Hvorfor er det offeret, der skal flygte?

Lørdag, 9. december 2023
Af Puk Elgård.
Foto: Colourbox.
Læseren har et spørgsmål til et af Puks tidligere svar i brevkassen. Du finder det tidligere brev sammen med Puks svar nedenfor.
Spørgsmålstegn

Kære Puk

I Familie Journal nr. 41 skrev en bekymret mor til en datter med en voldelig kæreste. Du råder hende godt, men jeg forstår ikke, hvorfor datteren skal have en pakket taske og en plan over, hvordan hun skal forlade sin lejlighed.

Hvorfor er det altid den voldsramte part, der skal på flugt til f.eks. kvindehjem eller hjem til private?

I det nævnte tilfælde er lejligheden datterens, så det må vel dreje sig om at få den voldelige kæreste ud, og dér kan familien forhåbentlig hjælpe.

En mor

Kære En mor

Tak for et godt spørgsmål.

Når jeg anbefaler at have en ”flugtplan”, skyldes det, at jeg har arbejdet for en organisation, der rådgiver kvinder i voldelige forhold. Her anbefales det, at man er klar til at komme hurtigt ud ad døren, hvis det pludselig bliver farligt at være derhjemme.

Det betyder ikke, at man ikke kan komme tilbage, eller at man skal bo et andet sted for evigt og opgive alt det, man har. Men i en tilspidset situa­tion kan det være både farligt, umuligt og helt uoverskueligt at skulle smide en voldelig partner på porten.

Intet er nemt i sådan en situation, men det kan sommetider være en mulighed under påskud af noget andet at slippe væk fra hjemmet.

Når man så er ude og væk fra det farlige, begynder man at modtage hjælp fra forskellige instanser som rådgivere, advokater og politi. Hvad der sker herefter, er et miks af de løsninger der findes.

Så mit råd med flugtplanen er ikke langsigtet, men i første omgang for at komme væk.

Bedste hilsner fra Puk