Leif Sylvesters livshistorie: Ingen skulle bestemme over mig

Som ung tømrerlærling oplevede Leif Sylvester Petersen ved et uheld under en byggeopgave at styrte to etager ned, lande på ryggen og tilmed blive ramt af en bjælke i hovedet. Episoden førte til et sammenstød mellem ham og hans svend, hr. Bertelsen, der forlangte, at den forslåede lærling straks skulle fortsætte arbejdet, hvilket han nægtede.

– Han var en af de unge, ugifte jyder, som min mester, der selv var fra Jylland, havde for vane at hyre, og som var af den opfattelse, at de snottede københavnere skulle ned med nakken. Jeg tog hævn ved at sømme foret på Bertelsens læderjakke fast til væggen i skuret med tagpapsøm, så den blev flået i stykker, da han ville tage den på ved fyraftenstid. I forbindelse med en af de mange operationer, jeg har fået på mine ældre dage, opdagede lægerne i øvrigt, at jeg ved faldet havde fået brud på flere ryghvirvler, fortæller den 83-årige multikunstner.

Oplevelsen er gengivet i Leifs nye bog, ”Ama’rkaner”, der består af erindringsglimt fra hans barndom og ungdom – eller fra ”de første 19 år”, som der står forrest i bogværket.

– Men jeg tvivler på, at der kommer en fortsættelse. Det ville blive for omfangsrigt. Jeg har kun nedskrevet de situationer, jeg har kunnet se for mit eget indre blik. Ikke dem, jeg bare har fået genfortalt eller set fotografier af, fortæller han.

Leif voksede op på Amager som den ældste af tre drenge. Brødrene Kurt og Jørn var henholdsvis fem og 10 år yngre end ham. Kurt gik dog bort som 9-årig efter en alvorlig blind­tarmsbetændelse. Via bogens mange anekdoter får man som læser det indtryk, at den unge Leif Petersen – som han hed, inden han som voksen kunstner tog mellemnavnet Sylvester – har været lidt af en bandit, der snød og stjal, når han kunne slippe af sted med det.

– Det var jo i efterkrigstiden, og der var mangel på alt. Jeg røg allerede i en tidlig alder og skulle skaffe penge til smøger. Og så måtte jeg jo være opfindsom. Desuden havde jeg det med at eksplodere og lave numre, når andre ville bestemme over mig, og jeg ikke følte, jeg blev hørt.

Billedkunst og musik

Leifs egen far var en betydelig bidragyder til det konstante pres på sin førstefødtes skuldre.

– Han var snedker og ville gerne have, at jeg gik i hans fodspor. Han kunne lige se skiltet med ”Snedkermester Petersen & sønner” for sig over porten. Og det var ikke bare én eller to gange, men hver dag, at han pressede mig og kom med hentydninger. Det førte dog kun til, at jeg blev stædig. Jeg skulle ikke stå ved en høvlebænk resten af mine dage.

En dag kom en tømrermester, som Leifs far kendte, en tur forbi familiens kolonihave, og Leif lod sig overtale til at gå i tømrerlære. Faget var i hans bevidsthed forbundet med større frihed end snedkeriet. Men dybest set var det helt andre ting, han havde lyst til at lave.

– Lige siden barndommen har jeg været betaget af byens vægmalerier. Den slags brændte jeg efter at arbejde med, men det viste sig svært at få foden indenfor. I min læretid lavede jeg i øvrigt i fritiden nogle afrikansk inspirerede silhuetter af hoveder og figurer med store øreringe og strittende bryster. Den slags var meget på mode i den periode.

Desuden spillede musik en stadig større rolle i hans liv, og som trommeslager i diverse bands fik han efterhånden mange spillejobs. Han var dog splittet mellem jazz- og rockmusikken.

– Jazzen var min første kærlighed rent musikalsk, og jeg spillede sammen med gæve folk som Fessor alias Ole Lindgreen, der siden blev en af jazzens store kanoner. Men pigerne i jazzmiljøet var lidt kedelige i deres islandske sweatere og udtrådte sko. Så var der langt mere sus i skørterne, når der blev spillet rock og danset jitterbug. En ideel weekend var en med jazz om torsdagen og rock fredag og lørdag. Og da jeg senere begyndte at lave min egen musik, var det med påvirkninger fra både jazz, rock og gårdsangermusik.

Mødet med Clausen

Som udlært tømrer endte han alligevel med at blive ansat i sin fars firma, som dermed blev en snedker- og tømrervirksomhed. I samme periode blev han gift med ungdomskæresten Ingelise.

– Men det var et fængsel at arbejde for min far og tilmed være den i firmaet, der tjente mindst. Så jeg sagde op. Senere startede jeg min egen virksomhed og endte med at have 10 ansatte. Men min kunstneriske trang rumsterede i mig, og jeg begyndte at lave kunst i fritiden. I 1962 malede jeg mit første billede, som var et traditionelt stilleben. Jeg har det endnu.

I 1969 skete der afgørende ting i Leifs kunstneriske liv.

– Det år debuterede jeg på Kunstnernes Fællesudstilling. De medvirkende kunstnere havde et fællesmøde, og her var der en fyr, der pludselig rejste sig op og sagde nogle ting om kunst, som i mine ører lød rigtig fornuftige. Det var Erik Clausen.

Allerede dagen efter opsøgte han Erik i hans hjem på Amager udelukkende for at rose hans idéer og erklære sig enig i dem.

– Han inviterede mig indenfor, og fra den dag var vi ”forlovet” i årevis, griner Leif.

Der var altid politiske undertoner i makkerparrets udfoldelser. Deres første samarbejde var et ”billedcirkus” bestående af skulpturer og sære maskiner, som de stillede op på gaden som et bud på en ny, revolutionerende måde at udstille kunst på.

– Vi satte blandt andet en mikrofon og nogle højttalere op, og dermed var ”Folkets talerstol” opfundet. Meningen var at give folk mulighed for at synge, holde taler og optræde for hinanden. Men ofte stillede de sig bare op og spurgte ind i mikrofonen: ”Hvornår begynder det?”

Duoen udviklede på deres koncept, som blev til ”Clausen & Petersens gadecirkus”.

– Det var her, vi udviklede vores faste figurer. Erik var den smarte arbejdsgivertype, Charles Johansen, og jeg var drengen fra stenbroen, Ib Sylvester, der blandt andet pustede ild og stak lange søm i næsen. Det skete vel at mærke sideløbende med, at jeg var tømrermester. Jeg bildte engang en kunde ind, at jeg skulle videre til noget arbejde. Kort efter stod jeg sammen med Erik og lavede cirkus på gaden. Senere samme dag mødtes jeg igen med kunden, som sagde til mig: ”Du skulle have set et gadecirkus, jeg oplevede for lidt siden. Det var helt vildt!”