Niels Hausgaard fylder 80 år

Torsdag, 29. august 2024
Anita Lauridsen Banner
Foto: Thomas Howalt Andersen
I tæt på en livstid har Niels Hausgaard turneret landet rundt med sin skæve, satiriske musik og sin gæve, nordjyske humor. Han er folkemusiker, entertainer, skuespiller og revyforfatter, og selvom han nu fylder 80 år, har han ikke tænkt sig at stoppe.
Niels Hausgaard fylder 80

Der er ikke mange landskære entertainere af den klassiske slags tilbage på de danske scener.

Vittige samfundsrevsere med guitar er blevet erstattet af stand-up-komikere med høj stemmeføring, for det er det, de unge vil have i dag.

Og dog. Siden Niels Hausgaard stod på scenen for første gang i 1970’erne, er han aldrig rigtig blevet umoderne.

Hans lune viser og sjove fortællinger på vendelbomål er konstant blevet fornyet i takt med tiden, og selv om de måske ikke appellerer til alle, favner de bredt nok til, at han har kunnet holde sig aktuel helt op til i dag. Og når Niels Hausgaard har noget på hjerte, ja, så lytter hans fans.

Niels Hausgaard fylder 80
Hvem skulle have troet, at den unge rebel ville ende som folkekær musiker?
Foto: Peter Broen

En ung rebel

Men hvem er så den kære Niels Samuel Hausgaard?

Han blev født 31. august 1944 i Hirtshals og er stort set blevet i Nordjylland lige siden.

Umiddelbart lå det ikke i kortene, at han skulle blive musiker – eller noget ved musikken i det hele taget. For lille Niels var adfærdsvanskelig og en ballademager, og han blev i sin tidlige ungdom sendt på børnehjem.

Han var dog stadig elsket, og dét, har han engang udtalt i TV2-programmet Deja-Vu med Frøkjær, er nok årsagen til, at han aldrig for alvor kom ud i noget snavs.

Han drømte om at blive styrmand, men det blev aldrig til noget. Til gengæld blev han uddannet skibssmed og sejlede i 1960’erne for flere store rederier. Han blev også sendt i militæret, men det var ikke lige sagen. Niels Hausgaard har det nemlig svært med autoriteter og endte i brummen hele tre gange, fortalte han i Deja-Vu med Frøkjær.

Niels Hausgaard fylder 80
Niels Hausgaard har sin helt egen stil på scenen, og den har sikret ham en lang karriere.
Foto: Martin Høien

Til gengæld var det her, at han begyndte at skrive musik, så opholdet var trods alt ikke helt meningsløst for ham. Da han kom ud af trøjen, fortsatte han med at svinge guitaren – også mens han passede sit arbejde som sømand, og en dag blev han tilbudt at optræde som ”huspoet” for DR Nordjylland.

Siden gik det stærkt med pladeindspilning og optrædener i hele Danmark, og Niels Hausgaard blev folkemusiker på fuld tid.

Politisk med måde

En af de ting, der især karakteriserer Niels Hausgaards musik og anekdoter, er hans knivskarpe måde at analysere og fortolke tidsånden på.

Hans tekster handler mest om dagligdagslivet, og de ting vi mennesker har til fælles, men han er ikke bange for at give politikerne et rap over nallerne. Han gør det bare på en nedtonet måde og ved brug af knastør humor. Og selv om Niels Hausgaard ikke er direkte politisk, når han optræder, er man ikke i tvivl om, hvad han mener om samfundet. Han holder med den lille mand.

Som ung var han kommunist, og han har siden været aktiv i Folkebevægelsen mod EU og senere Juni-bevægelsen, men derudover har han ikke meldt sig under fanerne hos et politisk parti.

I 90’erne optrådte han med multikunstneren Erik Clausen, der med sin flabede Vesterbro-attitude virkede som Niels Hausgaards diametrale modsætning, men som også var kendt for at høre til på den yderste venstrefløj.

Niels Hausgaard fylder 80
Den sindige nordjyde og den københavnske gavflab. Niels Hausgaard og Erik Clausen satte gang i danskernes lattermuskler i 1990’erne.
Foto: Thomas S. Laursen

Den sindig jyde og bralrende københavner var et umage par, som publikum elskede for netop dette.

