når de nærmer sig de seks måneder. Et halvt år går rigtig hurtigt, og vi har alle sammen behov for at vide, hvad der skal ske. De unge ved det ikke. Måske får de lov at blive en måned eller to længere, eller også gør de ikke. Det lægger et pres på dem. Vi ville ønske, at de kunne blive hos os, til de selv følte sig klar til at forlade os, siger Ágústa.

Hun er uddannet skolelærer i Island og kom ved lidt af en tilfældighed til at arbejde i Mö og Flös. Nu har hun gjort det i tre år, og hun er vild med sit arbejde. Hun elsker at se de unges udvikling, som ofte begynder den første dag i genbrugsbutikkens baglokale, og i den sidste tid foregår ude i butikken bag kasseapparatet.

– Der er ligesom en bane i butikken. I det inderste rum, baglokalet, kan man sidde og nørkle med noget kreativt, der kan sælges i butikken. Når eller hvis man så får lyst, kan man komme ud i næste rum, hvor man kan sortere og prismærke tøj. Og hvis man vil og kan mærke det, så kan man gå videre ud i butikken, hvor kasseapparatet er, og hvor kontakten til kunderne er. Den vej når de fleste, siger hun.

En kasse brudekjoler

24-årige Tanja Nielsen er en af de unge, der er gået igennem butikken. For 10 måneder siden troede hun dårligt nok selv på dét eller sig selv. I over et år havde hun knap nok forladt lejligheden, hvor hun bor sammen med sin kæreste. Studiet på Ernæring og Sundhed havde væltet hende omkuld – præcis som de fleste skoleforløb havde gjort, lige siden hun som 13-årig fik sit første angstanfald og depression.

– Jeg har bare aldrig passet ind. Der har altid skullet tages hensyn til mig. ”Tanja har for meget angst i dag, så hun kan ikke fremlægge”. Jeg hadede det, for jeg var altid den værste. Indtil jeg kom her, hvor jeg mærkede, at jeg ikke længere var den værste. Jeg var heller ikke den bedste … jeg var lige i midten, fortæller Tanja, der flere gange har fået forlænget sit ophold af sin sagsbehandler, og håber, at hun kan få det igen, mens hun i det nye år skal udredes på psykiatrisk afdeling.

For det gør hende tryg og har givet hende så mange opture. Hun begyndte i baglokalet. Så fik hun mod på det næste rum, hvor hun kunne snakke med nogen og fjolle lidt. En dag var hun ekstraordinært alene i butikken med to andre piger. Der var lige kommet en papkasse ind med brudekjoler, og det var simpelthen for fristende.

– Hvad gør tre piger i begyndelsen af 20’erne med en kasse brudekjoler? De tager dem på og render rundt ude i baggården med slør og handsker. Og så pludselig ringer klokken selvfølgelig inde butikken. Der er kunder, griner Tanja, der måtte betjene i festtøjet.

– Wow, jeg har ikke angst for at te mig fjollet. Nu står jeg her bag kassen i en butik i en brudekjole. Det havde jeg ikke lige set komme, at jeg kunne det. Det var bare noget, der skete, uden at jeg tænkte over det, siger Tanja om oplevelsen.

46-årige Anne-Marie Nørregaard kan ikke lade være med at smile over historien. Hun er frivillig, og det kræver sit. Blandt andet et hjerte af guld, og at man kan rumme de unge, også når de opfører sig anderledes, end man er vant til. Derudover har hun jordforbindelse, og man mærker, at hun er en del af butikken – også når hun ikke er der.

Hun er førtidspensionist, har selv været igennem en svær ungdom, som hun fik hjælp til for flere år siden, og måske derfor er hun i øjenhøjde med de unge. I hvert fald holder de af hende, og hun af dem sammen med følelsen af at bidrage og være en del af et fællesskab.

– Jeg har været nødt til at sige nej til mange, der ønskede at være frivillig hernede, men det er ikke for alle. Man SKAL være meget speciel. For de unge kommer altså før både butik, kunder og frivillige. De er de vigtigste i det her, siger Mette, der kun en sjælden gang må hentes, når en kunde er både skrap og sur.

– Så henter de Mutter her. De unge skal ikke stå og høre på sådan noget, så jeg følger venligt kunden ud ad døren, siger Mette bestemt og tilføjer så, at hun egentlig ville gøre det under alle omstændigheder.