Lige fra hjertet: Brudens mor holdt mig udenfor

Jeg ville ønske, jeg kunne sige, at jeg udelukkende glædede mig på Maries vegne, da hun kom og fortalte os, at hun var blevet forlovet. Sandheden var dog, at jeg straks gruede for, hvordan hendes mor ville opføre sig.

Sanne havde aldrig gjort sig den ulejlighed at lægge skjul på, hvor lidt hun brød sig om mig. Selv om det efterhånden var mere end 20 år siden, at hun og Torben var gået fra hinanden, bar hun stadig nag.

Marie og hendes søster Caroline var stadig bare små piger, da jeg kom ind i deres fars liv. Et par år forinden var han blevet skilt fra deres mor, som de var blevet boende hos. Marie gik stadig med ble dengang, og hendes storesøster skulle til at begynde i skole.

Begge piger skulle lige se mig an i begyndelsen, og selv om Caroline og jeg aldrig blev rigtigt tætte, fik jeg med tiden et nært forhold til Marie.

Hun var sådan en herlig størrelse, og på det tidspunkt havde jeg endnu ikke selv fået børn, så jeg kastede al min kærlighed på de to små piger i de weekender, hvor de var hos deres far.

Jeg overøste Marie og Caroline med opmærksomhed, og Marie elskede det, mens hendes storesøster havde sine forbehold.

Jeg var ikke så naiv, at jeg ikke kunne regne ud, hvor hun havde fået dem fra, og jeg måtte bide mig i tungen for ikke at sige noget til Sanne, når hun kom for at hente dem.

Jeg havde nok på fornemmelsen, at det netop var, hvad hun håbede på, at jeg ville gøre, og den tilfredsstillelse ville jeg ikke give hende. Og som årene gik endte Caroline alligevel med at acceptere mig. Måske fordi det gik op for hende, at jeg ikke var så slem, som hendes mor havde forsøgt at overbevise hende om, og det var nok for mig.

Marie var det helt anderledes med. Hver anden weekend, når hun blev sat af ved vores kantsten, stormede hun op ad indkørslen og direkte ind i min favn, og jeg kunne ikke have holdt mere af hende, om hun så havde været min egen.

Jeg har aldrig været ude på at overtage hendes mors rolle, men som årene gik, blev vi tæt knyttet, og jeg er ikke i tvivl om, at det gjorde ondt på Sanne, hvad jeg vel egentlig altid godt har kunne forstå.

Også derfor så jeg mellem fingre med de spidse kommentarer, der i stigende grad faldt fra hende, når Marie blev hentet og bragt, ligesom jeg forsøgte at tælle til 10 og bevare roen, når hun insisterede på, at jeg ikke måtte komme med til danseopvisninger, skoleafslutninger og andre små milepæle i pigernes liv.

Af samme grund havde jeg mine bange anelser, nu hvor hendes yngste datter skulle giftes.

Brylluppet skulle stå i den lille landsbykirke, som Marie og Caroline begge var blevet døbt i. Sanne boede i gåafstand fra kirken og tilbød straks at lægge hus og have til den efterfølgende reception.

Marie var ikke til at skyde igennem, da hun fortalte om alle planerne for den store dag. Hendes mors generøse tilbud havde givet tiltrængt luft i budgettet, så hun og Kevin i stedet kunne spare op til bryllupsrejse og hus.

Efter vielsen skulle vi således spadsere fra kirken og hjem til hendes mor, hvor der ville være sat telt op i haven med langborde og en lækker buffet, som blev leveret udefra. Hendes mor havde ovenikøbet tilbudt at betale for maden, fortalte hun.

Sikkert fordi hun vidste, at Marie ellers ville have bedt mig om at lave den, tænkte jeg, men jeg valgte ikke at sige det højt.

Marie havde altid holdt af min mad, og jeg arbejdede som kantinekok, så jeg havde godt styr på det med at lave mad til mange mennesker. Faktisk havde jeg mødt Torben, da jeg fik arbejde i kantinen på den fabrik, hvor han var ansat.

Sannes tilbud lød næsten for godt til at være sandt, og det var det selvfølgelig også. Invitationerne var således kun lige blevet sendt ud, da Sanne gjorde det klart, at hun ikke selv havde tænkt sig at deltage, hvis jeg skulle være med. Hverken i kirken eller til den efterfølgende reception.

Det overraskede mig sådan set ikke, at hun kunne finde på at sige sådan. Det, der overraskede mig, var, at hun var villig til at sætte sin yngste datters glæde over styr.

– Hvordan har hun tænkt sig at udeblive, når hun selv er vært? spurgte jeg hovedrystende min mand. Jeg havde haft en såret og forvirret Marie i røret den halve formiddag, og det gjorde ondt på mig.

– Det har hun da heller ikke, hun bluffer bare, sagde Torben. Han havde altid håndteret sin ekskones påfund med en ophøjet ro, som jeg misundte ham. Sanne havde lov til ikke at synes om mig, men behøvede hun at være så åbenmundet omkring det?

Jeg sagde til ham, at jeg virkeligt håbede, at han havde ret.

Inderst inde havde jeg svært ved at se, hvad hun håbede på at opnå med sin opførsel, men mest af alt bekymrede jeg mig for, hvad det gjorde ved Marie. Fra den ene dag til den anden holdt hun op med at glæde sig, og begyndte i stedet at grue for, hvordan dagen skulle forløbe.

