De er ”De Uundværlige”, og de ved det godt. Bent Kobberøe, Harry Werner Pedersen, Lis Schou Hansen og Annette Karlsen fra Horsens.
Der var engang, de glædede sig til at gå på folkepension. Faktisk drømte de om alt det, de gerne ville, når de blev pensionister, men nu er de her igen. Tilbage på arbejdsmarkedet, nærmere bestemt ”Vital Horsens”, hvor de er med til at passe og hjælpe mennesker, der er indlagt til genoptræning efter en erhvervet hjerneskade.
– Jeg havde glædet mig til den dag, hvor jeg blev folkepensionist i rigtig lang tid. Der var så mange ting, jeg ville, men jeg skulle i hvert fald gå Caminoen (den spanske pilgrimsrute på 800 kilometer, red.) som det første. Derfor tog jeg af sted kort efter, jeg var gået på pension, og det var en kæmpe oplevelse. Men da jeg så kom hjem igen … Ja, hvad skulle jeg så lave? Livet fortsatte jo, min kone havde sit arbejde, og jeg manglede et eller andet. Det var fint nok at have tid til at spille golf og den slags, men jeg ville gerne føle, at der var nogen, der havde brug for mig, siger Bent Kobberøe.
Så gik Bent tilbage til ”Vital Horsens” og spurgte, om de måske havde brug for ham.
Det havde de, og det er nu ni år siden, at Bent begyndte at arbejde igen.
73-årige Bent Kobberøe er en af det faste sjak på fire tidligere medarbejdere, der med rette kan kalde sig ”de uundværlige”, for det er det, de er. Bent, Harry på 74, Lis og Annette, begge 68 år, har kendt hinanden i mange år og arbejdet sammen på kryds og tværs. De er gode kolleger og gode venner.
Når chefen, Stella Jonsdottir, skal finde en afløser til en vagt, ringer hun gerne til en af dem, for hun ved, hvad de kan, og hun er glad for deres arbejdskraft.
– Jeg vil hellere have en ”gammel” ind i stedet for en vikar. De kender huset og arbejdsgangene, og jeg kender dem og ved, de er gode til deres arbejde. Vores patienter skal genoptrænes efter en erhvervet hjerneskade på grund af en hjerneblødning, en blodprop eller en ulykke. For dem er det også rart at møde et voksent menneske, der har masser af erfaring med lige præcis deres skader. Men jeg skal huske at spørge pænt, om de ”gamle” har lyst til at komme på arbejde, for de har jo også et liv ved siden af deres arbejdsliv, siger Stella.
Bent vil også gerne ud og spille golf eller se til familie og venner i ugens løb, men takker gerne ja til fire-fem vagter om måneden. Det er næsten sværere med Harry, der bestemt ikke bryder sig om at gå rundt uden at bestille noget, så han er en travl mand.
– Jeg har været på pension, siden jeg var 70 år. Nu er jeg 74 og arbejder ikke mere. I hvert fald ikke med pleje, men jeg er frivillig her på stedet hver tirsdag, og så har jeg tre andre steder, hvor jeg kommer som besøgsven. Lige nu leder jeg efter et projekt, hvor jeg kan være med som spiseven, siger Harry.
– Jeg elsker at være pensionist, fordi jeg kan bestemme selv, siger han, og Bent kunne ikke være mere enig.
– Det handler om glæden ved selv at bestemme, hvornår vi vil arbejde, og hvornår vi vil have fri. Vi føler, at der er brug for os, og vi holder os i gang med at arbejde, så hvorfor skulle vi ikke det? Det, der er vigtigt, når man kommer op i årene, er retten til selv at bestemme over sit eget arbejdsliv, er alle fire enige om.
Lis havde glædet sig til at komme på efterløn. Hun holdt en afskedsreception, hun fik blomster og gaver. Chefen sagde pæne ord, Lis sagde tak og gik hjem og meldte sig til alle mulige aftenskoler og kurser. Hun gjorde alt det, hun havde drømt om, og hun nød det.
– Det gør jeg stadig, men jeg elsker også mit fag. Jeg savnede at møde de mennesker, jeg arbejdede med på Vital, jeg savnede den store glæde, jeg følte, når det gik fremad for en patient, og ikke mindst savnede jeg mine kolleger. Derfor meldte jeg mig som afløser, og nu har jeg tre-fire vagter om måneden, siger Lis.
For Annette var det nogenlunde det samme. Hele livet har hun arbejdet hårdt: på fiskefabrik, montagefabrik, indimellem fik hun fem børn, og de sidste mange år arbejdede hun som assistent på Vital.
– Jeg havde glædet mig som et barn til at blive pensionist, men jeg ville stoppe gradvist. Efter aftale med min chef gik jeg først ned i tid, og så blev arbejdstiden bare kortere og kortere. I mange år har jeg kun haft fri hver anden jul og hver anden påske. Det var jeg godt træt af, så det var også godt, at jeg nu selv kunne bestemme over min tid. Jeg arbejder fire-fem vagter om måneden her, men jeg tager også vagter et andet sted, så faktisk arbejder jeg mere, end jeg gjorde, da jeg var ansat. Jeg gør det selvfølgelig også for pengenes skyld, men også for at komme ud og møde nye mennesker og så komme hjem om aftenen og have noget at snakke om. Der var en dag en af patienterne, der sagde til mig, at jeg snakkede meget. Ikke fordi han beklagede sig, men han ville da godt lige sige, at mindre måske også kunne gøre det, griner Annette.
De andre giver hende ret: Hun snakker meget, men det generer ikke dem. De fire kender hinanden ud og ind. De har arbejdet sammen i mange år og hjælper hinanden. Stella Jonsdottir har haft Bent som sin vejleder, dengang hun var ny i faget, og hun kalder dem ”sit gamle guld”.
– Jeg er stolt af, at vores gamle medarbejdere faktisk holder så meget af deres arbejdsplads, at de gerne vil komme tilbage og arbejde som afløsere, og de er virkelig det hele værd. Vi ved jo, hvad de kan, og hvad de står for, og patienterne har det også fint med at mødre ældre medarbejdere, der hjælper med plejen. Der er mere ro over vores gamle medarbejdere, end hvis vi havde fået en vikar ind, mener Stella.
Det er eftermiddag, kaffen er drukket og kringlen spist.
Bent spørger forsigtigt, om der mon er noget med en lønforhøjelse, når nu de er så gode? Sådan er det desværre ikke, må Stella fortælle dem. Til gengæld kan de rose sig af at være uundværlige, og det er de egentlig ganske godt tilfredse med.