Vi er ligesom alle andre

Camilla-Kenya og Mulle er så forskellige, som to personer kan være. 33-årige Camilla-Kenya Julendal fra Randers er rolig og afdæmpet. Hun kan godt lide at planlægge alting nøje og følger altid opskriften udførligt, når hun er i køkkenet. 36-årige Mulle Skouboe fra Hobro smider derimod opskriftsbogen i skraldespanden og prøver sig frem. Hun er typen, som fylder ethvert rum ud med sine store armbevægelser og kvikke indslag, så snart hun triller ind ad døren.

Veninderne er som nat og dag, men der er alligevel meget, de kan blive enige om. For det første føler de sig ligesom alle andre mennesker, på trods af at de begge sidder i kørestol. For det andet har de aldrig nogensinde lyst til at skulle undvære hinanden.

De husker begge tydeligt den aften, de første gang så hinanden. Camilla-Kenya har muskelsvind, og Mulle er spastiker, og den aften var de begge til et arrangement i Handicapformidlingen. I løbet af aftenen kom en kammerat hen til Mulle med Camilla-Kenya slæbende efter sig.

“Mulle, jeg har en, du skal møde,” konstaterede kammeraten entusiastisk og introducerede Camilla-Kenya. Han var overbevist om, at de to kunne blive veninder, men det var Camilla-Kenya og Mulle langt fra enige i. Selv om de kun lige havde sagt hej, kunne de ikke døje hinanden, og resten af aftenen vekslede de ikke ét ord.

En nedslående besked

Flere år senere fik Mulle en nedslående besked, om at hendes datter skulle anbringes. Pludselig stod hun i en vanskelig situation og måtte forholde sig til fremmede paragraffer og forskellige undersøgelser. Særligt følte hun, at hun blev mødt af stor modstand, fordi hun sad i kørestol.

På sociale medier lagde hun et opslag ud, hvor hun forklarede sin situation, og det opslag så Camilla-Kenya, som havde været igennem en lignende situation. Hun mistede sin søster i 2012 og fik efterfølgende fuld forældremyndighed over sin niece, som også blev anbragt. Hun kendte processen og tænkte med det samme, at Mulle måtte mangle en støtteperson. Til Mulles store overraskelse rakte Camilla-Kenya derfor ud og tilbød Mulle en støttende skulder i den svære tid.

– Camilla-Kenya hjalp mig, når jeg havde brug for at snakke, eller hvis jeg havde spørgsmål. Hun var en sparringspartner før, under og efter forløbet, og det var nok der, vores venskab startede, fortæller Mulle.

Havde bange anelser

Venindeparret boede i hver sin ende af landet, men en dag tog Mulle turen til Nordsjælland for at besøge Camilla-Kenya. Hun havde sine bange anelser om at indlede et venskab med Camilla-Kenya, men besluttede sig alligevel for at prøve det af.

– For at være ærlig var jeg lidt nervøs for at starte et venskab med Camilla-Kenya, fordi hun har muskelsvind. Risikoen for, at personer med muskelsvind dør, er relativt stor, og når jeg først binder mig til at menneske, gør jeg det fuldstændigt. Men Camilla-Kenya er lidt ligesom ukrudt, hun forgår ikke så let, siger Mulle og griner højt.

– Vi skal alle sammen dø en dag, men jeg kan godt forstå Mulles bange anelser. Selvfølgelig er det noget, man tænker over, fastslår Camilla-Kenya.

Lige siden den dag, hvor Mulle besøgte Camilla-Kenya, har de to hængt tæt sammen. Oftere begyndte Mulle at tage turen til Nordsjælland. Når de var sammen, var der hverken fest eller farver, for de behøvede slet ikke den vildskab. I stedet spillede de spil og skrålede med på gamle sange. Deres weekender sammen blev et frirum, og de elskede at bruge tid med hinanden.

Ligesom alle andre

Camilla-Kenya og Mulles handicaps er aldrig noget, de tænker over, når de er sammen. Selvfølgelig har de nogle praktiske begrænsninger, men det finder de altid løsninger på. Eksempelvis kan det være svært at kramme hinanden, når man sidder i kørestol, men Camilla-Kenya og Mulle har fundet deres egen måde at vise deres kærlighed. De kører op på siden af hinanden, og så slår Mulle vildt ud med armene, indtil de lægger sig om Camilla-Kenya.

– Mulle tænker ikke over, at jeg har muskelsvind, og jeg tænker ikke over, at hun er spastiker. Det er jo ligegyldigt, at vi har handicaps. Vi er bare to mennesker, som elsker hinanden, fastslår Camilla-Kenya.

Både Camilla-Kenya og Mulle er meget aktive på sociale medier, hvor de fortæller om livet med et handicap. De vil gerne vise, at de bare er mennesker, som gør og tænker ligesom alle andre.

– Der er så mange, der tror, at vi ingenting kan, eller at vores liv er meget anderledes. Det, som har betydet meget for mig, har været at menneskeliggøre mig selv. Jeg er et menneske og gør præcis de samme ting, som alle andre. Forskellen er bare, at jeg får hjælp til mange af tingene, fortæller Camilla-Kenya, og Mulle tilføjer:

– Det værste, jeg ved, er medlidenhed. Hvem siger, at mit liv ikke kan være bedre end dit, bare fordi jeg er handicappet?

Forskellighed er styrke

I løbet af deres lange venskab har Mulle og Camilla-Kenya indset, at deres forskelligheder på mange punkter også er en styrke. Mulle presser Camilla-Kenya til at udfordre sit store behov for kontrol, ligesom Camilla-Kenya giver Mulle mere stabilitet og ro i hverdagen.

– Camilla-Kenya og jeg er modsætninger, men vi er gode til at kompensere for hinanden. Jeg kan godt lide at trække hende ud af hendes tryghedszone. Hun har godt af det, siger Mulle smilende, og med et grin tilføjer Camilla-Kenya:

– Jamen, skal vi så tage ud og bungeejumpe?

Den rigtige beslutning

For et år siden besluttede Camilla-Kenya sig for at forlade de trygge rammer i Nordsjælland, fordi hun ville bo tættere på Mulle. Med hjælp fra hendes begejstrede veninde fandt hun et nyt hjem i Randers, og snart var flyttekasserne pakket. Selv om Camilla-Kenya er flyttet langt væk fra alt, hvad hun kender, er hun ikke i tvivl om, at det var den rigtige beslutning. Når bare de to veninder har hinanden, skal det hele nok gå.

– Alle burde have en Mulle! Hvis jeg ringer til Mulle og siger, at jeg har brug for hjælp, så kommer hun uden at sætte spørgsmålstegn. Det har ikke noget med vores handicap at gøre, det er bare, fordi vi er mennesker, siger Camilla-Kenya afsluttende og sender et taknemmeligt smil til sin veninde.