På loppejagt: Et marked, der er svært at slippe 

”ALT ER TIL SALG”

Sådan står der med store blokbogstaver på skiltet foran et kræmmertelt midt på pladsen i Middelfart, hvor Lillebælt Marked for 31 år siden blev holdt for første gang.

En ældre mand stikker forsigtigt hovedet ind gennem teltåbningen og spørger den kvindelige kræmmer:

– Tør man gå herind? Eller risikerer jeg så at blive solgt?

– Tja, dig skulle vi vel nok kunne få et eller andet for, griner kvinden og spørger kækt: – Kan du støvsuge?

– Ja, svarer manden prompte, idet han modigt begiver sig ind i teltet. – Men kvaliteten modsvarer jo prisen, så du kan nok ikke få det store for mig, griner han, inden han kaster sig over en samling lopper på det nærmeste bord.

Gennem markedets små græsgader høres forskellige sprog fra både mere nordlige og sydlige lande. Men på trods af de mange internationale besøgende er der dog en markant dominans af den fynske dialekt, når man bevæger sig gennem standene.

Det virker da også, som om alle støder på nogle, de kender, og som de ikke har set, siden de flyttede hjemmefra og drog til hver sin storby. Nu er de vendt hjem igen og render altså tydeligvis ind i hinanden netop her.

Lillebælt Marked kalder sig for Danmarks smukkeste marked, og her er de nok ikke helt galt på den. Det traditionsrige marked ligger nemlig, som navnet indikerer, lige ved Lillebæltsbroen, omringet af skøn natur og selvsagt med udsigt over vandet.

Her kommer i omegnen af 30.000 besøgende fordelt hen over de fire dage, hvor markedet altid finder sted, nemlig i Kristi Himmelfartsferien. Her prøves der forlystelser på pladsens tivoli, smages på mad fra de mange spisesteder og frem for alt spottes der efter gode og unikke fund hos de godt og vel 200 kræmmere.

Blandt de mange kræmmere er nogle med for første eller måske anden gang, men markedet byder også på en række faste, rutinerede kræmmere, som udgør en lige så fast del af traditionen som øltelte og hoppeborge.

Sidste gang – igen

En af dem er 80-årige Svenning Erbs og hans kone, Hanne, som er lokale og altså bosiddende i Middelfart. De har kendt hinanden i 47 år, og det er intet mindre end 20. gang, det kræmmer-rutinerede par har en stand på markedet.

– Sidste år sagde jeg til Svenning, at nu var det altså sidste gang, vi var afsted, men alligevel bookede han allerede dengang en plads til i år, fortæller Hanne, og Svenning er hurtig til at supplere sin kone:

– Ja, for det siger du jo hvert år.

Derfor tør ægteparret heller ikke sige, at det så denne gang bliver deres sidste tur på markedet.

Hvor mange af de faste kræmmere rejser rundt i landet det meste af foråret og sommeren til Danmarks talrige markeder, så hører Svenning og Hanne til her på deres hjemmebane i Middelfart. Det er det eneste marked, de har stand på, og det, de ikke får solgt, tager de med hjem igen for så at forsøge at sælge det året efter.

– Vi får snakket med en masse forskellige mennesker i løbet af de her dage, og det er jo det sjove ved det. Vi hører nogle gode historier, når vi får en snak om, hvor varerne kommer fra, og så kender vi mange af de andre kræmmere, så der er også et fællesskab, vi har svært ved at slippe, fortæller Svenning.

Gangstativ og klapvogn

Parrets udvalg spænder bredt, for her kan man finde alt fra klassiske lopper som keramik og porcelænsfigurer til julekagedåser, malerier, sko og kufferter. For blot at nævne nogle ganske få ting.

Og det viser sig at være meget repræsentativt for markedet, hvor man både kan finde store kasser med dvd’er til to kroner stykket, gamle ugeblade og tegneserier, små figurer og køkkengrej, men hvor også designerstole, tallerkenrækker og zinkbaljer er i særdeles høj kurs.

Flere steder kan det dog være svært at gennemskue, hvem der egentlig er kræmmeren bag standen, for der kan synes ganske tomt. Til gengæld er der priser på varerne, et skilt med et såkaldt Mobilepay-nummer samt et ønske om høflig selvbetjening.

Fynboerne har altså tillid til hinanden, men også til de mange udefrakommende, der besøger markedet. En målgruppe, der i øvrigt spænder ganske bredt, for der triller både talrige gangstativer og klapvogne gennem græsset under Lillebæltsbroen.

Vogter konens fund

Hvor den yngre del af gæsterne primært muntrer sig i markedets store tivoli fyldt med forlystelser, karruseller, store balloner og isboder, er den ældre, særligt mandlige del af gæsterne, at finde ved bænkene i og uden for markedets øltelte.

– Nu brænder du ikke hele pensionen af, vel? griner en ældre mand med solbriller og kasket, da hans kone kommer slæbende med en gyngehest, nogle urtepotteskjulere samt en stor mulepose, der tilsyneladende indeholder lidt af hvert.

Hun læsser varerne af ved siden af sin mand, der sidder sammen med nogle lokale ved ”Hønsehuset,” hvor der – naturligvis – serveres tarteletter med høns i asparges til mændene, som sidder og vogter over konernes mange fund.

– Næh, men det gør du vel heller ikke? griner konen og nikker mod de tomme ølglas og fadet med tarteletter.

De moderne penge

Ved stort set samtlige stande står et skilt med et telefonnummer, så de besøgende nemt kan betale med appen Mobilepay. En kvinde spørger en mandlig kræmmer, om det mon også er muligt at betale med rigtige fysiske mønter.

– Ja, gør endelig det. Men vi er jo nødt til at have gang i det mobilepay også. De unge mennesker har jo aldrig set kontanter, griner han.

Også hos Svenning og Hanne kan man betale med både det ene og det andet, når man falder over en loppe. Parrets mange varer stammer både fra deres eget hjem, men også fra venner og familie, som afleverer de ting hos dem, som de ellers bare ville have skilt sig af med.

– Vi har altid mange varer, men jeg synes godt nok, vi har ekstra mange i år. Jeg forstår ikke, hvor alt det kommer fra, siger Hanne og tilføjer kort efter: – Vi har selvfølgelig lige tømt min families store gård, og der stod godt nok lidt af hvert.

Det er tydeligt, at parret hører til de kræmmere, der er her for hyggen og traditionen og knap så meget for at tjene en formue. Priserne er beskedne, og dukker der en udenlandsk besøgende op, som Hanne ikke kan kommunikere med, tages fingrene i brug for at fortælle prisen.

– Det kommer sig heller ikke så nøje, siger hun og dasker med hånden. – Det vigtigste er jo, tingene ender et sted, hvor nogen har glæde af dem.