Raglansweater

Tirsdag, 26. december 2023
Opskrift og foto: Permin.
Lys vintermørket op med strik i skønne farver. Her får du opskriften på en vamset sweater, der strikkes på tykke pinde i flerfarvegarn med afstemte nuancer.
raglansweater

Strikkeopskrift på raglansweater:

Størrelse: S (M) L (XL)

Passer brystmål: 85 (95) 105 (115) cm

Overvidde: 95 (104) 114 (124) cm

Hel længde: 47 (50) 53 (56) cm

Ærmelængde: 65 (65) 66 (66) cm (fra halskant)

Garn: Kamelia og Bella Color

Garnforbrug:

Kamelia: 4 (4) 5 (6) ngl fv. 18 beige

Bella Color: 3 (3) 4 (4) ngl fv. 64 grøn/gylden

Vejledende pinde: Rundp 10 mm (60 cm) og rundp 9 mm (40 cm), strømpep 10 mm

Strikkefasthed: 11 m x 14 p glatstik med 1 tråd Kamelia & 1 tråd Bella Color på p nr. 10 = 10 x 10 cm

Forkortelser: r = ret, vr = vrang, m = maske, p = pind, arb = arbejdet, tr = tråd, sm = sammen, omg = omgang, dr = drejet, MM = maskemarkør

Sådan gør du:

Info: Sweateren strikkes oppefra og ned i glatstrik med 1 tråd Kamelia & 1 tråd Bella Color holdt sammen.

Udtagninger:

1 m før MM: Løft lænken op mellem m med venstre p bagfra, og strik m r.

1 m efter MM: Løft lænken op mellem m med venstre p forfra, og strik m dr r.

Indtagninger:

Før MM: Strik til 3 m før markør, tag 1 m løs af, 1 r, træk den løse m over.

Efter MM: Strik 1 r, 2 r sm.

Bærestykke: Slå 60 (60) 60 (64) m op på p 9 mm med 1 tr Kamelia holdt sammen med 1 tr Bella color.

Strik 4 omg rundt i glatstrik, og inddel på sidste omg arb med 4 MM således: MM, 8 (8) 8 (9) m (ærme), MM, 22 (22) 22 (23) m (bagstykke), MM, 8 (8) 8 (9) m (ærme), MM, 22 (22) 22 (23) m (forstykke).

Skift til rundp 10 mm, og tag på næste omg ud til raglan på hver side af MM. Tag ud på hver 2. omg i alt 13 (15) 16 (18) gange på kroppen og på hver 4. omg 2 gange på ærmerne og derefter på hver 2. omg 9 (11) 12 (14) gange på ærmerne = 30 (34) 36 (41) (ærme) og 48 (52) 54 (59) m (for- og bagstykke), i alt = 156 (172) 180 (200) m. Arb måler fra skuldrene ca. 22 (25) 27 (30) cm. Mangler der noget i højden, strikkes et par omg mere uden udtagninger.

Lad ærme-m hvile på en maskeholder, mens kroppen strikkes færdig.

Krop: Slå 4 (5) 9 (9) m op under hvert ærme (= 104 (114) 126 (136) m), og strik rundt, til sweateren måler 22 (22) 23 (23) cm fra ærmegabet eller 44 (47) 50 (53) cm fra skulderen (eller ønsket længde).

Skift til p 9 mm, og strik 4 omg glatstrik (ca. 3 cm). Luk løst af.

Ærmer: Saml med 1 tr Kamelia og 1 tr Bella Color de hvilende m til ærmet op på strømpep 10 mm, og saml 4 (5) 9 (9) m op over de opslåede m = 34 (39) 45 (50) m.

Strik rundt i glatstrik, og sæt en MM i omg’s start midt under ærmet. Tag 1 m ind på hver side af MM på hver 10. (8.) 7. (6.) omg i alt 4 (5) 6 (7) gange = 26 (29) 33 (36) m.

Strik, til ærmet måler ca. 43 (40) 40 (37) cm fra ærmegabet eller til ønsket længde (hele ærmet fra halsen måler ca. 65 (65) 66 (66) cm). Luk lidt fast af.

Strik det andet ærme på samme måde.

Montering: Hæft ender.

raglansweater