En læser fortæller: Min datters uventede senfølger

Lørdag, 25. maj 2024
Andrea Bak
Collage af Martin Silz
Jeg troede, vi kunne ånde lettet op, da corona var forbi, men for min datter var det ikke så let. Nedlukningerne havde gjort hende bange og asocial.
Mor er bekymret for datter

Årene med coronanedlukninger og restriktioner var seje at komme igennem – også for vores familie. Da statsministeren 1. februar 2022 erklærede, at Covid-19 ikke længere var at betragte som en samfundskritisk sygdom, pustede min mand Bjarne og jeg ud.

Vi havde klaret den, også som familie. Alle fire havde vi været syge, men ikke slemt, og senfølger havde vi ingen af, mente vi. Men hvor tog vi dog fejl.

Ved den første nedlukning af Danmark var vores datter, Katarina, ni år, og vores søn, Nikolaj, var tre. Nu skulle vi to voksne arbejde hjemmefra ved computeren, mens Katarina fik fjernundervisning på computeren.

Nikolaj var også herhjemme, og vi tog os af ham på skift. Indimellem inviterede bedsteforældrene ham på besøg i nogle dage. Så hyggede vi lidt ekstra om Katarina.

Desuden gav vi hende en mobiltelefon, da hun fyldte 10 år. Det var egentlig mod vores principper, men situationen var ekstraordinær, og hun blev ubeskriveligt glad for gaven. Hun fik et abonnement til 29 kroner om måneden og kunne selvfølgelig benytte vores wi-fi herhjemme. Vi indsatte dog nogle begrænsninger med forældrekontrol.

Indtil første nedlukning havde Katarina været almindeligt social. Hun havde haft et par veninder og havde været i sfo efter skole. På os virkede det, som om hun klarede nedlukningen fint, for hun brokkede sig ikke over at savne skolen eller kammeraterne.

Katarina var fyldt 11, da samfundet åbnede op igen. Bjarne og jeg vendte glade tilbage til vores arbejdspladser, og Nikolaj var henrykt for at skulle i institution hver dag. Det varede lidt, før det gik op for os, at Katarina ikke havde det på samme måde.

Om morgenen sagde hun ofte, at hun havde ondt i maven eller kvalme og derfor gerne ville blive hjemme fra skole. Hun tilbragte meget tid på sit værelse med telefonen, og vi troede, at hun var i kontakt med sine jævnaldrende. Men det viste sig, at hun kun så sjove filmklip med dyr, skrev små historier eller tog selfies, som hun lavede om med filtre, så hun fik dyreører eller kæmpebriller. Hun sendte dem ikke til nogen.

For at gøre en lang historie kort havde Katarina under isolationen udviklet sig til at blive indadvendt. Hun var blevet nervøs for at gå i skole, og hun var ikke én eneste gang sammen med andre børn efter skole. Når jeg spurgte ind til det, kiggede hun væk.

– Jeg vil bare helst være herhjemme, må jeg ikke det? svarede hun.

Mit hjerte knugede sig sammen i medlidenhed med hende, for jeg havde selv haft det så sjovt med veninderne i den alder. Jeg ville så gerne hjælpe hende, men hvordan?

Hvis jeg foreslog hende, at vi inviterede én af de piger fra klassen, som hun tidligere havde været sammen med, stejlede hun. Hun afviste også blankt at begynde at gå til spejder, ridning, showdans eller badminton, og jeg anede ikke mine levende råd.

Hendes klasselærer bekræftede, at hun ofte trak sig fra fællesskabet i klassen og virkede indesluttet. Hun lovede at være opmærksom på situationen, men meget andet kunne hun jo ikke gøre.

Nærmest ved et tilfælde opdagede jeg, at Katarina ikke var alene om at være blevet menneskesky som en senfølge af corona. I kantinen på mit job faldt jeg nemlig i snak med Helene, der arbejder i en anden afdeling. Hun kunne bekymret fortælle den samme historie om sin datter, Julie, på 12.

Indtil da havde Helene og jeg kun hilst på hinanden, men nu blev vi enige om at mødes med vores døtre på en måde, som ikke virkede alt for planlagt. Første gang var på en café i storcenteret, og i begyndelsen sad de to piger tavse.

Men da de blev trætte af at høre deres mødre tale om arbejde, fulgtes de ud i centeret og var væk i en lille time. Helene og jeg var henrykte, og om aftenen erfarede vi, at de to piger havde udvekslet telefonnumre.

Kort efter blev jeg opmærksom på et forfatterkursus for skrivespirer i alderen 11-14 på vores lokale bibliotek. Efter lidt overtalelse fra vores side besluttede Katarina sig for at give det et skud. Det var to timer hver torsdag eftermiddag, og der var kun syv pladser på holdet.

Hun kom begejstret hjem fra det første møde, og siden har hun ikke misset én eneste undervisningsgang. På holdet har hun også lært den ét år yngre Josephine at kende.

Når døren til Katarinas værelse er lukket, kan vi nu ofte høre hendes stemme derindefra, for så facetimer hun med Julie eller læser historier op i telefonen for Josephine.

Selv om jeg egentlig bare helst ville lægge alt med corona bag mig, er jeg så glad for, at jeg kunne gøre noget for Katarina. Ellers ville hun måske være blevet en meget ensom ung pige, og det ønsker vi jo ikke for hende.