I årene herefter og helt frem til nu optrådte Niels Hausgaard med en række one-man-shows og modtog flere priser, bl.a. Modersmåls-Prisen i 1997 for sin trofaste brug af dialekt.

Han har også været med i en række film, tv-serier og revyer, ligesom han ofte har tonet frem på tv i diverse underholdningsshows.

De unges Hausgaard

Hvor den ældre del af befolkningen måske mest forbinder Niels Hausgaard med hans viser, nordjyske lune og vittige kommentarer, er han blandt den yngre del uden tvivl mest berømt for sin rolle som familien Christiansens gnavne, mandlige overhoved i kørestol, Niller, i komedieserien ”Minkavlerne”. Den blev vist på TV2 fra 2019 til 2023 og var en gigantisk succes.

Niels Hausgaard fylder 80
Niller med resten af sin bøvede familie i komedieserien ”Minkavlerne”. Den kan stadig ses på TV2 Play.
Foto: René Schütze/TV2

I 2020 vandt den en ZULU Award for ”Årets tv-serie”, og med et var Niels Hausgaard blevet en skuespiller, som de unge citerede for bl.a. replikken: ”Mine ben fejler ikke noget!”.

Selvsamme unge, der kalder hans generation for boomere, giver han i øvrigt tørt på i sit seneste show ”Åh, boomer”. For Niels Hausgaard er stolt af at være en del af efterkrigstidsgenerationen og mener, at de unge kunne lære meget af boomerne.

Og han er vist ikke alene. I hvert fald blev samtlige shows udsolgt i spilleperioden fra februar til maj 2024.

Hesteaktivisten

Foruden at skrive melodier og tekster er Niels Hausgaard hesteopdrætter og ejer et hestestutteri i Vendsyssel.

Indtil 2022 drev han det sammen med sin kone, Gitte Hausgaard, men hun døde efter lang tids sygdom. De havde været gift i næsten 50 år og har datteren, Louise, og et barnebarn.

Niels Hausgaard fylder 80
Niels og Gitte Hausgaard var gift i næsten 50 år, inden hun døde i 2022.
Foto: René Schütze

Kort tid efter Gittes død valgte Niels Hausgaard at arbejde sig ud af sorgen. Han genoptog sin turné dagen efter bisættelsen til manges store undren, men selv påstod han, at Gitte ville have haft, at han skulle passe sit arbejde. Det fortalte han om i bogen ”Når vi ånder i takt”, der udkom i 2023.

Samme år demonstrerede han bl.a. sammen med influenceren Mascha Vang mod John Byrialsen fra Viegård Stutteri i Skals, der var blevet politianmeldt for mishandling af heste. Niels Hausgaard havde tidligere skrevet et læserbrev i Viborg Stifts Folkeblad, hvori han opfordrede John Byrialsen til at få orden på tingene, og da det tilsyneladende ikke havde nogen effekt, kom Niels Hausgaard på barrikaderne og viste dermed omverden, at han stadig er klar til at kæmpe de svages kamp

Niels Hausgaard fylder 80
Ud over musik er heste en af Niels Hausgaards store passioner, og han ejer et stutteri i Vendsyssel.
Foto: Aller Media

Ikke bange for at dø

Selv om Niels Hausgaard nu er i sit livs efterår, er han ikke bange for at stille træskoene. Det skrev han også åbent om i bogen ”Når vi ånder i takt”, hvor han fortalte om sit hjertestop i 2016. Han var død i hele 18 minutter, og det føltes behageligt. Han mærkede en uendelig fred, som han slet ikke havde lyst til at vende tilbage fra.

Niels Hausgaard har også udtalt til TV2 Nord i 2022, at hans høje alder ikke betyder, at han har tænkt sig at stoppe som entertainer. Så længe publikum gider at høre på ham, og han har det sjovt, er der slet ingen grund til at lade sig pensionere.

Det er vi mange, der er glade for.

Niels Hausgaard fylder 80
I sit seneste show ”Åh, boomer” gør Niels Hausgaard op med den yngre generations fordomme over for hans generation.
Foto: Søren Jul Lamberth

Niels Hausgaard fejrer i øvrigt aldrig sin fødselsdag − heller ikke de runde. Da han fyldte 75 år, fortalte han til Billed-Bladet, at han synes, at alle dage har lige stor værdi.