Jeg vil gerne sige dig tak for, at du fik mig til at holde op med at ryge.
Historien er som følger: Jeg var indlagt for at få en hoftetransplantation, og da man ikke må ryge på et sygehus, var jeg så uforsigtig at love min kone at forsøge at stoppe rygning, når jeg bliver udskrevet. Hun skulle bare gemme min pibe og tobak, men love at hvis det blev helt uudholdeligt, skulle jeg have det igen.
En eftermiddag er jeg ved at panikke af tobakshunger og leder efter piben, konen er på arbejde, og jeg kan ikke finde den og tænder i stedet for fjernsynet.
Og dér kommer du ind i billedet, for du var midt i en udsendelse, hvor du har en storryger med ind på et sygehus, hvor I får forevist en lunge fra en, der er død af lungekræft – og bagefter en lever fyldt med kræftknuder.
Dér stoppede min rygetrang, og jeg har ikke røget siden og kommer aldrig til det igen. Endnu engang TAK.
Eksryger.
Som det allerførste vil jeg bede dig om at gå hen til det nærmeste spejl og se dig selv ind i øjnene og sige TAK! Sig tak til dig selv for at have truffet en beslutning om at holde dig sund og investere kræfter i at bevare dit rygestop. Det er absolut ikke let. Godt klaret. Det er virkelig stærkt.
Derefter vil jeg gerne tage imod den tak, du sender mig. Jeg er glad for, at jeg lige blev tungen på vægtskålen i dit rygestop, men det var søreme dig selv, der gennemførte.
Tak, for du gav dig tid til at skrive til mig, og jeg tror faktisk, at dit brev kan være en stor inspiration til andre, der gerne vil kvitte rygning.
Ps. Jeg kan godt huske den lunge, den så virkelig klam ud.
Varme hilsner fra Puk.