Min ven røbede min hemmelighed

Jeg er en mand på 34 år. For cirka fem år siden brød jeg kontakten med en ven, som jeg har kendt, siden vi var børn. Vi har brugt utallige af timer sammen, og vores venskab var helt unikt; jeg har faktisk svært ved at beskrive, hvor tæt vores venskab var, og hvor meget han betød for mig.

Vi snakkede og skrev sammen hver dag og var sammen flere gange om ugen. Jeg var ikke et sekund i tvivl om, at vi kunne stole på hinanden, uanset hvad der måtte komme mellem os. Af den grund delte jeg noget meget personligt med ham, noget jeg aldrig før eller siden har delt med andre.

Desværre finder jeg ud af, at min ven alligevel vælger at dele min personlige, ekstremt intime hemmelighed med en tredjepart, og da jeg konfronterer ham, nægter han i første omgang og siger, at han er skuffet over, at jeg kunne tro det om ham.

Men han var den eneste, der vidste det, så jeg spørger ham igen, denne gang noget mere konfrontatorisk, og så indrømmer han, men kan ikke forklare, hvorfor han svigtede min tillid.

I det sekund, han indrømmede, mistede jeg alt for ham. Om aftenen skrev jeg kort til ham, at jeg aldrig før var blevet så dybt skuffet og ked af en andens persons handling, og at han aldrig skulle kontakte mig igen.

Det har han dog forsøgt utallige gange, via breve, beskeder og opkald, hvor han undskylder og beder om min tilgivelse. Jeg har dog aldrig besvaret hans henvendelser.

Min familie siger, at nu burde jeg kunne tilgive ham, og at jeg ikke skal gå i for små sko. Det skal siges, at ingen i min familie kender og vil komme til at kende til min hemmelighed.

Har min familie ret? Bør jeg tilgive og lukke ham ind i mit liv, selv om jeg inderst inde ikke har lyst?

Blot for at komme eventuelle misforståelser i forkøbet, så skylder jeg at sige, at min hemmelighed ikke er i strid med loven, men blot en meget intim og personlig hemmelighed.

Tak for at nævne, at din hemmelighed ikke er kriminel. Somme tider får vi ting at vide, som vi er nødt til at handle på, hvis folk har begået noget ulovligt. Men det er ikke tilfældet her.

Det er faktisk helt ufattelig få mennesker, der kan holde 100 procent tæt. Så mange falder for samme fristelse, som din ven gjorde. Der er dem, der mener, at sladder og hemmeligheder er en slags kapital og sammenhængskraft, som giver status, hvis man kan fortælle noget videre, ingen andre ved.

Nogle mener, at sladder begyndte, da vi fik sprog, og at de fortællinger, man delte, var med til at udvikle det samfund, vi har i dag. Ved at tale om hvad andre gjorde, fik man selv erfaring og viden. Hvis det er sandt, er sladder åbenbart et ældgammelt instinkt, der kan friste os alle.

Men jeg synes, din ven svigtede dig. Han burde have holdt på din hemmelighed. Jeg kan godt forstå, du er skuffet.

Jeg kan ikke fortælle dig, om du skal genoptage kontakten. Du skal stille dig selv nogle spørgsmål. Savner du ham? Kan du tilgive ham? Hvordan ville det føles at lukke ham ind i dit liv igen? Ville mistilliden hele tiden være til stede, eller ville du kunne slå en streg over det?

Du skal også prøve at finde ud af, hvor du står, efter din hemmelighed er blevet delt. Er du okay? Var det mindre slemt, end du havde forestillet dig, at andre vidste det om dig? Eller er det værre? Er du kommet videre nu, og er der flere, der kender til din hemmelighed nu end for fem år siden, da din ven løb med sladder?

Der kan ske meget på fem år. Du må grave dybt i dig selv og finde ud af, hvad du vil. Hvis du ikke vil have ham tilbage i dit liv, så giv ham besked. Sig til ham, jeg tilgiver dig, men vi kan desværre ikke være venner mere. Så er den lukket, og så behøver han ikke komme med hatten i hånden.

Vi begår alle fejl, og når vores tillid bliver svigtet, er det en personlig sag, om man kan klinke skårene.

Jeg håber, du kan mærke, hvad der er bedst for dig.