Det bedste er at være god til noget

Det må kræve en far med nerver af stål at se sin datter i kamp med en modstander, der tager ”kvælertag” på hende. Det har Carsten Poulsen i Bramming heldigvis, siger han selv.

Hans to døtre, Freja på 22 og Lærke på 17 år, er mestre i ju-jutsu, og for dem er et ”kvælertag” bare endnu en ting, der skal håndteres.

De har haft trykkede ribben, brækkede næser og blå øjne masser af gange, men det er prisen for at dyrke ju-jutsu, og nu er de så dygtige, at de begge to er på landsholdet. Derfor var de for første gang sammen til verdensmesterskaberne i ju-jutsu i Abu Dhabi sidste år i november.

Her endte Freja på en 9. plads hos de voksne, og Lærke fik en 4. plads i unge under 18-kategorien.

Freja har flere gange været dansk mester og en gang europamester. Lillesøster Lærke har også været danmarksmester og fået fine placeringer ved EM, så nu glæder de sig til, at de måske bliver udtaget til VM igen næste sommer.

Spørger man de yngste medlemmer af ju-jutsuklubben i Bramming, hvem Lærke og Freja er, så har søstrene nærmest status som levende legender. De to søstre underviser på frivillig basis i ju-jutsu i byens klub.

Freja har undervist i seks år, og derfor fik hun i januar i år prisen Velliv og titlen som DIF’s Frivillige Ildsjæl. Der følger 75.000 kroner med prisen, hvoraf de 50.000 går til Bramming Ju-Jutsu Klub og de sidste 25.000 til Freja selv. Hun er frivillig træner, fordi hun gerne vil give noget tilbage til sin klub, og fordi hun vil vise børn mellem seks og ni år, at man godt kan blive rigtig dygtig, selv om man ”bare” er en rolling fra Bramming. Der var nemlig engang, hvor Freja selv var en lille pige, der bare elskede at lave rullefald på havetrampolinen.

– Jeg var den ældste, og mine forældre meldte mig gerne til al mulig sport, som jeg lige der troede, jeg kunne lide, så jeg har både gået til svømning, spejder og spillet bas. En dag lagde mine forældre mærke til, at jeg var ret vild med at lave rullefald på vores havetrampolin, og så fik jeg en prøvetime i ju-jutsu. Jeg var 12 år, og det blev min sport fra den første dag, siger Freja.

Kæmper mod drenge

Storesøster Freja elskede sin nye sport, og den allerbedste at øve sig på var hendes lillesøster, Lærke. Hun måtte godt nok finde sig i at blive kastet en del rundt, men hun blev alligevel selv lige så vild med sporten, som hendes storesøster var, og det viste sig, at de to piger havde et kæmpetalent.

Ju-jutsu er en kampsport, og der er ikke ret mange piger i sporten. Freja kæmper i minus 70 kilo-klassen, lillesøster Lærke i minus 63, og de har begge kæmpet mod drenge, der jo har en væsentlig større muskelmasse end piger. Til gengæld har både Freja og Lærke en kæmpe styrke i deres hurtighed og teknik. De har vundet masser af kampe, men for dem handler det ikke kun om at vinde. Det handler også om kammeratskabet i klubben og følelsen af at være et forbillede for andre unge.

De elsker også deres sport, når de træner så hårdt, at de er ved at kaste op. De dage, hvor det hele er svært og synes umuligt, fortsætter de alligevel. Derfor bruger de det meste af deres vågne tid på træning og kampe.

– Vi er megastolte over at være kommet på landsholdet. Vi træner hver dag, og to gange om ugen er det enten i Ribe eller med landsholdet i Hillerød. Desuden er der rigtig mange stævner, man også skal deltage i, hvis man vil noget med sin sport, siger Freja.

En nervøs mor

Begge søstre er desuden under uddannelse. Freja læser til sygeplejerske og bor sammen med sin kæreste i Esbjerg. Lærke bor stadig hjemme hos forældrene i Bramming. Hun går på gymnasiet, men på grund af sporten er hun kommet under en særlig ordning, der gør, at hun kan tage sin uddannelse over fire år i stedet for de sædvanlige tre.

Søstrenes liv består faktisk mest af træning. Enten som frivillige for byens børn eller deres egen træning. De mødes i træningslokalet, så noget større familieliv med fælles middage og eller tid til afslapning med vennerne er der ikke meget af.

Heldigvis har de nogle forældre, der gerne gør alt for, at deres døtre kan dyrke deres sport.

– Uden økonomisk hjælp fra vores forældre kunne det ikke lade sig gøre at dyrke vores sport på så højt et plan, er pigerne enige om.

– Vi har et lille forbund, og når vi deltager i turneringerne, betaler vi selv for flybilletter, hoteller, opstillingsgebyr og selvfølgelig udstyret. Jeg har været så heldig at finde en sponsor, som støtter økonomisk, siger Freja, mens Lærke stadig er fuldstændig afhængig af forældrene, for der er ikke tid et fritidsjob ved siden af studier og sport. Deres forældre er heldigvis enige om, at det er døtrenes sport, der kommer i første række. Faktisk er ju-jutsu nærmest blevet en fælles interesse for hele familien.

– Vores mor er blevet medlem af ju-jutsuklubbens bestyrelse, og hele familien støtter os. Vi har vores forældre med så tit som muligt, men det er aldrig vores mor, der filmer eller fotograferer. Hun bliver altid så nervøs, når vi er i kamp, siger Lærke og Freja.

Det der med kvælertaget er jo, ifølge dem, heller ikke noget at blive nervøs over: – Det var jo faktisk min gode ven, der strangulerede mig, og vi var da lige gode venner for det bagefter, siger Freja.

De to har fået deres slag, blå mærker, og ben og arme, der er gået af led, men det hele er glemt, så snart kampen er overstået. Hvad det bedste er? Det bedste er at vide, at man er god til noget, siger Freja og Lærke.