Jeg er enlig mor og har en datter på snart 19 år. Jeg har et godt job, vi bor fint, mangler ikke noget, men jeg er ikke ved muffen og har ikke ubegrænsede midler.
Min datter skal ud og rejse med nogle veninder, og hun har arbejdet hårdt for at skrabe pengene sammen. Hun har til billetten og til at leve, som man nu gør, når man er ung og rejser rundt. Sparsomt uden de store armbevægelser.
De to piger, min datter skal følges med på turen, kommer fra velhavende familier, og deres forældre har givet deres døtre hver 10.000 kroner med på turen, som de bare kan bruge af.
Det kan jeg ikke gøre for min datter, og jeg er heller ikke sikker på, jeg ville, hvis jeg kunne.
Men jeg får alligevel et anstrøg af ondt i maven, for hvordan kommer turen til at forløbe? Kan de to andre piger gå ud at spise og somme tider bo på et bedre værelse, end min datter har råd til? Vil hun blive efterladt, eller kommer hun til at leve på deres nåde, og vil de føle sig begrænsede, fordi min datter ikke kan følge med økonomisk?
Jeg synes, min datter har lagt et meget fornuftigt budget, og jeg er stolt af, at hun selv har sparet op, og jeg mener, at der er god læring i selv at betale, men det bekymrer mig alligevel.
Jeg kan godt give hende 3.000 kroner med på turen, men ved ikke, om jeg skal gøre det?
Du har selv unge mennesker omkring dig. Hvad ville du gøre?
En mor
Jeg ville gøre som dig. Være rigtig stolt af din datter og rose hende virkelig meget for selv at have sparet sammen og nok sende hende af sted med et lille tilskud eller en forvisning om, at hun kan ringe, hvis hun er helt på spanden.
Jeg ville desuden invitere rejsekammeraterne hjem til en middag inden deres afrejse og hjælpe dem med at forventningsafstemme. Hvordan ser de turen? Hvor meget bruger de på mad? Hvad skal det koste at overnatte osv.
10.000 ekstra er virkelig, virkelig mange penge. Det tror jeg ikke, særlig mange bare sådan lige kan hive ud af et budget.
Goderne er ulige fordelt i denne verden, og det lærer de unge også. Din datter er 19, næsten voksen og helt sikkert stor nok til, at man kan tage en åben og helt fornuftig snak med hende om, at I ikke har de samme muligheder som veninderne, og at du egentlig synes, det er ret fedt, at hun klarer det selv. Styrk hende i, at hun har gjort det godt ved at arbejde sig frem til sit mål.
Jeg håber, det er nogle søde piger, og at de får det godt sammen på turen. Du må opfordre hende til at fortælle, hvor mange penge hun har tænkt sig at bruge, og at hun vil holde sit budget. Det kan de andre piger måske også lære noget af.
Vi har ikke de samme betingelser i denne verden. Det vil man opleve mange gange, hvad enten man har meget eller lidt, og det er en fin erfaring at få.
Rigtig god tur til pigerne.
Kram fra Puk
Vi er tilflytterne, som ingen gider
Jeg vil gå til dans – min mand vil ikke
Vi smider alt for meget mad ud
Kan jeg bede dem blive væk?
Mormor kan ikke klare julemaden længere
Støtte til nye forældre
Veninden snakker for meget
Skal jeg sige nej til julefrokosten?