Jeg elskede virkelig at være oldfrue

Mandag, 18. maj 2015
af Jannie Lykke Øberg, foto: Henrik Bjerg
I knap to årtier var det Grethe, der sørgede for, at alt var rent og ryddeligt for toppen af Danmark. Få oldfruens bedste rengøringstips

Først styrede hun med fast hånd statsministerens ejendom, Marienborg, senere fik hun dagligt dronning Ingrids hjem i Gråsten til at skinne.

Vind Grethes bog Oldfruens husholdningsråd med sjove anekdoter og praktiske rengøringstips.

I 1983 flyttede hun sammen med sin mand John til tjenesteboligen ved Marienborg, hvor John skulle være slotsgartner. Men efter et par år fik Grethe en forespørgsel fra statsminister Poul Schlüters kone, Lisbeth.

- Hun skulle høre, om jeg ville være oldfrue. "Nej, det kan du lige tro, jeg ikke vil," fløj det ud af mig. Jeg turde simpelthen ikke med alle de store biler og vigtige mennesker. Men da jeg så kom ned i huset til John, sagde han, jeg skulle sige ja, siger Grethe.

Jobbet som oldfrue

- Jeg vidste, at Grethe ville være den bedste til det. Hun elsker at arrangere og holde orden. Det ligger simpelthen i generne på hende, siger John. Og han fik så ret.

- Jeg har aldrig fortrudt, at jeg sagde ja. Det er det bedste job, jeg nogensinde har haft, og jeg må ærligt sige, det har fungeret uden problemer, siger Grethe.

Læs også om 93-årige Bente, der gør noget helt særligt for sine syriske naboer

Som oldfrue stod hun for alt det praktis­ke på Marienborg. Hun dækkede borde, når der skulle holdes møder. Sørgede for, der var rent og pænt, hvis Statsministerparret eller andre gæster kom på besøg. Hun bestilte menu, vine og hidkaldte sine serveringspiger.

Som oldfrue har hun mødt mange store personligheder i sit virke, men kun én person har gjort hende rystende nervøs.

Dronningen kommer

- Vi skulle have besøg af dronning Margrethe til frokost. Det var frygteligt. Jeg havde det virkelig skidt, men Lisbeth Schlüter sagde, jeg sagtens kunne klare det. Så da kronebilen kørte op foran huset, sagde hun først, jeg skulle slappe af, og sekundet efter, at hun skulle tisse. Så stod jeg der helt alene og skulle tage imod dronningen. Hun gjorde det helt med vilje, griner Grethe.

Læs om Allberte, der med tal ændrede sit liv fra at være trist til en kæmpe succes

Om det er dronning Margrethe, der har fortalt sin mor om det velfungerende slotspar, Grethe og John, vides ikke. Men nogle år senere blev de i al fald kontaktet af kongehuset, som tilbød dem at blive slotsgartner og oldfrue hos dronning Ingrid på Gråsten Slot. De takkede ja.

Oldfruens bedste rengøringstips

1. Lad være med at investere i dyre rengøringsprodukter, men hold jer til eddike, universalrengøring og bagepulver. Brug 1 spsk. bagepulver til køkkenvasken, som gnides rundt med en våd klud - lidt ekstra ved afløbet - og din vask bliver skinnende ren.

2. Vatpinde kan bruges til mange ting, blandt andet rengøring af stikkontakter. Lav en blanding med brun sæbe. Kom tape over hullerne, så du ikke får stød, og brug så vatpindene til at komme godt rundt i kanterne.

Læs om Patricia, der fik mulighed for at give sin søn en konfirmationsfest

3. Makeupbørster er helt uundværlige i rengøringen. De er perfekte til at fjerne støv fra plisserede lampeskærme, men kan også bruges til nips. Tandbørster kan også anvendes i små kroge og huller.

4. Puds dine vinduer med sprinklervæske. Det giver ikke striber, og dine ruder bliver skinnende rene. Men husk, det er altafgørende med en god skraber med blød gummi.

5. Danskvand til pletter er et vidundermiddel. Dup det på, mens pletten er frisk. Rådet fik jeg af dronning Margrethe, som engang spildte på sin kjole. Da jeg kom med det brusende vand, udbrød hun: "Nu er det vel ikke med citron? Så bliver man så sur."


Psst! Kunne du tænke dig at få fingrene i Familie Journals hæfter med lækre Lavkarbo-opskrifter? Køb dem som PDF i Familie Journals shop!

Kun 20,- per stk.


Lad dig inspirere til nem og lækker aftensmad på 15-20 min