Vi har fået smag for naturen

Noget af det bedste, Dorte og Benny Agerbo fra Skjern ved, er at gå tur med hundene mellem rækkerne af æbletræer, der har inddelt baghaven i snorlige rækker.

Det er ikke ligefrem en hurtigt overstået affære, for både Dorte og Benny standser med få meters mellemrum for at inspicere grenene, der allerede bugner af frugt.

Noget har dannet et fint spind omkring et blad, og Benny gør holdt igen. Rovtæger har tilsyneladende slået sig ned i et træ, hvis frugt endnu kun er på størrelse med bordtennisbolde, men det tager ægteparret med ophøjet ro. Den lille røde bille er nemlig et nyttedyr, som spiser de bladlus og andre sultne insekter, der måtte forvilde sig ind på familiens grund.

Det gør også beboerne i de 200 fuglekasser, som parret har valgt at sømme op fremfor at bruge sprøjtegifte. For det giver sig selv, mener Dorte og Benny, at vi må passe på naturen, hvis den skal passe på os. Af samme grund beklager de sig næsten ikke, når rådyrene lægger vejen forbi haven.

– De får de nederste æbler, og vi tager de øverste. Sådan har aftalen altid været, siger Benny, som blev plantageejer mere eller mindre ved et tilfælde.

Givende træ

Benny, der er tidligere automekaniker, mødte Dorte til et bal, mens de begge stadig var teenagere. Et hus og tre børn senere stod parret over for deres livs udfordring, da Benny faldt ned fra en skorsten og kom alvorligt til skade. To tredjedele af arbejdsevnen var tabt, og Dorte så, hvordan hendes ellers så travle mand higede efter noget at tage sig til.

– Han er typen, der hellere vil lave noget frem for at sidde og have ondt af sig selv, siger hun med et lille smil.

Løsningen, viste det sig, stod i forhaven. Et mere end 100 år gammelt æbletræ af sorten guldborg leverede et år så mange æbler, at familien på fem umuligt kunne spise sig igennem dem alle, og Benny og Dorte besluttede sig for at prøve at lave cider.

– Benny får idéerne, og så sorterer jeg i dem, siger Dorte, som dog overvejede flere gange undervejs, om hun burde have frasorteret denne.

Det viste sig nemlig, at den vildgær, Benny havde brugt, skabte overtryk i flaskerne, som derfor sprang én efter én.

– Vi havde et frygteligt svineri i kælderen, husker Benny, som i dag sætter pris på oplevelsen.

– For så fik vi fuldstændigt styr på, hvordan man ikke skal gøre.

En nyre fattigere

Til trods for knuste flasker var både Benny og Dorte blevet bidt af at moste og lave cider. Ét æbletræ var ikke længere nok, og Benny lærte sig derfor at pode.

– Det var en hobby, der greb om sig, siger Benny, der få år efter stod med 45 sorter fordelt på lidt over 200 æbletræer.

En barnedrøm var gået i opfyldelse for manden, som altid havde ønsket sig sin egen æblelund at spadsere i.

– Det er da det flotteste her i verden, siger han og slår ud med armene under æbletræernes grene.

At han i samme ombæring skulle stifte bryggeri med sin kone, havde han dog ikke haft fantasi til at forestille sig. Ej heller, at han få år senere skulle blive så syg, at han ikke længere selv kan nyde resultatet.

For i 2018 blev Benny ramt af nyrekræft efterfulgt af to blodpropper og en bindevævssygdom, som hver især gjorde sit for at slå den ellers gæve vestjyde ud af kurs.

Det lykkedes dog ikke, for med Dortes hjælp fortsatte produktionen, og Benny kom på fode igen. Nu en nyre fattigere, hvilket betyder, at han i dag må afstå fra visse ting.

– Det komiske ved det hele er, at jeg driver et bryggeri, men jeg kan ikke drikke alkohol, siger Benny og smiler skævt.

Og humoren er netop kendetegnende for den måde, Dortes mand har valgt at tackle sin sygdom på.

– Han har altid fået det bedste ud af alting, siger hun stolt.

Ukrudt på flaske

Der var da heller ingen tøven fra hverken Dorte eller Bennys side, da en lokal specialitetsforretning spurgte, om de måtte forsøge sig med at sælge parrets produkter. Nu skulle produktionen ikke længere kun strække sig til husbehov, og Dorte og Benny måtte indkalde forstærkninger.

I sommermånederne fik parrets tre teenagebørn derfor ikke lov at gemme sig på deres værelser med computerspil, men blev i stedet sendt i haven med saks og spand.

– Vi er født på landet begge to, og her er det jo naturligt, at man er med ude, fra man er lille, siger Dorte, der selv blev sat til at hakke roer, da hun var på alder med sin yngste datter, Laura på 17 år.

Mælkebøtter blev høstet i kilovis, mens Dorte og Benny plukkede brændenælder. Begge planter, som engang blev flittigt fortæret i danske hjem, men i dag betragtes som ukrudt af de fleste. Og familien skal da heller ikke bekymre sig om at løbe tør for friske forsyninger foreløbig.

– Brændenælder har vi i rigeligt mål. Vi får mange tilbud om at komme og hente, men det behøver vi altså ikke, griner Dorte og slår ud med hånden i retning af det skovbryn, der flankerer grunden, og som er tæt bevokset af stikkende nælder.

Også granskud, marehalm og hyben er karakteristiske for den vestjyske natur og giver smag til den likør, som Dorte og Benny i dag producerer knapt 3.000 liter af om året, foruden bl.a. eddike, marmelader og bolcher.

– Kan det ikke gro i Vestjylland, skal vi ikke bruge det, siger Dorte og nikker bestemt.