Frivillig for en dag: Fast og åndelig føde

Fredag, 29. september 2023
Johan Isbrand
Foto: Privat
Fedag den 29. september er det Frivillig Fredag. I den anledning har Familie Journals redaktion været frivillige for en dag. Johan Isbrand besøgte Frelsens Hær.
Frivillig fredag

Jørgen, Ella, Lars og Ingelise er blandt de 15 personer, der jævnligt stiller deres frivillige arbejdsindsats til rådighed i forbindelse med Åbent Hus-arrangementerne i Frelsens Hærs Valby-korps.

Der er åbent hus hver tirsdag, onsdag og torsdag mellem klokken 10 og 14 for ældre og ensomme borgere, og arrangementet omfatter gratis frokost klokken 12 samt kaffe og kage. Frokosten er indrammet af en lille fællessang og en bøn.

Åbent Hus styres normalt af Tenna Jamrath, der er deltidsansat og ansvarlig for seniorarbejdet. Den dag, hvor jeg har meldt mig til at give en hånd med, har Tenna ferie, og korpsleder John Wahl har derfor taget over.

Derudover er en kok ansat på deltid til at tilberede frokosten, som i dag består af medister, stuvede ærter og gulerødder, kartofler og syltede rødbeder. Klokken cirka 9 mødes de frivillige til en kop kaffe og en snak.

Herefter går dagens arbejde i gang, og mens to frivillige dækker borde i korpsets fællesstue, hjælper jeg til med at forberede og halvere kartoflerne.

Frivillig Fredag

På fredag, 29. oktober, er det Frivillig Fredag. En dag, der opstod i 2011 som en del af det Europæiske Frivilligår, og som siden er blevet markeret hvert år den sidste fredag i september i Danmark.

Hvert år er der et nyt tema for dagen, som har til formål at hylde de mange frivillige og invitere flere ind i de mange gode frivillige fællesskaber. I år er temaet ”Frivillig Fordi’’.

 

I sommertiden er der som regel fuldt hus, idet samtlige 38 siddepladser i fællesstuen er optaget under frokosten. En håndfuld ekstra pladser kan dog uden problemer fremtrylles.

– Om sommeren er efterspørgslen stor, fordi mange tilsvarende steder i Københavnsområdet holder ferielukket. Sommeren kan være lang for en pensionist eller en psykisk syg person, der bevæger sig i små cirkler og ikke selv tager initiativ til at tage på udflugt. Mange af vores brugere har diverse begrænsninger at slås med. De færreste er dog så dårligt stillet, at de ikke selv ville have råd til frokost. Det er fællesskabet, de søger hos os. Og så smider de måske lidt penge i vores indsamlingsdåse. Pengene går til vores fadderskaber i Bangladesh, fortæller John.

Efter frokost får brugerne ofte en snak med medarbejderne om de problemer, der måtte presse sig på. Her vil de kunne blive henvist til de offentlige institutioner, der kan yde dem den relevante hjælp.