Jeg vil huske min mor for den, hun var

Forleden var jeg et smut forbi Rødovre Centrum. Der gik jeg forbi en café, hvor en kvinde på min mors alder sad og drak kaffe. Det fik mig til at tænke på min mor. Vi mødtes tit der, fordi jeg arbejdede, og mine forældre boede i området. Så sås vi på midten og gik på café.

Synet ramte mig virkelig. Det skulle have været min mor, der var ude at handle og skulle drikke kaffe med mig. Vi skulle snakke om løst og fast, og hun skulle være sig selv.

Lige der mærkede jeg et stik i mit hjerte. Jeg blev grebet af en enorm længsel efter min mor, og den person hun var, inden hun blev syg.

Var det stress?

Min mor var kun 56 år, da hun i 2014 fik konstateret alzheimers. Jeg oplevede de første tegn længe før, hun blev diagnosticeret.

Min mor og søster besøgte mig i Berlin, hvor jeg boede på daværende tidspunkt. Normalt fandt min mor nemt rundt i byen, men pludselig ringede hun og fortalte, at hun var faret vild, og det gjorde mig urolig. Det lignede hende slet ikke. Hun havde altid styr på tingene.

Det værste var nok, at jeg forventede, at det ville ske. Jeg havde lagt mærke til, at hun var blevet mere forvirret. Men jeg tænkte på ingen måde, at det var demens.

Jeg var ikke den eneste, der lagde mærke til, at min mor ændrede sig. Det gjorde hendes kolleger også, og hun blev kaldt til en bekymringssamtale. De mistænkte hende for at have stress eller en depression, og efter flere undersøgelser kom resultatet.

Det var i december, vi fik beskeden. Vi var samlet hele familien på sygehuset, men vi forstod ikke rigtigt, hvad lægen fortalte os.

Min mor græd, min far prøvede at løfte situationen, og mine søskende og jeg var store spørgsmålstegn. Min første tanke var, hvem der dog får alzheimers i en alder af 56 år? Det er da kun gamle mennesker, der får det, tænkte jeg. Ikke engang min gamle mormor har det, så det var svært at forstå, og vores liv var forandret.

En ny livsrolle

Jeg påtog mig langsomt en masse nye roller i vores familie. Jeg følte, at jeg skulle overtage min mors plads på forskellige områder, men samtidig også være hendes datter. Det var en svær balancegang, men det var også min måde at være i det på. Jeg fandt ro i at hjælpe til og planlægge aktiviteter. Det var en god overlevelsesmekanisme.

Jeg hjalp også til, når jeg var på besøg hos mine forældre. Min mor elskede at lave tarteletter til os, men det blev også sværere for hende. Nogle gange gik det galt, fordi hun manglede mælk eller fyld. Andre gange glemte hun helt, at hun lavede tarteletter, og maden blev ødelagt.

Det fik mig til at tage mere over for min mor. Men det skulle gøres, uden at hun blev vred eller ked af det, men også dét blev uundgåeligt.

Ikke alene

I al virvaret blev jeg grebet tidligt af Alzheimerforeningen. De tilbød mig at blive en del af et ungenetværk. Det blev et frirum for mig. I gruppen kunne jeg tale om det, jeg gik med indeni.

Det blev et sted, hvor jeg tømte ud af mine oplevelser. Jeg følte mig heller ikke alene i sorgen, når jeg var sammen med resten af gruppen. Det var virkelig rart at være sammen med ligesindede. Vi grinte og græd over de samme ting. Og kombinationen mellem samtalegruppen og en pårørendelejr hjalp mig gennem de mange op og nedture, der var ved at miste min mor langsomt.

I de seneste 10 år har jeg været vidne til, at min mor mistede gnisten i sine øjne. Det har været brutalt. I lang tid opretholdt vi også en form for normalitet, særligt når vi var samlet som familie, men også den blev erstattet af en ny.

Særligt, da min mor for to år siden kom på plejehjem. Det var ikke længere ansvarligt for hende at bo hjemme med min far. Hun kom på et helt almindeligt et, hvor de sødeste sosu-assistenter passer på hende.

Det giver mig en ro at vide, at min far også besøger hende mindst hver anden dag. For det er en stor gestus, når jeg ikke selv har overskuddet til at besøge hende. Det giver også ro, at jeg ved, at hun er passet godt på af personale og min far.

Lev i nuet

I dag har jeg lært, at jeg ikke skal tage livet for givet. Jeg prøver at leve i nuet og nyder at få det bedste ud af det. Jeg har også lært at tale om de svære ting, der kommer med et demensforløb.

Mit vigtigste råd er, at du skal opsøge andre, der er i samme båd som dig. Nogle på din egen alder og i samme livsbane. I kan bruge hinanden på mange forskellige måder, og det er så smukt at være i en gruppe, hvor I både kan grine og græde og spejle jer i hinanden.

Jeg ville ønske, at jeg havde talt med min mor om, hvordan hun havde det med diagnosen. Det vil jeg gerne have vidst. At pårørende får talt sammen hurtigt efter diagnosticeringen er vigtigt, tror jeg.

Næste skridt er, at jeg skal forholde mig til, at min mor en dag ikke er her mere og til hendes begravelse.

I lang tid beskæftigede jeg mig med ventesorgen, men sådan er det ikke i dag.

Jeg vil huske min mor for den, hun var før sin sygdom. Den elskende, levende og energiske kvinde, der flyttede til Grønland på eventyr med sin familie. Ikke den demensramte, men alt det andet: min mor med stort M.