Jeg vidste, at det var vigtigt for hende, at hendes mor var med til brylluppet, og i telefonen havde jeg da også tilbudt hende at blive væk, men det ville hun ikke høre tale om.

Heller ikke, da jeg senere ringede tilbage og foreslog hende, at hun og jeg kunne spise morgenmad sammen på den store dag, så jeg kunne se hende i hendes smukke kjole, inden det hele rigtigt gik løs. Jeg forsøgte at lyde, som om jeg havde det fint med den løsning, selv om det langtfra var tilfældet.

Det ville have været en underdrivelse at sige, at jeg ville være ked af at gå glip af at opleve hende sige ja til Kevin. Han var kommet ind i familien som et friskt pust tre år forinden, og han var lige så lattermild og kærlig som hun. De passede godt til hinanden.

– Jeg vil have, at du skal være der, Karen, sagde Marie til mig med en sådan overbevisning, at jeg fik en klump i halsen.

Da der kun var en måned til brylluppet, skrev jeg et brev til Sanne, hvori jeg spurgte, om ikke vi skulle begrave stridsøksen. Jeg spurgte også, om hun ikke, for Maries skyld, ville genoverveje sin beslutning, men brevet forblev ubesvaret.

Et par dage før brylluppet trådte Torben i karakter. Han ringede til sin ekskone og talte med store bogstaver, og bagefter kunne jeg forstå på ham, at jeg åbenbart ville være velkommen alligevel. Så langt, så godt. Nu håbede jeg bare, at hun ikke ville lave en scene på selve bryllupsdagen.

Men jeg kunne have sparet mig mine bekymringer, for Sanne dukkede op til vielsen som lovet, og der var næsten ingen sure miner fra hendes side.

Godt nok gjorde hun et stort nummer ud af at vælge bænken bag vores, selv om det naturlige ville have været at sidde på forreste række sammen med os, og da vielsen var forbi, fik hun pludselig travlt med at nå hjem til sig selv før resten af selskabet.

Da vi nåede frem og ledte efter vores pladser i teltet, forstod jeg hvorfor. Hun havde flyttet rundt på bordkortene, så jeg var endt med at sidde helt op ad teltflapperne ved indgangen – så langt væk fra brudeparret som muligt!

Torben blev vred, da han opdagede det, men jeg sagde til ham, at han skulle lade som ingenting. Hvis hun troede, at hun kunne ødelægge mit humør, så måtte hun tro om igen. Jeg var bare glad for at være med.

Jeg tog et glas champagne og skålede med de nærmeste. Jeg var efterhånden ved at blive småsulten og så mig om efter noget at spise, men der var intet spor af de fade med kager og småhapsere, som jeg vidste var en del af den menu, Marie og Kevin havde valgt.

Jeg så mig omkring og fik øje på Sanne. Hun stod og vred sine hænder. Jeg kunne se på hende, at noget var galt. Så gik hun over til min mand, trak ham til side og hviskede noget til ham. Nu blev jeg nysgerrig.

– Maden er ikke blevet leveret, sagde Torben, da jeg nåede hen til dem.

Sanne ringede til restauranten, der skulle levere maden, og de beklagede mange gange, men der var altså sket en fejl i deres bookingsystem, og de havde taget fejl af datoerne.Jeg kunne se på Sanne, at hun var lige så lamslået som jeg. Der lå ikke så meget som et pizzeria i landsbyen, og vi stod med 55 gæster, som ikke havde spist siden før vielsen.

– Hvad gør vi nu? spurgte hun, og denne gang var hendes spørgsmål henvendt til mig.

Jeg kunne ikke lade være med at notere mig det lille ”vi”. Hun havde ignoreret mig hele dagen, men når det hele brændte på, var jeg tilsyneladende god nok alligevel. Jeg trak på skuldrene, selv om jeg udmærket vidste, hvad hun fiskede efter.

– Er der ikke noget, du kan gøre, Karen? spurgte hun så.

Hun måtte sluge sin stolthed for at få de ord over sine læber, vidste jeg, og det var tydeligvis ikke nemt for hende. Men sandheden var, at hun slet ikke havde behøvet at spørge. Jeg ville gøre hvad som helst for Maries skyld, og det helt uden at tryne Sanne for det, sådan som hun uden tvivl selv ville have gjort det, hvis situationen havde været omvendt.

Jeg gik straks i gang med at ringe til et par gode kolleger, som jeg vidste ville smide, hvad de havde i hænderne, for at hjælpe os.Torben og Sanne fik en indkøbs-liste af mig og kørte til det nærmeste supermarked, mens jeg gik i gang med at forberede, hvad jeg kunne, i Sannes køkken.

Knapt halvanden time senere kunne vi stille de første fade ud på buffeten, og Sanne virkede oprigtigt taknemmelig, da vores blikke mødtes over en hastigt sammen-slynget pastasalat.I det øjeblik vidste jeg, at hun satte pris på, at jeg var der, og selv om hun aldrig så meget som sagde tak, var det, som om, at noget langt om længe ændrede sig mellem os.

Det blev ganske vist ikke det luksusmåltid, som Marie og Kevin oprindeligt havde bestilt, men det smagte godt, og alle blev mætte.

Festen efterfølgende var også god, og jeg kunne mærke, at der var kommet en form for tillid mellem Sanne og mig, hvor der før kun havde været kold luft. Jeg vil ikke ligefrem påstå, at vi er blevet tætte sidenhen, men nu opfører hun sig ordentligt over for mig, og det er al den tak, jeg behøver.