Anja var lægesekretær: Nu kører jeg lastbil

Scania S520, V8.

Det er navnet på den lastbil, Anja Michaelsen næsten hver dag kører fra havnen i Kalundborg til f.eks. Nettos varelager i Køge eller Coops varelager i Brøndby. Det har hun gjort i to et halvt år – og hun elsker det.

– Jeg har altid været fascineret af store maskiner, og jeg føler mig tryg, når jeg sidder bag rattet og kigger to meter ned på bilisterne, siger Anja på 54 år.

Hun arbejder som terminalchauffør for Brdr. Kjeldahl, der dyrker frugt og grønt på Samsø, og den lastbil, hun kører i, er en såkaldt trækker/trailer. Den er 16,5 meter lang, fire meter høj, 2,5 meter bred og vejer fra 14 til 50 ton. Det er altså ikke småting, Anja manøvrerer rundt med i byer og på lande- og motorveje.

– I begyndelsen havde jeg svært ved at bakke med lastbilen, men nu er det nemmere. Selv om jeg stadig har dage, hvor det ikke lykkes i hverken første eller anden omgang, siger Anja.

Vi sidder i hendes hjem i Kalundborg. Hun har fri i dag, fredag, til gengæld skal hun op klokken to i nat, så hun kan køre lastbilen fra havnen omkring kl. tre.

– Hvis jeg går i seng senest klokken 18, går det fint med at komme op og i gang. Jeg har generelt meget energi, men i lastbilen falder jeg til ro og kan lade tankerne flyve. Og jeg kan godt lide friheden, og at jeg langt hen ad vejen selv kan tilrettelægge min arbejdsdag.

Ud af det blå

Anja er udlært lægesekretær og har i 14 år arbejdet på sygehuse på Sjælland. Senest var hun en del af en akutmodtagelse i lidt over to måneder.

– Jeg tænkte hurtigt, det her, dét holder jeg simpelthen ikke ud. For det første var ledelsen pivringe. Jeg oplevede ingen forståelse for det store arbejdspres, mine kolleger og jeg arbejdede under. For det andet gik der sladder og fnidder i den blandt lægesekretærerne, og det magtede jeg ikke at være en del af, siger Anja, der skrev sin opsigelse efter en konflikt, der endte med en samtale på chefens kontor.

– Jeg kunne overhovedet ikke genkende det, der blev sagt om mig. Så jeg spurgte min mand, om han mente, vi kunne klare os økonomisk, hvis jeg var på dagpenge i en periode. Det kunne vi heldigvis.

Anja kiggede først efter administrative job, men de muligheder, der var i lokalområdet, sagde hende ikke noget, og så opstod tanken om at slå ind på en helt anden kurs.

– Jeg ved ikke, hvor idéen om at blive lastbilchauffør kom fra, men arbejdsmæssigt fungerer jeg bedst med en fri jargon, og hvis der ikke er en overvægt af kvinder, siger Anja, der med et glimt i øjet kalder sig selv en ”strid kost”.

I forbindelse med sit dagpengeforløb tog Anja stort kørekort, så første skridt mod det brancheskifte, hun ønskede sig, var taget.

– Første gang, jeg satte mig op i en lastbil, tænkte jeg: ”hold da op!”. Jeg havde aldrig kørt i andet end en personbil. Min debut var derfor … spændende. Lad mig sige det sådan!

Trods manglende erfaring og nervøsitet fik Anja kørekortet i hus i første hug. Det gav hende så meget blod på tanden, at hun også tog ”hængerkort” (CE-kørekort), så hun nu også må køre godstransport med anhænger.

– Jeg må faktisk køre med det hele. Undtagen noget, der kan trække vejret selv, eller noget, der giver selvlysende børn, smiler Anja.

På rette hylde

Anja havde ikke den store tiltro til, at hun ville få et job som lastbilchauffør med det samme. For – som hun selv siger – dengang var hun en 51-årig kvinde med nyerhvervet kørekort og nul erfaring.

Men heldet var med Anja, der i sommeren 2021 fik jobbet som terminalchauffør hos Brdr. Kjeldahl.

– Inden jeg sendte min ansøgning, var jeg nødt til at ringe og spørge, hvad ”terminalchauffør” betød. Det viste sig at være en chauffør, der kører fra A til B. Spørgsmålet siger lidt om, hvilken chance min chef tog ved at ansætte mig, siger Anja.

Da hun var fem dage inde i sin ansættelse, fik hun igen brug for at ringe til sin chef. Hun havde nemlig taget fejl af højden på en tankstations tag – og var braget lige ind i det!

– Jeg lavede et kæmpe hak i taget og det højre rotorblink på taget af trækkeren faldt af. Jeg gik i panik og tænkte straks, nu får jeg skældud og bliver fyret. Men min chef sagde: ”Rolig nu. Der er jo ingen døde eller sårede”. Dér vidste jeg, at jeg var endt på den rette hylde!

Anja kalder ikke sig selv et naturtalent, men viljestyrke og mange timer bag rattet har gjort hende mere rutineret. Nu kommer der ikke længere meldinger i displayet om, at koblingen er overbelastet, fordi hun har brugt 20 minutter på at bakke til en lagerport. Det er også længe siden, at andre chauffører har sat sig til at småsove i deres lastbiler, mens de venter på at kunne komme til eller forbi.

– Jeg trives godt som lastbilchauffør. Jobbet er mere roligt og forudsigeligt end mit gamle job som lægesekretær, og jeg har ikke noget imod mit eget selskab. Bliver det for kedeligt, ringer jeg til min mand eller en veninde. Eller skruer op for musikken og synger med – og glæder mig over, at der ikke er nogen til at brokke sig over hvor falsk, jeg synger.

Få høns i kurven

Selv om flere og flere kvinder bliver lastbilchauffører, er der i dag kun lidt over to procent. Det viser tal fra Danmarks Statistik, og det overrasker ikke Anja. Begge gange, hun tog lastbilkørekort, var hun i stærkt undertal, og det er sjældent, hun kan vinke til en kvindelig kollega, når de er på dækkene.

Den skæve kønsfordeling oplever hun som en fordel.

– Mine kolleger hjælper og guider altid gerne uden at tage over. Jeg har faktisk kun oplevet én mand være ubehagelig. En lagermedarbejder mente, jeg hentede de forkerte paller, og da jeg modsagde ham, blev han nedladende. Den dag var min egen mand tilfældigvis med mig på job, og så begyndte lagermedarbejderen at tale til ham. Så sagde jeg: ”Hør lige her, makker. Det er MIG, der er chauffør på bussen, ikke ham. Han er ikke engang ansat i firmaet”. Den slags gider jeg ikke.

Hun medgiver, at chauffør­livet ikke er for alle, men at skifte arbejdskurs, også midt i livet, vil hun gerne anbefale.

– Trænger du til luftforandring, er det så ikke bedre at gribe chancen nu i stedet for at fortryde om fem, 10 eller 20 år? Jeg er selv typen, der springer ud i noget nyt og tager eventuelle konsekvenser bagefter. Derfor er jeg glad for mottoet: ”Det har jeg ikke prøvet før, så det kan jeg nok godt finde ud af”.

Læs også om Christine Antorinis skifte fra direktør til sygeplejerskestuderende