Det eneste, du skal bruge for at dyrke trappetræning, er dig selv og selvfølgelig nogle trappetrin, enten indenfor eller udenfor. Ja, det er faktisk bare at komme i gang, hvis vi spørger den 59-årige sundhedsekspert Marina Aagaard.
Hun er stor fan af trapper, og sidste år gennemførte hun ekstrem-trappeløbet Niesen-Treppenlauf i Mülenen i Schweiz som den første danske kvinde. Den stejle trappe med hele 11.674 trin ender oppe i 2.362 meters højde i Alperne, men mindre kan nu sagtens gøre det.
- Alle trapper kan bruges. På de korte trapper tager du flere ture, og på de lange og evt. stejle tager du færre. Du kan enten gå, løbe eller veksle mellem de to. Al trappetræning er effektiv træning, siger Marina Aagaard.
Hun fortæller, at du først og fremmest øger din kondition, når du træner på trapper, men at der også er andre gevinster at hente.
Marina Aagaard har en master i sundhed og træning og tilbyder personlig træning, coaching, foredrag og kurser. Hun står desuden bag flere bøger om træning og sundhed.
- Trappetræning er vægtbærende træning, og når du løfter dine egne kilo, belaster du kredsløbet på en sund måde ved at forbruge masser af energi og ilt. Det øger din kondition. Samtidig bliver du mere udholdende og opstrammer din muskulatur i balder, baglår, lår og lægge, siger Marina Aagaard.
Hun tilføjer, at din balance, kernemuskulatur, knogler og dit stofskifte også nyder godt af træning på netop trapper.
Er du i god form, kan du kaste dig ud i trappetræning allerede i dag og holde til en del. Ellers er det en god idé at gå til trapperne mere gradvist, for trappetræning er relativt hård træning, der sætter pulsen i vejret, og som især kan være hårdt på nedstigningen, hvor du spænder i dine muskler for at bremse.
- Du spænder i det meste af underkroppen, og derfor vil jeg anbefale, at du i begyndelsen tager én eller to ture på en trappe på 60-100 trin, og så holder et par dages pause, før du gør det igen. Går det fint, kan du anden gang tage tre eller fire ture, foreslår Marina Aagaard og fortsætter:
- Trappetræning er sjov træning, som ikke nødvendigvis virker hård undervejs. Men gør du for meget for hurtigt, kan du i dagene efter trappetræningen betale prisen i form af muskelømhed i f.eks. benene og også få smerter i led som hofter og knæ.
Hun er ikke kun tosset med trapper, fordi de er praktiske og effektive træningsredskaber i naturen, byen og indendørs – hun ser også trapper som en adgang til nye og spændende oplevelser på f.eks. en storbyferie:
- Uanset hvor jeg får øje på en trappe, jeg ikke kender, må jeg bare se, hvor den fører hen. Min nysgerrighed har ledt mig til mange specielle steder.
TIP! På hotelferier er det oplagt at snuppe 15-20 minutter på indendørstrappen. Ligger hotellet ved vandet og højt, kan du tage trappen ned til kysten et par gange. Det er effektiv outdoor-fitness og ifølge Marina Aagaard mindre hårdt end f.eks. at løbe/powerwalke i sand.