De brokker sig i årevis

Vi er en flok veninder, som gennem mange år har set hinanden en gang om måneden. Vi snakker om det, der optager os, og særligt to i gruppen har ofte problemer med både mænd, job og børn.

Men det er, som om man taler for døve øren. De kan sidde og beklage sig i timevis, og selv om man råder til det ene og det andet, er det altid det samme, når vi mødes igen.

Nu gider jeg snart ikke spilde flere gode råd på dem, når de alligevel bare lader det gå ind ad det ene øre og ud ad det andet.

Er det mig, der er forkert på den? Skal vi bare tage de samme samtaler om og om igen? Eller kan man tillade sig at forlange lidt fremdrift, når nu man bruger tid på at tage stilling til det, de fortæller?

Har du nogensinde overvejet, om dine veninder deler deres fortællinger for at få luft og ikke for at få gode råd? Har du nogensinde overvejet at lytte for at forstå og ikke for at kommentere?

Og nej, man kan ikke forlange fremdrift. Man kan ikke forlange noget af andre, fordi de åbner sig op og fortæller om ting, de går og spekulerer over. Det kan godt være, du har gode råd, men det er okay ikke at følge dem. Det er en stor misforståelse, at vi altid tror, vi skal fikse andre, når de fortæller, hvordan de har det.

Lyt. Spørg. Spørg igen. Lyt endnu mere. Og hvis de finder frem til, at de gerne vil vejledes, så kan du komme med guldkornene.