Fik styr på sin stammen: Jeg vil inspirere andre til at få hjælp

Som ung blev hun interesseret i amatørteater og medvirkede med stor fornøjelse i adskillige forestillinger. Og da hun atter lagde skuespillet på hylden, var det ikke manglende lyst eller interesse, der fik hende til det.

– Jeg blev hele tiden af min omgangskreds opfordret til at droppe teatret. Årsagen var, at jeg stammede. De mente, det kun ville føre nederlag med sig, og til sidst blev jeg selv overbevist på trods af, at mit problem faktisk forsvandt fuldstændig, når jeg stod på scenen. Senere har jeg fundet ud af, at en lang række af de største skuespillere som Nicole Kidman, Harvey Keitel, Bruce Willis og Samuel L. Jackson er stammere. Det samme gælder et hav af kendte sangere og politikere. De har bare hver især overvundet deres problemer via forskellige teknikker, fortæller 55-årige Hanne Høgh Larsen, der bor i Ryomgård på Djursland med sin mand, Frank.

Hanne er født i Grenå, men var et halvt år gammel, da hun flyttede til Billund med sine forældre, der fortsat bor i byen.

– I skolen var jeg meget bevidst om, at jeg talte anderledes og var lang tid om at få sagt, hvad jeg skulle. Særligt når jeg skulle læse højt, var den gal. Bestemte ord fik mig til at blokere helt, og det blev ikke bedre af, at der blev grinet og fniset i klassen. Jeg blev mobbet og gjort nar ad gennem hele min folkeskoletid, og lærerne gjorde ingenting ved det. Det var næsten det værste af det hele, at de voksne, som skulle passe på os, var ligeglade, siger hun.

Talepædagoger har hun i sagens natur haft en stribe oplevelser med i barndommen, uden at det dog kom hende til gavn.

– Jeg fik undervisning af en talepædagog i 4. og 5. klasse, men oplevede kun, at min stammen blev værre af bestræbelserne. Undervisningen gjorde mig utryg, og jeg begyndte at pjække.

Kærlighed på Djursland

Som 17-årig havde hun i et stykke tid sin gang på Taleinstituttet i Esbjerg. Det skulle blive sidste gang i 35 år, at hun sad over for en talepædagog.

– På det tidspunkt gik jeg på handelsskole i Grindsted. Jeg tog bussen til og fra byen, og efter skole tog jeg bussen videre til Esbjerg. Vi var et hold på tre unge, og jeg var i en ret sårbar periode af mit liv. Min oplevelse var, at talepædagogen skældte os ud. Måske var jeg også selv provokerende. Jeg følte i hvert fald, at jeg blev provokeret til at give igen af samme skuffe.

Året efter drog Hanne mod Søborg ved København, hvor hun var i huset i et års tid.

– Jeg trængte til en tænkepause i mit liv. Jeg var glad for tiden i hovedstaden, men bagefter vendte jeg alligevel tilbage til min barndomsby, hvor jeg tjente til livets ophold ved rengøringsjobs. Blandt andet gjorde jeg rent i Billund Lufthavn i seks år.

I samme periode havde hun nogle få pennevenner, hun skrev jævnligt med i en tid, hvor e-mail endnu ikke havde opnået udbredelse blandt danskerne.

​– Kontakterne ebbede ud, og efterhånden havde jeg kun en enkelt penneven. Han hed Frank og boede i Ryomgård. Han og jeg begyndte at besøge hinanden, og som tingene udviklede sig, blev vi kærester. Jeg flyttede hjem til ham, og nu har vi kendt hinanden i 30 år og har sølvbryllup i slutningen af maj, siger hun om ægtemanden, der er ansat som graver i tre lokale kirker.

Har levet i skjul

Selv har Hanne stået i lære i delikatesseafdelingen i Kvicky i Ebeltoft, hvor hun efterfølgende har arbejdet ad flere omgange.

​– Min seneste ansættelse var i køkkenet på Kalø Højskole. Efter 17 måneder blev jeg dog opsagt, og derfor har jeg været uden job siden 30. april, fortæller hun.

De sidste to år har Hanne imidlertid også haft travlt med andre ting. Det har primært handlet om at slippe fri af den skygge og den frygt, skam og skyld, som hendes stammen har belastet hende med hele livet.

​– Jeg har gået og skjult mig og undgået at sige for meget, hvis jeg kunne blive fri. Men gennem Stammeforeningen i Danmark er jeg efterhånden kommet til at kende en del mennesker, som også stammer, og som har lært teknikker, der mindsker deres problemer. Det har givet mig mod på igen at gå til talepædagog.

Hun skrev således en mail til Syddjurs Kommune. Hendes ønske blev sendt videre til den kommunale visitation. Og i august 2021 fik hun for første gang eneundervisning hos talepædagog Jesper Nielsen.

​– For nylig sagde han, at han ikke kunne lære mig mere, og at han var tryg ved at slippe mig ud i verden. Men får jeg tilbagefald, kan jeg til enhver tid kontakte ham igen. Jeg ville ikke have haft lyst til at tale med journalister tidligere. Frygten for, at jeg skulle begynde at stamme, ville have givet mig ondt i maven. I dag insisterer jeg også for træningens skyld på at være den, der ringer og bestiller pizza og den slags. Det var altid Frank, der gjorde det før i tiden, fortæller hun.

Ro i vejrtrækningen

Og det er tydeligt, at de mange timer hos talepædagogen har gjort deres virkning. For en udenforstående er Hannes udfordringer med talesproget ikke til at høre i dag.

​– Grundlæggende har jeg hos Jesper fået ro i min vejrtrækning og lært at tage luften helt ned i maven. Og så har jeg lært at acceptere mig selv som en, der skal arbejde med min måde at tale på. Blandt andet er jeg blevet bevidst om, at det er en god idé at angribe de ord, der giver mig vanskeligheder, frem for altid at undgå dem, siger Hanne, hvis gode erfaringer også på andre planer har givet hende blod på tanden.

I maj 2022 var hun med til at stifte en helt ny forening ved navn Dansk Stammeforum.

​– Vi var nogle stykker, der savnede en forening med særligt fokus på undervisning af voksne med talehandicap. Der er en del opmærksomhed på børn og unge, som stammer, mens vi voksne ofte bliver glemt. Selv har jeg været så heldig at få adgang til undervisning, men mange har ikke de samme muligheder. Jeg sidder i bestyrelsen for foreningen og håber at kunne gøre en forskel for andre stammere, som dermed forhåbentlig også får modet til at række hånden ud efter hjælp.

Hjemme hos Hanne står et nodestativ med adskillige bøger på.

​– Jeg bruger det, når jeg skal øve mig i højtlæsning. Og jeg læser ikke kun højt for mig selv, men også for naboens datter på 11 år, som ofte kigger forbi med en bog i hånden. Det lykkedes aldrig Frank og mig at få børn. Men så er det jo dejligt, at vi kan låne hende en gang imellem, siger Hanne Høgh Larsen.