Det skræmmer mig med al den krigs- og krisesnak

Mandag, 1. juli 2024
Af Puk Elgård
Foto: Colourbox
Føler du også, at spekulationer om krig fylder for meget i medierne? Læseren beskriver, at vedkommende bliver skør og bange.
Krig

Kære Puk

Her kommer et hjertesuk: Hvorfor skal medierne være fyldt med spekulationer om krig? Man kan snart ikke tænde for hverken radio eller tv, uden at det handler om krig. Nu har Netto også lavet reklame, der handler om at samle varer, så man er klar, hvis krig eller krise rammer.

Jeg bliver skør og bange. Det hele handler om, at verden går under i morgen, og vi kan jo alligevel ikke gøre noget som helst.

Hvorfor har nyhederne ikke flere positive nyheder? Hvorfor fortæller de ikke også om de gode ting, der sker. Vi ender bare med at slukke og ikke se med. Det gør jeg i hvert fald. Jeg vil hellere i haven eller tale med naboen og folk omkring mig end sidde og høre om ulykker og krig, der måske rammer. Vi ved det jo ikke. Det var bare det.

I.

Kære I.

Verden er urolig, og det beskriver nyhederne. Du har ret i, at ingen ved, hvor tingene drejer hen, og hvad der kommer til at ske. Jeg synes, du gør det meget fornuftigt, når du dosserer nyhedsindtaget, så det duer for dig.

Sluk endelig, hvis det er for meget. Nyhederne skal nok finde vej til dig, hvis der pludselig er noget, du skal forholde dig til.

På en eller anden måde har angst altid været med til at styre os mennesker. Der er penge og opmærksomhed i at gøre folk bange, så når butikker benytter sig af den slags, er det for at tjene penge, og når medierne kører med mange udsendelser om krig, kriminalmagasigner osv., er det selvfølgelig for at tiltrække lyttere og seere.

Jeg har svært ved at forstå f.eks. den bølge, man kalder true crime, hvor man følger bestialske mordere og får en masse detaljer om tragiske sager.

Jeg synes ikke, vi skal lukke øjnene for virkeligheden, men lige nu er det meget massivt at være en del af nyhedsstrømmen, og så må man gøre, som du gør, tage det i de doser, man nu kan overskue. Tak for dit indlæg. Tror, mange har det som dig.

Mange hilsner fra Puk