Danmarks største tarmnørd. Dét kaldes Tine Jørgensen, der har en kandidatgrad i klinisk ernæring og er ekspert i mave-tarm-lidelser.
Og navnet tager Tine Jørgensen som et kompliment. For hun elsker sit fag og deler gerne ud af sin viden til den store gruppe af danskere, der døjer med maven.
- Næsten alle har noget med fordøjelsen. Der er ikke langt mellem personer, der enten selv har problemer eller kender en eller flere, der har. Det er nødvendigt at sætte fokus på fordøjelse, fordi den betyder utrolig meget for vores velvære og helbred, siger Tine Jørgensen, der er aktuel med bogen “Fix din fordøjelse”.
Tine Jørgensen har en kandidat i klinisk ernæring og er specialist i mave-tarm- lidelser med fokus på, hvordan kost og livsstil kan forebygge og indgå i behandlingen af dem.
Hun afhjælper mange typer af fordøjelsesproblemer i Roots Clinic i København.
I januar udgav Tine Jørgensen og kogebogsforfatter Jane Faerber bogen, “Fix din fordøjelse”, på Politikens Forlag.
Forstoppelse er et sikkert tegn på, at din fordøjelse er i udu. Når du er forstoppet, har du svært ved at komme af med afføring, som typisk er hård og træg, og du går ikke regelmæssigt på toilettet:
- Har du afføring hver anden dag eller sjældnere, er det efter min mening tegn på forstoppelse. De fleste vil nok føle sig forstoppede, hvis de ikke kom på toilettet på daglig basis, siger Tine Jørgensen.
Er du forstoppet, og virker de gængse råd om at spise fiberrigt, drikke nok vand og være aktiv ikke, kan det være, du skal se ud over dit indtag og aktivitetsniveau. Måske er du forstoppet, fordi har du et nerveproblem i tarmen, som hænger sammen med din mentale tilstand.
Din tarm har nemlig sit eget nervesystem, som via den særlige vagus-nerve er forbundet med centralnervesystemet i din hjerne. Vagus kobler til alle fordøjelsesorganer og sørger for, at du kan bevæge tarmene, og at de rigtige signaler sendes frem og tilbage mellem “stationerne”.
Når du føler angst, er stresset eller deprimeret, går du i en fight or flight-tilstand, og den påvirker vagus negativt ifølge Tine Jørgensen:
- Når du stresser, reagerer din hjerne primalt. Den lukker ned for fordøjelsen, som jo ikke er et spørgsmål om liv eller død, og sørger først og fremmest for at forsyne hovedet og de store muskelgrupper med blod, så du kan tænke og bevæge dig.
Tine Jørgensen fortæller, at mindst halvdelen af de forstoppede klienter, hun hjælper i sin klinik, er påvirkede på netop deres nervesystem.
- Du behøver ikke have haft et stressammenbrud for, at det sker. Du kan “bare” have glemt at trække vejret dybt ned i maven gennem længere tid. Det er nyt for mange, at stress påvirker vores tarmsystem, og at der faktisk ikke skal ret meget til, siger Tine Jørgensen.