Mens socialsygeplejerske Tina Poder taler med Familie Journals udsendte på sit kontor, får hun et opkald. En mand i 40’erne, der døjer med et alkoholmisbrug, er blevet indlagt på akutafdelingen på Kolding Sygehus efter at være kommet til skade i påvirket tilstand, og Tina bliver bedt om at komme til hans stue for at tage en snak med ham.
– Han er en af vores gengangere. Her på stedet ser vi ham omtrent hver 14. dag, men det er et stykke tid siden sidst, fortæller 43-årige Tina, der af de fleste nok umiddelbart vil kunne identificeres som sygeplejerske, men som skiller sig ud ved at bære sort uniform.
Det sorte tøj er foreløbig socialsygeplejerskernes særlige kendetegn på hospitalerne i Horsens, Vejle og Kolding.
– Men vi arbejder på at udbrede det til resten af landet. Det sorte look gør os genkendelige og betyder, at vi ikke bare bliver kapret til mere rutineprægede opgaver, når vi går på sygehusgangene, siger Tina.
Det var den københavnske sygeplejerske Nina Brünes, der i 2006 lancerede begrebet socialsygeplejersker i et projekt, der satte fokus på udsatte borgere i sundhedssystemet. I dag er der omkring 50 socialsygeplejersker på landets sygehuse.
– Vores opgave er at sørge for, at særligt udsatte patienter får den behandling, de har brug for. Det gælder stofmisbrugere, alkoholikere, hjemløse, sexarbejdere og folk, som er i livskrise eller lever i fattigdom, siger Tina.
Og der kan være mange særlige hensyn at tage, når det gælder de nævnte befolkningsgrupper.
– Nogle har det svært med lukkede rum på grund af psykiske diagnoser og kan ikke blive indlagt på almindelig vis eller for den sags skyld blive undersøgt i en scanner. Andre kan helt enkelt ikke stoppe med at drikke under en indlæggelse. Her er det min opgave at udfordre systemet og lægerne og for eksempel anbefale behandling med alkohol i mindre doser, siger Tina.
Af samme årsag har hun på sit kontor et køleskab med en lille beholdning af øl og vodka. På kontoret kan man ligeledes finde et lager af cigaretter og lightere samt en hvid plasticboks, der ifølge den påsatte mærkat indeholder ”færdige fixesæt”.
– Vi kan ikke tvinge nogen til at lade være med at tage stoffer, lade sig afruse medicinsk eller underkaste sig en bestemt behandling. I stedet tænker vi ud af boksen og er åbne for dialog med patienterne. Vi er nået langt, hvis vi kan blive enige med dem om en skadereducerende behandling, der mindsker de usunde virkninger af deres forbrug. Stofmisbrugere færdes ofte på gadeplan og betjener sig af urene nåle og fixesæt. Hos os kan de få udleveret rene sæt. Sideløbende kan vi tale med misbrugerne om at skære lidt ned på deres forbrug af alkohol og stoffer og få lidt mad indenbords i stedet.
Det kan også være et problem for udsatte borgere, at de ikke må have deres hund med ind på hospitalet. Og alene de omsiggribende rygeforbud i hele samfundet kan spænde ben for, at nogen får den rette hjælp.
– Men vi finder en løsning. Vi kan for eksempel lægge et drop inde på afdelingen, og så kan patienten komme udenfor og få medicinen, mens han ryger en smøg. Her må man se stort på, at rygeforbuddet også gælder udenfor, siger Tina.
Stofmisbrugere, hvis kroppe har vænnet sig til et overforbrug af morfin, har et særligt problem.
– Hvis de har været ude for en ulykke, skal vi på hospitalet først dække det forbrug, de er vant til at have, og derefter dække de smerter, de har her og nu. I de tilfælde skal jeg kæmpe for, at der bliver givet ekstraordinært store mængder af morfin, så patienten får den nødvendige behandling.
Tinas arbejde med en patient er typisk ikke slut, når vedkommende bliver udskrevet.
– Jeg samarbejder med en lang række instanser, der bliver koblet på efter behov. Det kan være politiet eller støtte- og kontaktpersoner, der kan hjælpe patienten med at få ryddet op i sit hjem eller købt ind. Der kan også være tale om, at vi henviser ham eller hende til et omsorgscenter eller forsorgshjem, hvor det er tilladt at have et misbrug, og hvor socialrådgivere kan hjælpe patienten med økonomi og fast bolig.
Det er ikke tilfældigt, at Tina er havnet i det job, hun har i dag.
– Så længe jeg kan huske, har jeg haft en retfærdighedssans indeni og har spurgt mig selv, hvorfor samfundet har svært ved at imødekomme alle. Vi mennesker har det med at putte alt og alle i kasser og rammer. Og en stor gruppe mennesker havner i en kasse under betegnelsen ”de svageste”. I virkeligheden er de ikke spor svage. De er stærke personer, som kan klare lidt af hvert og har været meget igennem. Selv ville jeg ikke kunne holde livet på gaden ud i så meget som en dag. De mennesker vækker en omsorg i mig. Jeg ser ikke bare misbrugeren, der står foran mig, men hele mennesket.
Der er to måder at blive socialsygeplejerske på: via erfaring og via uddannelse.
– Jeg har begge dele. Jeg har tidligere været opsøgende sygeplejerske på gadeplan og i private hjem i Vejle, og jeg har en del erfaring fra ambulancer. Derudover har jeg taget et diplommodul i Roskilde med fokus på udsatte patienter.
Tina er gift med Paw, og parret har Freja og Silje på 12 og 16 år. Og Tina er heldigvis ikke typen, der tager arbejdet med hjem.
– Generelt er det ikke de grimme ting, jeg tænker på, når jeg har lagt den sorte uniform. Selvfølgelig er vi ude for dramatiske episoder, som da en paranoid mand stod med nogle spritservietter og truede med at sætte ild på det hele. Der blev ringet til politiet, og da de kom, faldt han til ro. Men folk reagerer ofte sådan, fordi de mangler noget og er presset af eksempelvis abstinenser eller dårlig økonomi, siger Tina, som jævnligt oplever, at hendes kolleger er utrygge ved de sårbare patienter.
– De færdes i miljøer, hvor der bliver talt hårdt. Derfor gør de det også selv. Jeg har aldrig selv været bange for at give dem et kram og spørge, hvad de har brug for. Og min erfaring er, at det som oftest virker. Hvis en situation alligevel skulle udvikle sig i voldsom retning, har jeg heldigvis en dygtig ledelse, der altid er klar til at kalde mig ind til en snak og tage hånd om mig, siger Tina Poder.